Vi elsker vort land. Vi elsker det, fordi det er yndigt og står med brede bøge, fordi kysten smiler fagert og blæsten går frisk over Limfjordens vande. Vi elsker også den brogede verden, men højest elsker vi den danske, friske strand, hvor oldtids kæmpegrave står mellem æblegård og humlehave.
Og vi elsker den danske sang, som er en ung blond pige, og som forener al Sjællands ynde og Jyllands vælde. Ganske vist findes danskerne i mange modeller, men til et folk de alle høre, som sig regner selv dertil, har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild.
Alle disse udsagn om Danmark vil i dag blive sunget ud over landet. Det er årets længste og lyseste dag, og i dag synger højskolesangbogs-entusiaster sig igennem alle bogens 572 sange eller så mange af dem, de kan nå. Maratonsang hedder denne disciplin, som Vartovkollegiet i København opfandt i 2010 og altså afvikler for femte gang. I år har fænomenet tilmed bredt sig til Varde, som allerede afviklede sin Maratonsang 24. april, Odense, som sang i går, samt Dronninglund og Ribe, der ligesom københavnerne synger i dag.
Og det er ikke mærkeligt, at der selv i 2014 er mennesker over hele landet, der vil synge. For hvis der skal peges på én bog, som udtrykker danskheden i al sin brogede mangfoldighed og på tværs af landsdele og århundreder, er det Højskolesangbogen, siger lektor, dr.phil. Hans Hauge fra Aarhus Universitet:
”Hvis der overhovedet er noget, der kan siges at være et unikt dansk fænomen, er det den blå sangbog. Du finder ikke noget tilsvarende i andre lande. Selvfølgelig har de også fællessang i Norge og Sverige, men ikke en fællessang, som favner hele landet. Det har vi, fordi vi har en højskolesangbog, som består af en enestående sammenblanding af salmer, verdslige sange, folkelige sange, historiske sange og helt moderne sange. Det indebærer, at sangbogen hæver sig op over alle de forskelle, der måtte være.”
Hans Hauge tilføjer, at selvom Højskolesangbogen går langt tilbage i historien, har sangbogen ikke kun været med til at skabe Danmark, den er til stadighed med til at skabe danskheden:
”Højskolesangbogen har for længst bredt sig ud over sin oprindelige højskolekultur. Tænk bare på, at en digter som Jeppe Aakjær, som hadede højskolen, er rigt repræsenteret. Det er en bog, hvor kulturradikale skribenter som PH og Klaus Rifbjerg kan stå side om side med venstremanden Bertel Haarder. Og det er en bog, hvor hver udgaves sangvalg samtidig rummer et politisk statement”.
Som eksempel på det sidste nævner han, at den nyeste version, 18. udgave fra 2006, er bevidst præget af globaliseringen med et øget fokus på engelske tekster, udlændinge kan synge med på. Helt anderledes var det i 17. udgave i 1989, hvor højskolebevægelsens daværende EU-modstand førte til, at de engelske og tyske tekster blev luget ud.
Men en vigtig pointe er, at ingen redigering af bogen har været så radikal, at bogen ikke fortsat står for danskerne som indbegrebet af den danske sangskat. Et symbol på en gammel sangtradition, der som alle traditioner er i forandring, men ikke er under afvikling. Og et symbol på det danske sprog som ”min moders stemme”.
”Højskolesangbogen er både med til at vedligeholde og forny, hvad vi forstår ved det nationale. Der er det særlige ved sangen som form, at man gør det, man synger. Når vi synger: 'Danmark, dig elsker jeg', så gør vi det,” erklærer Hans Hauge.
Han mener i øvrigt, at H.C. Andersens genistreg er, at han får os til at henvende os personligt til fædrelandet som du. Her er altså ikke alene italesættelse af et fællesskabs-vi som i den norske nationalsang ”Ja, vi elsker dette landet”. I ”I Danmark er jeg født” er vi ligefrem dus med den danske friske strand. Og at dette personlige kærligheds- og ømhedsforhold mellem danskeren og det danske landskab ikke kun hører 1800-tallets guldalderdigtning til, kan man forvisse sig om ved at studere rockgruppen Gnags' ”Danmark” fra 1986, hvor sangskriveren Peter A.G. Nielsen får os til at henvende os direkte til fædrelandet med ordene: ”Du trænger til nogen, der kysser din næse og nulrer dine øer”.
