Lad det være sagt med det samme: disse linjer er skrevet, inden der forelå så meget som en exitprognose for Europa-Parlamentsvalget i går.
Hele valgkampen, ikke bare herhjemme men i store dele af EU, har imidlertid peget på den samme fællesnævner for valget. Nemlig en udbredt skepsis over for, om EU kan håndtere de mange udfordringer fra en globaliseret verden.
Fra spørgsmålet om arbejdskraftens frie bevægelighed, social løndumping og børnechecks over landegrænser til, hvad der kræves for at få gang i den økonomiske vækst i Europa. Og mere overordnet, om vækst overhovedet er vejen frem, hvis man vil løse fremtidens miljø- og ressourceproblemer.
Meningsmålingerne har forud været enige: de nationalistiske højrepartier ville gå stærkt frem på bekostning af midterpartierne. Herfra er der til gengæld ikke lagt skjul på, at højrepartierne ikke vil kunne bruge fremgangen til ret meget i parlamentet, når dagligdagen melder sig.
I praksis føres europæisk politik på midten, hvor forligene typisk formes af de to store blokke, den kristendemokratisk-konservative og socialdemokratisk-socialistiske blok.
Sådan vil det efter alt at dømme fortsætte de næste fem år, næsten uanset udfaldet af gårsdagens valg. Men parlamentarikerne gør nok klogt i at overveje det folkelige signal, som valget sender.
Herhjemme blev dansk politik udsat for sin hidtil alvorligste rystelse ved jordskredsvalget i 1973. Det sendte fem ekstra partier i Folketinget med Fremskridtspartiet som det klart største. Budskabet fra vælgerne var en udbredt frustration over den alt for hastige udbygning af den skattefinansierede velfærdsstat.
De praktiske konsekvenser af valget viste sig imidlertid at blive meget små. Politikerne på midten rykkede sammen og fortsatte med at udbygge velfærdsstaten og skatteudskrivningen som hidtil i de efterfølgende årtier. Det folkelige oprør ebbede ud, og i dag er velfærdsstaten så populær som næppe nogensinde før.
Hvad kan Europa-Parlamentet lære af det?
Kynisk kunne moralen lyde, at parlamenet bare skal ignorere befolkningernes skepsis og fortsætte med at udbygge den europæiske integration og harmonisere allehånde regler om alt fra kanelsnegle til krumme agurker og lade bureaukratiet buldre af sted. Så lærer vælgerne nok med tiden at elske det altsammen.
Men det er trods alt en farlig kurs. EU er en langt mere skrøbelig institution end for eksempel Folketinget. Unionen er på vej til at blive et tag-selv-bord, hvor landene vælger de områder til og fra, som de gerne vil samarbejde om. Det kan på længere sigt betyde, at EU som idé forvitrer.
Den udvikling synes mere sandsynlig, hvis de europæiske midterpolitikere de næste fem år ignorerer den bekymring, som dele af vælgerkorpset har. Valgkampen har jo udmærket sig ved, at den i høj grad har handlet om forhold, der vedrører borgernes hverdag.
Mister man som lastbilchauffør sit arbejde, fordi chauffører i andre EU-lande kan ansættes billigere og på langt ringere vilkår?
Hvilke ydelser skal man som borger have ret til, når man arbejder eller bor i et andet EU-land?
Hvordan skal man bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet? Og hvordan skal vi opretholde produktionsarbejdspladser, når varer kan produceres langt billigere i andre dele af verden?
Den slags temaer har været med til at gøre EU mere nærværende, selv om valgdeltagelsen i hele EU fortsat ser skræmmende lav ud.
Skal vælgernes interesse for at stemme øges næste gang, gør midterpolitikerne klogt i at lytte til den skepsis og bekymring, som findes i store dele af vælgerkorpset.
Derfor er læren af jordskredsvalget i 1973 ikke, at de store centrumpartier bare skal fortsætte som hidtil. Hvis de to største blokke i Europa-Parlamentet inddrager de mere skeptiske partier i det politiske arbejde i parlamentet de kommende år, øger de vælgernes tro på, at det faktisk betyder noget, hvor de sætter deres kryds.
Kunsten bliver dog at gøre det uden at gå på kompromis med det demokratiske samfunds bærende værdier. Dem har nogle af fløjpartierne oplagt problemer med.