Det er efterhånden blevet tradition, at Folketinget holder afslutningsdebat, selvom årets politiske arbejde langtfra er slut. Således også i går.
På regeringssiden glædede man sig over, at opsvinget nu omsider ser ud til at være i gang, og man skosede især Venstre for at ville føre nulvækstpolitik i det offentlige for at kunne give skattelettelser. Venstre og de borgerlige partier havde til gengæld travlt med at angribe Socialdemokraterne for at bryde sine valgløfter og for selv at føre nulvækst-politik.
Så på overfladen lød afslutningsdebatten præcis, som den plejer. På trods af at folketingsåret 2013-2014 ellers har været alt andet end et normalår i dansk politik.
De fleste partier har i løbet af året haft hver deres nedtur, og så har vælgerne ved årets to valg belønnet to partier med et overvældende antal proteststemmer. Ved kommunalvalget 20. november fik Enhedslisten sit kommunale gennembrud med hele 6,9 procent af stemmerne og repræsentation i 76 kommuner og alle fem regioner. Ved Europa-Parlamentsvalget den 25. maj ryddede Dansk Folkeparti bordet med 26,6 procent af stemmerne og 466.000 personlige stemmer til Morten Messerschmidt.
Begge valg havde karakter af jordskredsvalg, og som det oprindelige jordskredsvalg i 1973 var de udtryk for vælgeres frustration over de ”gamle” partiers optræden.
Protestvælgere er imidlertid svære at holde fast, hvad Enhedslisten allerede har fået en smagsprøve på. Listens fremgang de seneste år byggede i høj grad på SFs gradvise kollaps som regeringsparti.
I efteråret kom den daværende SF-formand, socialminister Annette Vilhelmsen, i mediernes søgelys, fordi hun på forhånd havde lovet Huset Zornig en million kroner til projektet ”Stemmer på Kanten”, endnu inden andre havde haft mulighed for at søge puljen.
Det førte til et stormvejr mod Annette Vilhelmsen, dog for intet at regne mod det kaos, partiet i januar kom ud i under den såkaldte Goldman Sachs-sag. Regeringens beslutning om at sælge dele af Dong til den amerikanske investeringsbank blev for meget for baglandet og for halvdelen af partiets folketingsgruppe.
Så et voldsomt landsledelsesmøde den 28. januar endte med, at SF trådte ud af regeringen, der måtte fortsætte som en SR-regering.
Siden har SF under den nye formand Pia Olsen Dyhr stabiliseret sin tilslutning i meningsmålingerne, og Europa-Parlamentsvalget blev ligefrem en succes for partiet med Margrete Auken som spidskandidat.
Netop SFs fremgang spejler sig i, at Enhedslisten er begyndt at gå tilbage. Det parti har forsøgt at skifte profil til socialisme med et nationalt islæt, ligesom man har nedtonet betydningen af en egentlig samfundsomvæltende revolution.
Under efterårets finanslovsforhandlinger forsøgte Enhedslisten at kopiere Dansk Folkepartis succes hos ældre vælgere ved at kræve en lovfæstet ret til mindst to bade om ugen for pensionister, der er visiteret til ældrepleje. Det krav kunne og ville regeringen ikke opfylde, og derfor endte finanslovsforhandlingerne som skattereformforhandlingerne forrige år med et overraskende hurtigt forlig med flere borgerlige partier. Netop de borgerlige partier har lige siden sidste folketingsvalg ligget komfortabelt til at overtage regeringsmagten ved næste valg.
De mange sager om regeringens løftebrud har fået vælgerne til at strømme over midten, først og fremmest til Dansk Folkeparti.
Regeringens problemer så umiddelbart ud til at fortsætte med uformindsket styrke i begyndelsen af året.
Udover SFs problemer løb også De Radikale ind i modvind.
Regeringen opgav flere forslag om ligestilling mellem kvinder og mænd, blandt andet om ligelig delt barsel, og det vakte ikke glæde på De Radikales landsmøde i efteråret.
Her var der også dyb splittelse om et forslag om at forbyde omskæring af drengebørn.
