For 30 år siden, den 22. september 1984, trådte den socialistiske franske præsident Francois Mitterrand og den kristeligt-demokratiske vesttyske forbundskansler Helmut Kohl frem for offentligheden på kirkegården ved slagmarken i Verdun for at markere 70-året for Første Verdenskrig. Den lille franskmand og den store tysker stod med hinanden i hænderne og ansigterne i alvorlige folder på det sted, hvor tusinder og atter tusinder af tyskere og franskmænd engang slog hinanden ihjel. Billedet sendte et stærkt signal om, at europæisk samarbejde ikke bare handlede om samhandel. Det gjaldt liv eller død.
For 30 dage siden, onsdag den 16. april 2014, tog den britiske EU-parlamentariker Nigel Farage, leder af det højrenationale parti UK Independent Party (UKIP), ordet i Strasbourg for at tale imod et stærkere EU-samarbejde. Med afsæt i det berømte foto fra 1984 slog han fast, at det er forståeligt, at franskmænd og tyskere efter to katastrofale verdenskrige søgte sammen med den målsætning at forhindre sådanne uhyrligheder i at kunne gentage sig.
Men i dag er det blevet ”et falsk projekt”, når EU vil påtvinge befolkningerne ”et nyt flag, en ny nationalmelodi, præsident, hær, politi og udenrigspolitik”, uden at der er folkelig opbakning hertil, erklærede Farage:
”Jeg tror på, at de europæiske valg i år vil markere et vendepunkt. Vinden vender. EU støtter en forældet model, som forsøger at løse et problem, der faktisk ikke har eksisteret siden 1945. Jeg er ikke imod Europa, men jeg er imod dette Europa.”
Valgdagen er om 10 dage. Og meget tyder på, at i hvert fald dele af Nigel Farages profeti kommer til at holde stik. Borgerlige anti-EU-partier som UKIP i Storbritannien, det franske Front National, det tyske Alternative fr Deutschland og Dansk Folkeparti herhjemme står til at få gode valg. Men mere bemærkelsesværdigt er det, at den linje, disse partier står for, synes at vinde genklang hos såvel store dele af de 500 millioner EU-borgere som store partier på den politiske midtbane.
Det britiske konservative regeringsparti har under David Camerons ledelse anslået en stærkt EU-skeptisk linje, som ligefrem har bragt udmeldelse på dagsordenen. Men eftersom briterne altid har været mindre EU-begejstrede end kontinental-europæerne, er det måske mere opsigtsvækkende, at det kristeligt-konservative tyske parti CSU, som er søsterparti til kansler Angela Merkels CDU, har ytret sig stærkt imod udenlandsk velfærdsturisme i EU og imod den tyske milliardstøtte til Grækenland.
Også herhjemme har blandt andet debatten om børnecheck og velfærdsturisme fået tidligere EU-begejstrede partier som De Konservative og ikke mindst Venstre til at anslå en mere skeptisk linje. Hvor det tydeligste symbol på borgerlig EU-politik i 1990erne var daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens (V) blå sokker med gyldne stjerner på, er det i dag den rød- og hvidstribede grænsebom, som Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti gerne vil have sat op for at afgrænse nationen fra det øvrige EU.
”Den nye borgerlige EU-skepsis, vi ser nu, er opstået inden for de seneste fem år. Den har bredt sig fra de borgerlige ungdomspartier som Konservativ Ungdom og Venstres Ungdom herhjemme til moderpartierne, og det er også nyt, at vi ser den tilsvarende udvikling over hele Europa samtidig,” forklarer Lars Hovbakke Sørensen, ekstern lektor i politisk historie ved Københavns Universitet.
Han mener, at der er to hovedforklaringer på borgernes og de borgerlige partiers EU-skepsis. Den ene er ikke så overraskende den økonomiske krise, der har plaget Europa siden 2007, og som især i Sydeuropa har ført til økonomisk kollaps og massearbejdsløshed. Den anden er præcis det standpunkt, Nigel Farage italesatte for nylig: Jo længere tidsafstanden til de to verdenskrige og den kolde krig er, jo sværere har yngre politikere ved at føle nødvendigheden af et EU som garant for fred.
