Omkring 160 børn i Danmark får hvert år konstateret kræft. Frygten for fremtiden, kampen mod sygdommen og for nogles vedkommende tabet af barnet tynger familierne så meget, at børnenes små søskende har risiko for at blive alvorligt syge af det, viser en dansk undersøgelse.
Forskere fra Rigshospitalet og Kræftens Bekæmpelse har gennem nationale sygdomsregistre fulgt 13.000 søskende til børn, der fra 1975 til 2010 blev behandlet for kræft. 1854 af dem var under fem år, da deres bror eller søster blev syg. Og af dem har 151 sidenhen udviklet en alvorlig psykisk sygdom, der krævede indlæggelse eller ambulant behandling. Det drejer sig blandt andet om skizofreni, angst og personlighedsforstyrrelser.
Dermed har søskende under fem år en 20 procents øget risiko for at udvikle en psykisk sygdom senere i livet, forklarer læge og ph.d. Lasse Wegener Lund, der står bag undersøgelsen.
”I vores undersøgelse er der endda kun tale om alvorlige psykiske sygdomme, så det er kun toppen af isbjerget, vi ser. Søskende reagerer på forældrenes angst og bekymringer for, om det syge barn overlever,” siger han.
Blandt de 2571 søskende, der ikke var født endnu, da kræftsygdommen ramte deres bror eller søster, har pigerne en forøget risiko på 59 procent i forhold til andre børn for at udvikle psykisk sygdom senere i livet, mens drengene har en forøget risiko på 11 procent.
Mors stresshormoner under graviditeten og manglende nærvær i den tidlige opvækst kan øge de ufødte søskendes risiko for at udvikle en psykisk sygdom senere i livet, vurderer Lasse Wegener Lund, der ikke kan forklare den markante kønsforskel.
Omvendt lader det til, at søskende, der var ældre end 15 år ved kræftsygdommen, klarer sig bedre end befolkningen generelt.
”Derfor bør vi målrette støtteprogrammer for de helt små, der måske ikke engang har et sprog for deres problemer endnu. Jo hurtigere, vi opdager problemerne, jo mindre er risikoen for, at de udvikler sig til alvorlige sygdomme,” siger han.
Det er meget bemærkelsesværdigt, at de små søskende lider så meget under et tab, mener cand.psych. Mai-Britt Guldin fra Aarhus Universitet, der har skrevet ph.d. om hjælp til sørgende mennesker i sundhedsvæsenet. Problemet er, at man har svært ved at opdage dem, fortæller hun.
”Børnene kan kun give udtryk for, hvordan de har det, via deres adfærd. Og vi ved ganske enkelt ikke nok om de komplicerede sorgtilstande endnu til at kunne identificere dem og hjælpe dem på den rigtige måde. Derfor skal vi øge sundhedsvæsenets viden om det her og sikre, at der bliver fulgt op på børnene,” siger hun.
Hos Kræftens Bekæmpelse arbejder sorgekspert Per Bøge blandt andet for at få skoler til at lægge konkrete sorgplaner og etablere sorggrupper. For ham at se har voksne pædagoger, lærere og legekammeraters forældre ansvaret for at hjælpe de små søskendebørn: Ved at tale med dem om det, der gør allermest ondt.
”Vi skal forpligte hinanden på at spørge til de børn, vi kan se, har det svært. Da ville langt færre af dem udvikle psykiske sygdomme. Det er den tungeste opgave, vi kan give os selv, men alternativet er en rungende tavshed. Og det er den, jeg hører børnene sige er den allerværste,” siger han.