I løbet af i dag, i morgen og i overmorgen vil tusindvis af gymnasieelever forlade eksamensbordet og iføre sig studenterhue. I alt opgør Undervisningsministeriet årets studentertal til omkring 48.000. Det er ny rekord, idet sidste års 46.172 studenter fra de fire gymnasiale uddannelser også var flere end nogensinde.
Dermed er det på ny slået fast, at det ikke længere kun er eliten, der bliver studenter. Men ikke desto mindre er der en stor og voksende social skævhed imellem de enkelte gymnasier, siger gymnasieelevernes nye formand, Mathilde Lynggaard Vinther.
”Som det er nu, er der store forskelle mellem på den ene side de gymnasier, som har de mest socialt udfordrede elever, og som ikke har penge nok, på den anden side dem, som har de attraktive elever og har kæmpe overskud på bundlinjen,” erklærer Mathilde Lynggaard Vinther, der 1. juli afløser Phillip Dimsits Lerer som formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS).
Hun har selv som elev oplevet at skifte skole fra Aarhus Katedralskole, hvis elever typisk kommer fra veluddannede familier, til Københavns Åbne Gymnasium, hvor mange af eleverne bliver familiens første student, og hvor halvdelen af eleverne ifølge Mathilde Lynggaard Vinther ikke har råd til at tage med på gymnasiets studieture, fordi egenbetalingen er for høj.
”Gymnasier er i hård indbyrdes konkurrence og markedsfører sig med fancy fagnavne, fordi de dybest set gerne vil have nogle andre elever end dem, de har. Men i stedet for at konkurrere burde gymnasierne se det som en samlet opgave at få uddannet ungdommen,” erklærer elevformanden.
Hun henviser til en analyse fra Tænketanken Cevea, som i efteråret viste, at på en femtedel af landets gymnasier har 43 procent af eleverne forældre med en akademisk uddannelse, på en anden femtedel er det kun fem procent af forældrene, der har en akademisk uddannelse.
Når dette er et problem, hænger det sammen med, at frafaldet er langt større blandt elever fra såkaldt uddannelsesfremmede hjem, og da gymnasierne får økonomisk taxameter-tilskud i forhold til antal beståede, giver elever, der dropper ud eller dumper, underskud.
Det betyder, at der ikke alene er en verden til forskel på andelen af børn fra akademikerhjem, men også på gymnasiernes økonomiske overskud.
Både DGS og Cevea anbefaler derfor et såkaldt socialt taxameter, hvor gymnasier får flere penge for at have elever med såkaldt svag socioøkonomisk baggrund. Et socialt taxameter står også i regeringsgrundlaget fra 2011 og skal til politisk forhandling til efteråret, men er udfordret af, at Venstre i udgangspunktet har erklæret sig som modstander.
Formanden for Gymnasieskolernes Rektorforening, Anne Birgitte Rasmussen, der er rektor på Københavns Åbne Gymnasium, erkender, at der er for stor skævhed mellem gymnasier, men hun mener ikke, den rigtige løsning er at give et ekstra statstilskud til en stor elevgruppe, som dermed stemples som svage:
”Riskoen er, at vi netop får A- og B-gymnasier, hvis der er et stort antal elever, som det offentlige på denne måde definerer som svage. Derfor synes vi, det er langt bedre at reducere den store del af statstilskuddet, der gives som taxameter til den enkelte elev, og i stedet hæve grundtilskuddet til det enkelte gymnasium. Dermed begrænser man det økonomiske tab ved, at en elev falder fra eller bliver vejledt til at søge over på en anden uddannelse.”