Fløjteaktivister sætter enheden på spil

Det er ikke nyt, at arbejdernes kampdag skaber strid mellem forskellige fraktioner af arbejderbevægelsen. Men en 30-årig forbrødring mellem fløjene kan gå fløjten, hvis aktivister i dag overdøver de socialdemokratiske talere

Danish Prime Minister Helle Thorning-Schmidt on Wednesday cut short her May Day speech after being met with a cacophony of whistling and jeers in the city of Aarhus. Police also detained a man after he squirted the social democratic leader with a water pistol as she walked off the stage in the Tangkrogen Park May 01, 2013. Statsminister Helle Thorning-Schmidt var onsdag hovedtaler ved 1. maj-arrangementet ved Tangkrogen i Aarhus. Til BT
Danish Prime Minister Helle Thorning-Schmidt on Wednesday cut short her May Day speech after being met with a cacophony of whistling and jeers in the city of Aarhus. Police also detained a man after he squirted the social democratic leader with a water pistol as she walked off the stage in the Tangkrogen Park May 01, 2013. Statsminister Helle Thorning-Schmidt var onsdag hovedtaler ved 1. maj-arrangementet ved Tangkrogen i Aarhus. Til BT. Foto: Bo Amstrup.

Fagbevægelsen undgår måske et nyt slag på fælleden i dag. Utilfredse aktivister på den yderste venstrefløj har truet med at overdøve statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) 1. maj-tale med fløjter i Fælledparken i København, men i bedste danske lad-os-tale-om-tingene-tradition nåede LO København og demonstranterne tidligere på ugen til enighed om, at det måske ikke er så brillant en idé.

Med enigheden følger dog, at LO på den ene side skal udtrykke forståelse for frustrationen hos aktivisterne, som til gengæld lover at holde sig lidt på afstand, når Helle Thorning-Schmidt taler. I går meldte flere aktivister dog, at de stadig havde tænkt sig at fløjte og overdøve statsministeren.

Men skulle forståelsen vise sig at holde, kan den samlede venstrefløj fortsætte den tradition, der blev grundlagt i 1980erne, nemlig at fagbevægelse, socialdemokrater, SFere, venstresocialister og kommunister er fælles om at markere 1. maj i København.

LÆS OGSÅ: Regeringen er ved vejs ende med reformerne

Seniorforsker Henning Grelle fra Arbejdermuseet vurderer, at det reelt er ved at være sidste udkald, hvis traditionen for enheds-demonstrationer skal bevares. Allerede sidste år blev der ved flere 1. maj-demonstrationer rundt i landet larmet og piftet, så socialdemokratiske talere knapt kunne høres på de første rækker.

Blandt andre Københavns overborgmester Frank Jensen (S) måtte holde pause i sin tale i Fælledparken, da romerlys, hujen og piften gjorde det umuligt for ham at fortsætte.

Det var grimt, og jeg håber virkelig, det bliver bedre i år. Slagsmål er ikke det, arbejderbevægelsen har brug for, siger Henning Grelle.

Kigger man i historiebøgerne, er konfrontationer på arbejdernes kampdag ikke noget helt nyt fænomen. Da danske socialister samledes for at demonstrere på Nørre Fælled i København den 5. maj 1872, kom det til hårde kampe, men modstanderen dengang var ordensmagten, og ikke rivaliserende grupper på venstrefløjen. Sammenstødene blev i folkemunde til slaget på fælleden, men traditionen for møder den 1. maj blev først skabt flere år senere.

I sommeren 1889 markerede man på to store arbejderkongresser i Paris 100-året for den franske revolution, og man besluttede at gøre 1. maj til en international kampdag for arbejdernes krav, blandt andet kravet om en arbejdsdag på højst otte timer. I Danmark kunne man den 1. maj 1890 samle 30.000- 40.000 på Fælleden til taler og sange for socialismen.

Allerede de to kongresser i Paris illustrerede, at der fra begyndelsen var uenighed om, hvor vægten i arbejderkampen skulle ligge. Var det primært en kamp for arbejdernes rettigheder og ordnede forhold, eller var det en kamp for et helt nyt, socialistisk samfundssystem? Den splid blev endnu mere tydelig efter den russiske revolution i 1917, og efter arbejderbevægelsens deling i en revolutionær og en pragmatisk, demokratisk gruppering.

De to grupper forsøgte ifølge Henning Grelle i 1925 at arrangere fælles 1. maj-møder både i Købehavn og Aarhus, men det endte i tumult i Fælledparken, da Socialdemokraterne ikke ville acceptere en kommunistisk taler.

Siden holdt de to grupperinger hver deres møder, og især i 1970erne opstod der splittelse på venstrefløjen, hvor kommunisterne satte sig på Fælledparken og fortrængte Socialdemokraterne til Københavns Rådhusplads. Danmark havde i 1960erne og 1970erne hovedsageligt socialdemokratisk ledede regeringer, så den yderste venstrefløj benyttede ofte 1, maj-talerne til at skyde på netop Socialdemokratiet.

I 1980erne overtog de borgerlige partier regeringsmagten, og det fik partierne til venstre for midten til at rykke tættere sammen. Først optrådte kommunister, SFere og venstresocialister i fællesskab, og i 1988 talte den socialdemokratiske formand Svend Auken også på den såkaldte enhedsdemonstration.

Idyllen holdt til 1992, da Danmark skulle stemme om EUs Maastricht-traktat. Både i 1992 og 1993 kom det til uroligheder ved 1. maj-demonstrationerne, og SFs daværende leder Holger K. Nielsen blev i 1993 overdænget med æg og tomater og skældsord, da han skulle tale i Fælledparken. SF havde spillet en nøglerolle for det nationale kompromis, der i Edinburgh-aftalen kom til at give Danmark fire forbehold over for Maastricht-traktaten men ellers accepterede unionen, som Holger og konen sagde ja til.

Netop Holger K. Nielsen har på det seneste omtalt de aktivister, der ville fløjte Helle Thorning-Schmidt ud, som halvhjerner.

I princippet er en fløjtekoncert i dag udtryk for det samme, som jeg blev udsat for. Nemlig at man vil give sin utilfredshed tilkende, siger Holger K. Nielsen og understreger, at det for ham er en meget principiel sag om ytringsfrihed.

Han tillægger Enhedslisten et særligt ansvar for at tale aktivisterne fra deres aktion, fordi de kommer fra den yderste venstrefløj.

Dagen må vise, om enheden holder.