Løkken strammes om Se og Hør

Både politiet og Datatilsynet er gået ind i skandale-sagen, hvor Se og Hør anklages for at have købt personlige oplysninger om kendisser fra en ansat i Nets

(ARKIV) Ugebladet Se og Hør beskyldes i en ny bog for ulovligt have overvåget kendte og kongelige - ifølge BT. (A man holds a copy of the celebrity magazine Se og Hoer in Copenhagen on September 20, 2012. Danish celebrity magazine Se og Hoer is to publish controversial topless pictures of Prince William's wife Catherine in a 16-page spread in the weekly's print version that goes on sale Thursday, despite objections from the British royals over their previous publication in France, Ireland and Italy. (Foto: Torkil Adsersen/Scanpix 2014)
(ARKIV) Ugebladet Se og Hør beskyldes i en ny bog for ulovligt have overvåget kendte og kongelige - ifølge BT. (A man holds a copy of the celebrity magazine Se og Hoer in Copenhagen on September 20, 2012. Danish celebrity magazine Se og Hoer is to publish controversial topless pictures of Prince William's wife Catherine in a 16-page spread in the weekly's print version that goes on sale Thursday, despite objections from the British royals over their previous publication in France, Ireland and Italy. (Foto: Torkil Adsersen/Scanpix 2014). Foto: Torkil Adsersen/Denmark.

Datatilsynet kræver svar på tiltale fra Se og Hør, politiet ransager både Nets og IBM, og to tidligere chefer på det kulørte ugeblad har mærket konsekvensen.

Men intet er endnu afgjort i skandalesagen, hvor Se og Hør er anklaget for i flere år at have købt personlige oplysninger om kongelige og kendte af en ansat i betalingsinstituttet Nets.

Politiet har endnu ikke sigtet nogen, men efterforskerne er i fuld gang med at undersøge data fra både Nets og it-giganten IBM, som i 2007 overtog en del af Nets drift. Og politiet er ikke ene om at forsøge at finde hoved og hale i skandalesagen. Datatilsynet har sendt en række spørgsmål til Se og Hør for at få svar på, om persondata-loven er blevet overtrådt.

Vi kommer først på banen, hvis der enten er tale om elektronisk behandling af personoplysninger eller anden systematisk behandling, eksempelvis hvis man har lavet et register over nogle udvalgte personer eller har haft et ringbind med de personfølsomme oplysninger, siger konstitueret direktør i Datatilsynet, Birgit Kleis.

LÆS OGSÅ: En journalistisk skandale

Hvis Se og Hør har overtrådt persondataloven, kan Datatilsynet udtale kritik og i yderste konsekvens politianmelde ugebladet.

Jeg vil umiddelbart tro, at det vil blive svært for Se og Hør at retfærdiggøre, at de har indhentet den slags oplysninger, som der er tale om, siger Birgit Kleis.

Sideløbende med politiets og Datatilsynets arbejde har beskyldningerne mod Se og Hør kostet den tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup jobbet som politisk redaktør på TV 2, og i går oplyste magasinet Euroman til Morgenavisen Jyllands-Posten, at Qvortrups job som fast politisk skribent bliver sat på pause, mens sagen undersøges. Samtidig står han til at miste tjansen som censor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvis det viser sig, at der er hold i beskyldningerne mod ham.

Hans tidligere kollega Lise Bondesen, der tidligere var nyhedschef på Se og Hør, er også ramt af skandalen. Hun er blevet sendt på ferie på ubestemt tid fra jobbet som redaktionschef for underholdningsstoffet på Ekstra Bladet.

Lise har været her et år, og jeg har fuld tillid til hende her på Ekstra Bladet, men der er bragt så meget tvivl ind, om hvad der er foregået på Se og Hør, så vi er blevet enige om, at det er bedst for alle, at hun tager på ferie, siger ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet, Poul Madsen.

Både mediekoncernen Aller Media, der ejer Se og Hør, samt Nets og IBM, hvor den såkaldte tys-tys-kilde var ansat, har sat interne undersøgelser af sagen i gang.