Du tager en håndfuld spil-levende mennesker og sætter dem ned omkring et bord i en tilfældig lejlighed. Hælder en kop te op og giver dem et stykke hjemmebagt kage i hånden. Og så sætter du dem i gang med to timers samtale om, at de en dag skal dø.
Det er, hvad et nyt fænomen, dødscafé (på engelsk Death Café), handler om. Konceptet, der stammer fra England, men især er populært i USA, er indtil nu afprøvet 800 gange verden over. Den første danske dødscafé blev holdt tidligere på måneden, og der er sat dato for en ny dødscafé i København i september.
”Efter sidste dødscafé har vi fået positive tilbagemeldinger og også flere efterspørgsler fra deltageres venner og bekendte,” fortæller psykoterapeut Karin Westh Langgaard, der er én af initiativtagerne.
”Vi tror, at dødscaféerne vil skabe ringe i vandet og åbne for samtaler, hvor døden får en naturlig plads. Vi er jo alle døende i den forstand, at hver dag tæller ned. De fleste af os ved blot ikke, hvornår livet slutter,” siger hun.
Svend Brinkmann, professor i psykologi ved Aalborg Universitet, mener, at konceptet minder om de gamle romeres ”Memento Mori”-tanke. Den går ud på, at man hver dag skal minde sig selv om, at man skal dø for at påskønne livet.
”Det har været en tese i megen dødsforskning, at døden er noget, vi har fortrængt fra livet. Men der er en tendens til, at vi begynder at turde nærme os døden, som blandt andet kan ses, når Anders Lund Madsen laver et tv-program med titlen Du skal dø,” siger han.
Og dødscafé er et skægt projekt, hvis det vel at mærke holder sig fri af selvudviklingsbølgen, mener Svend Brinkmann.
”I en tid, hvor alt ellers handler om optimering, selvudvikling og succes, er det pudsigt og forfriskende, at man tager døden op med kaffe og kage til. For den er ikke til forhandling. Risikoen kunne dog være, at det bliver en selvhjælpsgruppe. Der er selvhjælpsgrupper for folk med kræft og ADHD. Skal vi nu også have en selvhjælpsgruppe for folk, som lider af den uhelbredelige sygdom, vi kalder livet?”.
Kjeld Holm, der er biskop over Aarhus Stift og har beskæftiget sig meget med sorg og død, er også tøvende over for en konceptualisering af samtaler om døden.
”Det er mig for amerikansk. Jeg vil gerne drøfte dødsvilkåret overalt og gør det også, men når jeg går på café, vil jeg drikke kaffe eller en øl,” siger han.
Johannes Værge, teolog og forfatter til en række bøger om død og kristendom, mener, at dødscafé er et vigtigt tiltag.
”Når man er døende, er der ikke noget mere ensomt end at ens pårørende afviser at tale om det. Derfor er det gavnligt at øve sig i at tale om døden i god tid, så bliver det ikke så krampagtigt til sidst. Caféerne her kan være med til at gøre os alle mere vant til at tale om døden,” siger han.
I retningslinjerne på døds-café-konceptets hjemmeside, der findes på internetadressen www.deathcafe.com, nævnes der ikke noget om et liv efter døden. Og det er helt i orden, at religion holdes udenfor, mener Johannes Værge.
”Enhver må tale ud fra sine forudsætninger. Det er vigtigt at være åben for det menneskelige grundvilkår, at vi skal dø. Så kan det andet måske komme bagefter, når situationen er til det,” siger han.