Formandsskifte løser ikke Venstres krise

Lars Løkke Rasmussens person har været omdrejningspunkt for de seneste ugers krise i det gamle landmandsparti. Men alene en ny formand vil ikke løse partiets grundlæggende udfordringer, mener kommentatorer

Sagerne om bilag, tøj og flyrejser har ikke har ramt Venstre helt ind i kerneværdierne. Derfor er Lars Løkkes afgang i sig selv ikke nok til at få partiet på ret kurs, mener kommentatorer.
Sagerne om bilag, tøj og flyrejser har ikke har ramt Venstre helt ind i kerneværdierne. Derfor er Lars Løkkes afgang i sig selv ikke nok til at få partiet på ret kurs, mener kommentatorer. Foto: Scanpix.

Lars Løkke Rasmussen (V) har med sin seneste bilagssag udløst en historisk stor krise i partiet Venstre. Men Venstres problemer er ikke løst ved, at en anden overtager formandsposten i partiet.

Det gamle landmandspartis problemer er nemlig gjort af et langt mere grundlæggende stof end bilag, tøj og flyrejser, lyder det fra flere politiske iagttagere. De peger på, at det er selve partiets kultur og kerneværdier, der er udfordret.

”Uanset hvem der sidder på formandsposten, står der et stort genopbygningsarbejde tilbage, som ikke gøres nemmere af, at vi for første gang i historien ser en reel splittelse i partiet Venstre. Der er stor forskel på den forargelse over formanden, der kommer til udtryk i højskole-Venstre, og den, der kommer til udtryk i handelshøjskole-Venstre. Og det skyldes, at partiet ikke længere som i 1970erne og 1980erne er et mellemstort, homogent parti, der i hvert fald udadtil taler med én og samme stemme. Venstre har vokset sig til et stort og mangfoldigt parti, hvor der ikke længere automatisk er konsensus om de grundlæggende værdier og politikker og den udfordring løses ikke med et formandsskifte,” siger politisk kommentator og historiker Lars Hovbakke Sørensen og fortsætter:

”Det er jo ikke en enkelt mand, der sætter rammerne for den interne praksis i partiet, men hele systemet. Derfor vil det kræve tid og hårdt arbejde at genetablere tilliden til partiet og bringe vælgertilslutningen tilbage til det hidtidige niveau, uanset hvem der sidder på formandsposten.”

Samme vurdering kommer fra politisk analytiker og debatredaktør for avisen Kommunen, Jon Kiellberg, der peger på, at hele Venstre-toppens kultur har taget farve af netop den ledelsesstil, som Lars Løkke Rasmussen har gjort sig til eksponent for en stil, der kulturelt og værdipolitisk ligger umådeligt langt fra den, der praktiseres i partiets traditionelle jyske højborge.

”Lars Løkke Rasmussen er blevet symbolet på den arrogante facon. Men arrogancen og uvilligheden mod at udvise passende selvbeherskelse og ikke mindst selverkendelse gennemsyrer store dele af kulturen i partiet. Det er ikke bare et problem, der knytter sig til personen Lars Løkke, men er gået hen og blevet et strukturelt problem, især fordi den tilgang går så dårligt i spænd med særligt baglandet i Jylland,” siger Jon Kiellberg.

Politisk kommentator og liberal blogger Jarl Cordua giver imidlertid ikke meget for den analyse, og han tror hverken på en værdipolitisk selvransagelse eller et dybere liggende modsætningsforhold mellem København og Jylland som årsag til krisen i Venstre.

”Det her drejer sig kort og godt om, at mange i Venstres bagland ikke længere tror på, at Løkke har det, der skal til for at generobre magten. Så enkelt er det. Det er ikke en kulturkamp mellem højskole- og handelshøjskole-Venstre eller en geografisk fejde mellem by og land, men en kold kalkyle på, hvorvidt Lars Løkke Rasmussen kan blive statsminister eller ej. Venstre er et parti, der stræber efter magten og mest mulig indflydelse,” siger Jarl Cordua, der dog samtidig peger på, at et formandsskifte kun kan blive en succes, hvis det foregår i god ro og orden.

”Det er klart, at hvis krisen trækker i langdrag, og der ikke kommer nogen afklaring, så begynder det at ligne en ”borgerkrig”, hvor parterne taler sig længere og længere fra hinanden og bliver mere og mere personlige. Hvis det får lov at fortsætte, så er det selvfølgelig problematisk. Men lige nu er partiet langt fra konservative tilstande, og det her bliver forhåbentlig set med Venstres og hele den blå bloks øjne lukket godt og grundigt ned, inden det kommer så langt,” siger Jarl Cordua.