Krigen i 1864 endte med bitre fredsforhandlinger

Afslutningen på krigen i 1864 blev alt andet end ærefuld. Reelt havde regeringen intet, der kunne bruges i fredsforhandlingerne

C.A. Bluhme der modvilligt lader sig trækker ind i som konseilspræsident.
C.A. Bluhme der modvilligt lader sig trækker ind i som konseilspræsident. . Foto: Xylografi af Hans Peter Hansen lavet efter foto af Georg E. Hansen/Det Kongelige Bibliotek.

Ingen havde lyst til at blive minister, efter at kongen den 8. juli 1864 havde afskediget regeringen. Nu forestod jo den utaknemmelige opgave at forvalte et nederlag. Efter nogle dage med regeringskrise fik kongen endelig den 70-årige C. A. Bluhme til at blive konseilspræsident. Bluhme skulle være minister af hensyn til fredsforhandlingerne, fordi han mere var diplomat end politiker. Og så var han velanskreven i udlandet.

Der måtte flere overtalelsesforsøg til for at få Bluhme til påtage sig at blive konseilspræsident og udenrigsminister. Omkring sig samlede han en række ældre ministre, hvoraf flere var svækket af alderdom. Kun pligtfølelse fik disse oldinge til at tage opgaven. De fire vigtigste ministre var tilsammen over 300 år. Regeringen blev omtalt som “oldingeministeriet”, og den svenske gesandt skrev hjem, at det mindede ham om et hospital: ”Tre af ministrene er døve og tre blinde, en af dem er gal”, hed det.

Bluhme opfattede sig som konkursforvalter. Han havde selv mistet en søn i den rædselsfulde krig. Hans hustru var dybt deprimeret over dette tab og døde kort tid efter. Bluhme selv blev også snart ramt af sygdom.

Endnu håbede mange, at i det mindste Slesvig nord for Aabenraa-Tønderlinjen kunne bjærges for Danmark. Den 20. juli 1864 blev der sluttet våbenstilstand. Nogle dage senere rejste den danske regerings repræsentanter til fredsforhandlinger i Wien. De havde instrukser med, som gav dem en række muligheder: blandt dem var en personalunion mellem hertugdømmerne og kongeriget, hvad kongen gerne så. Men man åbnede også for en deling ved en linje nord om Flensborg og Tønder, bytte med en eller flere af de Dansk Vestindiske Øer eller endog Island, og eventuelt tilslutning til Det Tyske Forbund. Alt sammen var det illusioner.

Bluhme og hans ministre gav i en særlig og tvetydig instruks til de danske forhandlere mulighed for, at de også kunne tilbyde sejrherrerne i krigen Island. Det var Bluhmes idé at bruge det som bytteobjekt. I instruksen fik forhandlerne at vide, at statsrådet havde drøftet muligheden af at give de tyske magter ”fri disposition” over Island. Ministeriet havde sine betænkeligheder, men ønskede, at forhandlerne skulle vide besked om disse overvejelser. Så kunne forhandlerne ellers selv finde ud af, hvad de skulle med den instruktion! Det var lurvet gjort, fordi den skød ansvaret over på forhandlerne.

Regeringens tvetydighed skyldtes, at kongen havde været betænkelig ved at rode Island ind i noget, som ikke havde med Island at gøre. Instruktionens antydning af, at der var mulighed for at afstå Island hen over hovedet på islændingene, var det mest desperate, det mindst ærefulde ved Bluhmes indsats. Den lumpne tvetydighed var også en følge af, at heller ikke her kunne konge og ministre lægge en klar og fælles linje. Denne i islandske øjne nederdrægtighed i oplægget til fredsforhandlingerne i 1864 er siden blevet skrevet ind i de islandske skolebøger til skræk og advarsel om danskerne, som til gengæld lykkeligt har fortrængt den.

Kongen og Bluhme udelukkede fortsat ikke at beholde hertugdømmerne ved de indledende fredsforhandlinger den 25. juli 1864. Til gengæld ville man træde ind i Det Tyske Forbund. Preussens Bismarck afviste det, især fordi han frygtede, at det danske monarki ville komme til at tilhøre den gruppe af stater i Det Tyske Forbund, der med Bayern i spidsen modarbejdede Preussen. Det så derefter ligegyldigt ud, hvem der under de foreliggende omstændigheder skulle forhandle på Danmarks vegne, for de danske forhandlere havde reelt intet at handle med. Da regeringen heller ikke havde folkestemningen i Danmark med sig, ønskede Bluhme at gå af. Men kongen blev oprørt ved tanken. Han troede fortsat, at Bluhme stod med forhandlingsmuligheder. Deri tog han i al væsentligt fejl, men øjeblikket var ikke til interne danske skænderier, og Bluhme nøjedes med at stille spørgsmålet, om regeringen da ønskede at videreføre krigen. Det ønskede ingen.

En ubønhørlig hård foreløbig fredsaftale blev sluttet den 1 .august 1864. Monarkiet mistede ikke alene Holsten og Lauenborg, men også hele Slesvig. Grænsen blev dermed lagt ved Kongeåen syd for Kolding. Danskerne var lamslåede. Fredsslutningen kunne kun tænkes hårdere, end den blev, hvis krigen havde været ført helt til København. Man kunne have mistet hele Jylland, måske hele riget.

Bluhme blev ikke overvældet med tak for sin konkursforvaltning, tværtimod væltede kritik og bebrejdelser ned over ham. I Folketinget splintrede den ellers så kontrollerede Bluhme en enkelt gang i raseri over en bebrejdelse for ikke at have reddet Danmark. Han mente jo, at han ved at gennemføre det ”sørgelige og byrdefulde hverv” at slutte fred havde reddet det egentlig Danmark fra at gå til grunde. Den endelige fredstraktat, som uddybede og justerede lidt på den foreløbige fredsaftale af den 1. august 1864, blev efter ydmygende forhandlinger underskrevet i Wien den 30. oktober 1864. Danmark stod tilbage som en af de mindste stater i et Europa.

Danmark kunne nu kun håbe på at overleve med diplomatisk snilde.