Den danske sangtradition er dels meget gammel, dels konstrueret til at fremstå som meget gammel dengang i midten af 1800-tallet, da sådanne konstruktioner var oppe i tiden. En nøglebegivenhed fandt sted ved N.F.S. Grundtvigs ”Mands minde”-foredrag i 1838, hvor de tilstedeværende fik uddelt teksten til heltevisen ”Kommer hid I piger små” om Peter Willemoes, som alle derefter sang. Den særligt danske konstellation af fællessang og åndrigt foredrag var født.
Seks år senere grundlagdes den første folkehøjskole i Rødding. I årene, der fulgte, skød der rundt i landet højskoler, efterskoler, forsamlingshuse og en masse foreninger op, hvor man sang fællessang. Det samme gjorde man i de politiske partier, men i 1800-tallet var det bestemt ikke samme repertoire, konservative borgere, venstrebønder og socialdemokratiske arbejdere sang.
”Det særlige ved fællessangen i Danmark er den form, hvor mennesker, der er fremmede for hinanden, stiller sig op og synger en sang enstemmigt. Men den form dækkede ikke Danmark bredt, før den kom ind i folkeskolen i 1926,” siger Jens Henrik Koudal, seniorforsker ved Dansk Folkemindesamling.
Selve Højskolesangbogen opstod i 1894, da højskolerne i Askov, Vallekilde og Testrup gik sammen om at skabe en fælles sangbog. Men de første 10 udgaver var ikke den brede, altomfattende samling af alle danskernes sange. Det er først noget, Højskolesangbogen blev til fra 11. udgave kom i 1926 og frem. Selvom den klassiske tegning på Højskolesangbogens blå omslag af ”de danske skjalde, der sang” tilsyneladende strækker traditionen tilbage til oldtiden, er 1926 altså det bedste bud på et fødselsår for den unikke, bredt favnende danske sangtradition, hvor borgerskabets fædrelandssange, bøndernes besyngelse af folkelig oplysning og den danske muld og arbejdernes hyldest til håndens arbejde og international solidaritet kan finde plads i samme sangbog.
I dag står striden om den danske sangskat ikke om, hvorvidt socialdemokraten Jeppe Aakjærs tekster er upassende sammen med Grundtvigs salmer og sange. I dag udfordres den enkle og enstemmige fællessang af popmusikkens solo-arrangementer, og det danske sprog udfordres af engelsk. Men Højskolesangbogen forsøger at favne det hele.
”Man kan godt være lidt bekymret for, om den danske sangtradition, vi har, er stærk nok. Når førende pop- og rocknavne vælger at udtrykke sig på engelsk, kan man godt spørge, om de magter at udtrykke det samme, som de kunne gøre på dansk,” siger Mads Rosendahl Thomsen, lektor i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet.
Han beroliger dog sig selv og andre med, at der fortsat findes sangskrivere inden for denne genre, der skriver på dansk og med dybde, for eksempel Steffen Brandt.
Og der findes rocknavne som Nephew, der på begavet vis kombinerer dansk og engelsk sprog, så der opstår en ny digtning, som afspejler, at ”nutidens kultur er som minimum tosproget,” som han formulerer det.
Også Hans Hauge ser en stor fremtid for Højskolesangbogen, som vil fortsætte med at åbne sig, men samtidig bevare det mest brugbare af det gamle.
Komponisten Bent Fabricius-Bjerre ytrede for nylig offentligt, at det kunne være interessant at sætte musik til Yahya Hassans digte. Resultatet kunne blive et bud til en kommende udgave af den danskeste af alle sangbøger, vurderer Hauge:
”Jeg forventer også, at der på et tidspunkt kommer sange med, som er skrevet på tyrkisk.”