Efter et par måneders besværlige fredsforhandlinger i London var det den 20. juni 1864 kommet til det afgørende øjeblik for Danmarks fremtid. Der forelå et britisk forslag til løsning af grænsespørgsmålet i Slesvig. Det britiske forslag gik ud på at lade en neutral, venligtsindet magt trække grænsen et sted mellem linjen Aabenraa-Tønder og Egernførde-Frederiksstad.
Kongen ville ikke antage det britiske forslag. Her og nu gik Christian IX ind for en linje ved Sli-Dannevirke, som briterne havde nævnt som en mulighed den 28. maj. Men forslaget var ikke længere på bordet. Konseilspræsident Monrad sagde klart til kongen, ”at linjen Sli-Dannevirke ikke vil kunne opnås uden fornyet krig”. Og han gentog det. Kongen fik under statsrådsmødet også klart at vide af krigsminister Reich, at de danske muligheder under en fortsat krig var ringe.
Men med hjerteskærende naivitet troede kongen, at man kunne få 14 dages våbenhvile til fortsatte forhandlinger. Mødereferatet siger her: ”Hans Majestæt Kongen udtalte”, at han ville fastholde det britiske forslag af 28. maj og ikke kunne indgå på nogen af de andre forslag. Når referenten skriver ”udtalte” og ikke ”resolverede”, skyldes det, at referenten har opfattet det sådan, at kongen foreløbig holdt sig til denne linje, men ikke troede, at han nu traf en endelig beslutning. For samtidig bifaldt kongen, at Monrad telegraferede til de danske fredsforhandlere i London om at forlænge våbenhvilen. Det var håbløst at forsøge det. Det vidste Monrad udmærket. Men kongen havde ikke forstået det.
Konsekvensen af kongens manglende forståelse af situationen og af, at Monrad ikke vedblev med at forsøge at få kongen til at forstå den, blev, at Danmark endnu en gang stødte de venligtsindede magter fra sig. Nu opgav de at hjælpe en stat, som ikke ville hjælpe sig selv. Fortsat krig var uundgåelig.
Bagefter mente kongen, at han var blevet vildledt af ministrene. Men kongen var nu heller ikke en god lytter eller en skarp beslutningstager.
Monrad blev senere voldsomt kritiseret for ikke at have været klar nok over for kongen. Monrad havde da også selv svækket sine muligheder for at føre klar tale. Han havde helt unødvendigt og helt urimeligt tidligere lovet ikke at presse kongen med forslag, som denne ikke brød sig om. Men Monrad burde den 20.juni 1864 have argumenteret krystalklart for et forslag til beslutning og have belyst konsekvenserne af det endnu mere utvetydigt.
Hvis kongen efter at have hørt på Monrad ikke var enig med ham i, hvad der var den rette beslutning, burde Monrad efter den kritiske opfattelse derefter have bedt om at træde tilbage. Kongen måtte så risikere en regeringskrise.
Kritikerne af Monrad overser bare, at forfatningsforholdene i Danmark var uklare. Kongen kunne nægte at efterkomme en ministers ønske om at træde tilbage og havde faktisk gjort det få dage før. Så spillereglerne var slet ikke så klare, som Monrads kritikere vil gøre dem.
Men sagen er også den, at Monrad foretrak krig. Selvom Monrad havde været usikker på visse tidspunkter, var linjen i hans holdning, at Danmark om nødvendigt måtte kæmpe for sin eksistens. Hellere det end at acceptere en grænse for eksempel tæt på Flensborg. Om så kun København skulle stå tilbage som i 1659, hvor svenskerne forsøgte at storme byen. Han troede, at en fortsat krig ville rejse nye kræfter i det danske folk, og håbede samtidig hele tiden på hjælp udefra.
Krigen blev som konsekvens af statsrådsmødet den 20 juni 1864 til kongens men ikke til Monrads overraskelse genoptaget. Med de sørgeligste konsekvenser. For nu gjaldt det ikke længere om, hvor Slesvig skulle deles. I værste fald gjaldt det Danmarks eksistens.