Jelved vil have bredt flertal bag ny kirkelov

På Folkemødet på Bornholm argumenterede kirkeminister Marianne Jelved (R) for en bred politisk løsning på folkekirkens styring, mens Dansk Folkeparti advarede imod et styre ved ”de hellige”

Fra Grundtvigsk Forum og Kristeligt Dagblads arrangement i Grundtvigs telt på Folkemødet ses fra venstre Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, kirkeminister Marianne Jelved (R), Mette Bock (LA), Bertel Haarder (V), Søren Espersen (DF) og Jørgen Arbo-Bæhr (EL).
Fra Grundtvigsk Forum og Kristeligt Dagblads arrangement i Grundtvigs telt på Folkemødet ses fra venstre Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, kirkeminister Marianne Jelved (R), Mette Bock (LA), Bertel Haarder (V), Søren Espersen (DF) og Jørgen Arbo-Bæhr (EL). . Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.

”Jeg ser de bøgelyse øer ud over havet spredt”, rungede det i Grundtvigs telt i går på Folkemødet i Allinge på Bornholm, kun få hundrede meter fra Østersøen.

Grundtvigsk Forum og Kristeligt Dagblad havde her inviteret fem politikere til diskussion om folkekirkens fremtid. Et regeringsudvalg har efter to år netop fremlagt en betænkning, og regeringen, særligt kirkeminister Marianne Jelved (R), skal nu tage stilling til en eventuel ny styrelov for kirken.

”Hvad håber du, at Marianne Jelved vil gøre?”

Med det spørgsmål blev debatten skudt i gang af ordstyrer Erik Bjerager, Kristeligt Dagblads chefredaktør. Han henvendte sig til kirkeminister Marianne Jelved (R), Mette Bock (LA), Bertel Haarder (V), Søren Espersen (DF) og Jørgen Arbo-Bæhr (EL).

Den liberale Mette Bock, der er sit partis kirkeordfører, ønskede sig det Fællesudvalg, som er foreslået i regeringens betænkning.

”Fællesudvalget skal være et værn mod staten. Det er tæt på, at folkekirken styres ligesom vej og park. Men det er vigtigt, at lovgivningen hviler på brede politiske aftaler.”

Kirkeordfører Jørgen Arbo-Bæhr i rød T-shirt støttede også forslaget, men lagde ud med at erkende, at han ikke havde læst den ”kodyllange” betænkning.

”Skal jeg styre folkekirken? Jeg er ikke medlem. Det er underligt. Det er jer, der skal bestemme, landets 80 procent medlemmer, ikke os 20 procent uden for kirken.”

Bertel Haarder så ikke behov for at ændre folkekirkens lovgivning:

”Staten er bedre til at sikre rummelighed end biskopper eller eksperter. Bare se på Grosbøll-sagen, som havnede på mit bord, kort efter jeg var tiltrådt som kirkeminister. Den blev løst ganske godt ved at finde en biskop, der ville tage tilsynet med sognepræsten.”

Søren Espersen erklærede sig enig ved at konstatere, at ”Bertel har ikke sagt noget forkert endnu” og var i øvrigt bange for en folkekirke styret af ”de hellige”.

”Det skal ikke være de mest aktive og hellige, der bestemmer. Folkekirken er det bedste værn mod de hellige, dem som kan udstede domme. Bare se på Storbritannien. Her har en ærkebiskop udstedt dekret om, at præster ikke må være med i BNP eller NF (højreradikale britiske partier, red).”

Kirkeminister Marianne Jelved prøvede at lukke luften ud af politikernes frygt.

”Jeg er forpligtet på regeringsgrundlaget. Vi skal have en mere moderne styring. Flertallet af det nedsatte udvalg går ind for ændringer, for i dag kan jeg som kirkeminister gøre, som jeg vil. Men det behøver ikke være præcis udvalgets model. Min ambition er, at det bliver en bred aftale.”

Men Bertel Haarder var uenig

”Marianne Jelved, det passer ikke, at du bare kan gøre, hvad du vil. I dag holder Folketinget dig på måtten, hvis du går for vidt. Men ved at indføre et nyt organ udskifter du Folketinget med et økonomiudvalg eller et fællesudvalg. Så bliver det det organ, der skal holde ministeren på måtten.”

Og så åbnede Bertel Haarder i øvrigt for en eller anden form for ny lovgivning om folkekirken.

”Det, vi skriver ned, skal være de ting, vi har gjort i årevis. For eksempel: Hvor langt skal vi gå i retning af, at rige sogne skal betale for fattige sogne?”

Den grundtvigske kirkeminister lod ikke den grundtvigske venstrepolitiker slippe her.

”Bertel Haarder, jeg udskifter ikke folkekirken med økonomiudvalg. Det vil være kirkeministeren, der fastlægger rammen for et økonomiudvalg. Og kirkeministeren er ansvarlig over for Folketinget. Men vi står med problemer som for eksempel den udvikling, at der bliver færre og færre kirkemedlemmer i nogle landkirker. Hvordan løfter vi det problem fælles? Det skal vi bruge demokratiet i økonomiudvalg til.”