En døende kræftpatient ønsker at dø i eget hjem, men ender alligevel med at dø på sygehuset, fordi den praktiserende læge ikke er orienteret om ønsket.
En anden døende patient får ikke den smertelindrende medicin, som eksperter i lindrende behandling det palliative team ellers har ordineret. Derfor får den indlagte patient store smerter.
De nævnte eksempler er blot få ud af en række unødige fejl, som uhelbredeligt syge og døende udsættes for i deres møde med sundhedsvæsenet. Halvdelen af disse fejl sker i medicineringen og skyldes ofte, at vigtige oplysninger om patientens medicin ikke bliver videregivet mellem sundhedspersonalet for eksempel når ansvaret for patienten skifter fra sygehuspersonale til hjemmepleje eller fra praktiserende læge til sygehuspersonale. Det viser en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse.
Rapporten bygger på en analyse af 724 såkaldte utilsigtede hændelser, rapporteret til Dansk Patientsikkerheds Database i perioden fra den 1. september 2010 til den 31. januar 2013 og omhandler kræftpatienter, der har afsluttet den primære behandling, for eksempel operation eller kemoterapi.
af de 724 fejlhændelser drejer sig om palliative patienter, som er døende eller uhelbredeligt syge og derfor har brug for lindrende behandling.
“Det er et stort etisk problem, at patienterne ikke får en optimal afslutning på deres liv. Analysen viser, at nogle kræftpatienter har unødige smerter eller andre symptomer, der ikke bliver lindret optimalt. Det medfører en lidelse for en gruppe, der i forvejen har det svært,” siger rapportens forfatter Anne Hjøllund Christiansen.
Hun er sundhedsfaglig konsulent i Kræftens Bekæmpelse og mener, at det sundhedsfaglige personale kan forbedre samarbejdet og koordinationen i den lindrende behandling og efterlyser også mere viden om palliativ og lindrende behandling:
”Det er naturligt, at de læger, der ikke er eksperter i lindrende behandling, bliver usikre på, om kræftpatienterne virkelig skal have så meget medicin, som det fremgår af medicinplanen.”
Ifølge Bodil Abild Jespersen, overlæge ved Det Palliative Team på kræftafdelingen ved Aarhus Universitetshospital, er de mange fejlbehandlinger stressende for patienterne og ikke mindst for de pårørende.
”De pårørende oplever nogle gange, at de næsten skal stå med ansvaret for medicinen. Men som pårørende til en alvorligt syg og døende patient har man andre ting at tænke på. Derfor skulle de gerne være trygge ved, at behandlingen er korrekt og forsvarlig.”
Bodil Abild Jespersen peger også på, at patienterne ofte får for lidt smertelindrende medicin, fordi afdelingspersonalet ikke kan lide at give den store mængde ordinerede medicin:
“Det er meget uhensigtsmæssigt. For mange gange betyder det, at de ikke kan tage fat på det eksistentielle og åndelige på afskeden fordi de fysiske smerter overskygger det hele,” siger Bodil Abild Jespersen.
Hun mener også, at samarbejdet på tværs af sundhedssektoren skal styrkes, så også hjemmesygeplejerskerne og de praktiserende læger får adgang til den elektroniske patientjournal. Samtidig efterlyser hun mere fokus på smertebehandling i lægeuddannelsen og efteruddannelsen af læger.
Lise Møller, formand for Lægeforeningens Etiske Udvalg, peger på, at palliative patienter har krav på en korrekt behandling som alle andre så de ikke udsættes for unødig risiko.
“Vi ved, at overgange i alle tilfælde øger risiko for fejlbehandling og fejlmedicinering. Sundhedspersonale skal derfor altid være særligt opmærksomme ved overgange for at minimere og helst helt undgå dette.”
Sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S) vil gerne se på, hvorvidt man kan forbedre samarbejdet mellem de forskellige faggrupper:
“Hvis noget kan gøres bedre i grunduddannelsen eller i den faglige koordinering, så er det min klare overbevisning, at det palliative personale gør de ting, der skal gøres for at ændre på det. Jeg tror ikke, vi kan gøre meget her fra Christiansborg, men hvis palliative fagpersoner kommer og siger til mig, at der er problemer i loven, så kan jeg love, at jeg vil gøre alt for at ændre det. Og hvis ikke alle relevante fagpersoner har adgang til de elektroniske patientjournaler og medicinkort, så er jeg også villig til at se på det.”