”Det har altid været populært for regeringer at give EU skylden, når der var krise, det gjorde man også i 1970erne. På den måde svinger EU-skepsis med konjunkturerne. Med hensyn til EU som garant for fred kan man sige, at EU lige nu står med en mulighed for at legitimere sig selv, hvis det i de næste uger og måneder lykkes at sætte effektivt ind over for Rusland i striden om Ukraine. Men der er en risiko for, at EUs bestræbelser vækker skuffelse, som tilfældet var med forsøgene på at standse Jugoslavien-krigen i 1990erne,” forklarer han.
Det andet punkt i Nigel Farages tale er kritikken af, at EU har bredt sig fra at være et handelssamarbejde til en tættere politisk konstruktion, og her er det ifølge flere eksperter hverken nyt eller overraskende, at borgerlige politiske kræfter stejler. Her har det aldrig været voldsomt populært, at EU skulle brede sig til politikområder som fælles miljøpolitik, fælles retspolitik og fælles udlændingepolitik. Og tanken om fælles flag og nationalsang er heller aldrig slået an.
”I dansk politik blev EU længe kritiseret stærkest fra venstrefløjen, der så det som et kapitalistisk projekt. Billedet ændrede sig markant i løbet af 1990erne, og endnu mere da de langt fattigere østeuropæiske lande kom med i 2000erne og gjorde EU til et andet politisk projekt. Det betyder, at der i dag er flere elementer i samarbejdet, som de borgerlige er skeptiske over for. Venstrefløjen er stadig skeptisk, men nu formuleret mere nationalt. Så de eneste, der i dag står som klare tilhængere, er socialdemokrater,” siger Lars Hovbakke Sørensen, som regner såvel det franske Socialistpartiet som danske SF begge svært kriseramte med til denne kategori.
Ifølge Christoffer Green-Pedersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, har den borgerlige skepsis altid handlet om modvilje imod at stække nationalstaten, imod at indføre mere regulering og imod at disponere over borgernes penge, som når tyskerne blev bedt om at dække grækernes underskud.
”Uffe Ellemann-Jensens EU-begejstring var nok speciel i forhold til den skepsis, der altid har været. Det, vi ser lige nu med debatten om børnechecken, betragter jeg som en krusning på overfladen, men det er selvfølgelig med til, at de borgerlige lige nu vælger at nedtone Uffe-stilen, som man ikke oplever, der er grobund for i baglandet,” vurderer han.
Marlene Wind, professor og leder af Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet, er mere kras i sin kritik. Hun vurderer, at danske borgerlige politikere forsømmer at vise det lederskab og den vilje til at se på Europa som en helhed ud over den nationale egenart i hvert land, som har kendetegnet de borgerlige tyske kanslere Kohl og Merkel.
”Det undrer mig, at de borgerliges italesættelse af EU har været næsten entydigt negativ op til valget. Budskabet er, at det handler om at beskytte Danmark mod Europa. Efter min opfattelse er det udtryk for, at man løber efter en folkestemning. De borgerlige politikere er blevet bange for deres egen skygge, fordi de er udfordret i kampen om vælgerne af kræfter længere til højre. I Storbritannien kopierer David Cameron Nigel Farages politik, og herhjemme kopierer V og K Morten Messerschmidts politik,” erklærer hun.
Men ifølge Lars Hovbakke Sørensen kan det ikke udelukkes, at strategien kan lykkes for V og K at de kan stække en DF-mandatfremgang ved at anslå en mere EU-skeptisk linje. Han henviser til det hollandske parlamentsvalg i september 2012, hvor det EU-venlige liberale parti VVF overraskende vandt ved selv at træde et politisk skridt i retning af Geert Wilders stærkt EU-kritiske Frihedspartiet.
”Men valget den 25. maj kan skabe store udfordringer for Europa-Parlamentet. Hidtil har sæderne i parlamentet været sådan fordelt, at det handlede om at finde et kompromis mellem en EU-positiv liberal-konservativ fløj og en EU-positiv socialdemokratisk fløj. Nu tyder meget på, at en stor EU-skeptisk gruppe kan blive tungen på vægtskålen. Hvis det sker, vil det virkelig være et problem i den daglige politiske proces.
