Hver fjerde boligejer overvejer at flytte på grund af naboen, og hver 10. boligejer har rent faktisk gjort det.
Antallet af hegnssynssager mellem naboer er stigende, og det samme er antallet af kommuner, som udarbejder pjecer om og retningslinjer for godt naboskab. For eksempel har mængden af henvendelser til Viborg Kommune ført til udgivelsen af pjecen ”Godt naboskab”, som prøver at opdrage borgerne til ikke straks at klage over naboen til kommunen, men først prøve at løse problemerne i mindelighed.
Alle disse forhold peger meget stærkt i retning af, at vi har fået sværere ved at tage hensyn til naboen i vores udfoldelser i boligen. Eller også viser de, at vi har fået sværere ved at udvise tolerance over for andres måde at være på.
Det er det, vi ikke kan blive enige om: Hvordan skal hækken klippes? Er brændeovnsrøg hyggelig eller stinkende? Er hujende børn på en havetrampolin livsbekræftende eller støjterror? Er et besøg af et kæledyr fra nabohuset sødt eller noget svineri? Og hvor går præcis grænsen mellem de to matrikler?
Flere undersøgelser fra blandt andre bolig-hjemmesiderne boligsiden.dk og bolius.dk peger på, at vi danskerne får sværere og sværere ved at være naboer, og at vi ofte er hurtige til at gøre en sag ud af det.
Samtidig peger ny naboskabsforskning fra Anja Jørgensen, lektor i sociologi ved Aalborg Universitet, på, at naboskabet er så vigtigt som nogensinde for mange moderne danskere, måske fordi det erstatter dele af det tilhørsforhold, vi tidligere følte i forhold til egnen og slægten.
”Vi har drømmen om, at naboer kan hjælpe hinanden og se efter hinandens børn. Og når det viser sig, at vi ikke kan finde ud af det, oplever vi det som meget problematisk,” siger hun.
Anja Jørgensen ser ikke det øgede konfliktniveau som udtryk for egoisme, men som en følge af byudviklingen:
”Vi er blevet systematisk afvænnet fra at bo og leve ved siden af nogen, som er anderledes. Man taler meget om mangfoldighed og forskellighed i storbyen, men ser vi nærmere på det enkelte kvarter eller den enkelte forstad, står det klart, at vi i dag bor mere segregeret (socialt opdelt, red.) end nogensinde,” siger hun.
Et klassisk eksempel på, at det anderledes skræmmer, ser man, når kommuner vælger at placere bosteder for stofmisbrugere eller tidligere hjemløse i et almindeligt boligkvarter.
Ifølge Anja Jørgensen skaber det en forhåndsforventning om alskens gener, som for det meste forbliver ubegrundede. Men hun tilføjer, at selv i de befolkningsgrupper, som hylder mangfoldighed som en positiv værdi, søger man et spejlbillede af sig selv.
I en undersøgelse fra Vesterbro i København udtrykte mange beboere, at det var en kvalitet, at folk i kvarteret var meget forskellige. Men spurgte man til, hvem de omgikkes og talte med, viste det sig, at det stort set kun var folk fra deres egen socialgruppe.
Birgitte Mazanti er kulturgeograf, leder af Center for Boligsocial Udvikling og medlem af by- og boligminister Carsten Hansens (S) tænketank ”Byen 2025”.
Hun er enig i, at der er en fare for, at mennesker flytter sig så meget væk fra det anderledes, at der skal stadig mindre til, for at man føler sig udfordret:
”Jeg vil ikke deltage i en dommedagsprofeti, men gerne være med til at råbe vagt i gevær i forhold til, at vores boligmarked er blevet alt for opsplittet. Den del af boligmassen, jeg arbejder med, er de store sociale boligbyggerier fra 1970erne, hvor der bor mange udsatte, og hvor de dårlige mønstre er svære at bryde. Det er også derfor, vi i tænketanken advokerer for at indtænke forskellighed i planlægning af nye boligområder,” siger Birgitte Mazanti.