Socialdemokraterne blev fortsat ramt af, at mange flere end forventet røg ud af dagpengesystemet som følge af afkortningen af dagpengeperioden til to år, som VK-regeringen gennemførte.
Af skandalesager var det dog især sagen om et folketingsudvalgs aflyste besøg på Christiania, som kom til at svie til Socialdemokraterne.
Daværende justitsminister Morten Bødskov (S) kunne ikke forklare Folketinget, hvorfor mødet var blevet aflyst med en falsk begrundelse, og så trak Enhedslisten tæppet væk under ham.
Sagen fik en udløber i Statsministeriet, som tilsyneladende var vidende om misinformationen, men selv efter et mere end fire timer langt samråd i midten af januar bakkede Enhedslisten fortsat op om Helle Thorning-Schmidt, som kunne fortsætte sin regering.
Det kunne en anden minister, den radikale udviklingsminister Christian Friis Bach, derimod ikke. Han mente i hvert fald selv, at hans misinformation af Folketinget i den såkaldte GGGI-sag var så alvorlig, at han måtte træde tilbage. Det var tilsyneladende primært ministeriets embedsmænd, der havde begået fejl, og der blev iværksat tjenstlige undersøgelser af flere topembedsmænd.
Sagen viste sig politisk mest skadelig for Venstres formand og formand den internationale klimaorganisation, Lars Løkke Rasmussen. Han havde rejst på 1. klasse, og da der var involveret danske bistandsmidler, blev det problematisk for ham i løbet af efteråret.
Det var dog kun en forsmag på de vanskeligheder, han fik, da Ekstra Bladet for nogle uger siden kunne afsløre, at han som statsministerkandidat i 2011 havde fået tøj og rejser for 152.000 kroner betalt af Venstres partiorganisation. Det havde i den forgangne uge nær kostet ham formandsposten og kastet Venstre ud i en formandsstrid.
Venstre har også været ramt af dårlig omtale i afhøringerne i Skattesagskommissionen om statsminister Helle Thorning-Schmidts og hendes mands Stephen Kinnocks skattesag. Noget tyder imidlertid på, at kommissionen måske alligevel kommer frem til konklusioner, der ”renser” centrale Venstrefolk som tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen og særlig rådgiver Peter Arnfeldt. Det er i hvert fald sådan, de selv tolker et foreløbigt udkast til en kommissionsrapport.
Set under et har årets mange sager sat gang i dansk politiks kontinentalplader, og for første gang i tre år synes det nu helt åbent, hvor regeringsmagten lander efter næste valg. Venstres voldsomme tilbagegang i meningsmålingerne er i et vist omfang blevet modsvaret af fremgang til Dansk Folkeparti, men flere målinger antyder, at regeringsblokken vinder ind på de blå partier.
I sig selv er magtforskydningen mellem Venstre og Dansk Folkeparti en udfordring for Lars Løkke Rasmussen. Han gentog så sent som ved debatten i går, at han ikke vil give vælgerne en masse valgløfter for derefter at føre en helt anden politik, hvis han bliver regeringsleder.
Sådan en udtalelse har selvfølgelig brod mod Socialdemokraterne og SF, men den handler også om hans egne muligheder, hvis han skulle blive statsminister med et mægtigt Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag. Dansk Folkeparti har undsagt centrale dele af Venstres program, for eksempel ønsket om nulvækst i den offentlige økonomi.
På den anden side har Venstre De Konservative og Liberal Alliance, som vil have flere skattelettelser, og som gerne ser lettelser i topskatten, hvad der er uspiseligt for Dansk Folkeparti. Den borgerlige splittelse kan blive et omdrejningspunkt i næste valgkamp og kan måske fjerne vælgernes tillid til, at blokken overhovedet er regeringsegnet.
Dertil kommer risikoen for, at den interne magtkamp i Venstre slet ikke er slut endnu, og at der vil komme nye stridigheder på partiets landsmøde til efteråret.
Dansk politik er i opbrud og har sjældent være så uforudsigelig som efter det forgangne ”skandaleår”, der formelt sluttede i går. Men som reelt fortsætter et par uger endnu med forhandlinger om vækstinitiativer og en reform af aktiveringssystemet for arbejdsløse.