Gode pædagoger skal turde elske børn

”Når nogle børn tilbringer op mod 10 timer om dagen i institution, så har vi som pædagoger en særlig forpligtelse til at udøve professionel kærlighed,” siger daginstitutionsleder Lise Bech Madsen fra Lupinmarken i Viborg

"Vuggestuen og børnehaven er ikke blot et sted, hvor børn bliver passet, fordi forældrene er på arbejde. Institutionen skal skabe livsduelige mennesker, og det forudsætter, at pædagoger er i stand til at udøve professionel kærlighed,” mener daginstitutionsleder Lise Bech Madsen fra Lupinmarken i Viborg. Her ses hun med Mads Damsgaard, der et år og otte måneder.
"Vuggestuen og børnehaven er ikke blot et sted, hvor børn bliver passet, fordi forældrene er på arbejde. Institutionen skal skabe livsduelige mennesker, og det forudsætter, at pædagoger er i stand til at udøve professionel kærlighed,” mener daginstitutionsleder Lise Bech Madsen fra Lupinmarken i Viborg. Her ses hun med Mads Damsgaard, der et år og otte måneder. . Foto: Lars Aarø/Fokus.

Snart treårige Linus glæder sig hver dag til at komme i vuggestue, og han stråler ofte af lykke, når han skal fortælle om børn og voksne i institutionen Lupinmarken i Viborg. Det samme gør hans storesøster Linea på fem år.

Det fortæller deres mor, den 33-årige tegnsprogstolk Anja Aarestrup Pedersen.

”Personalet modtager mine børn på en meget omsorgsfuld måde. Linus kan godt være en følsom lille gut, og da han er så lille, kan han ikke udtrykke, hvad han føler. Men pædagogerne er gode til at hjælpe ham på vej,” siger Anja Aarestrup Pedersen.

Hun oplever, at Lupinmarken prioriterer de nære situationer med børnene højere end mange udflugter.

”Jeg kan godt nogle gange have fornemmelsen af, at mange institutioner måler kvaliteten af deres arbejde på, hvor mange projekter og udflugter, de kan tilbyde, men nærværet, kærligheden og den sociale læring kan lige så godt ligge i de små nære hverdagsoplevelser. Personalet i mine børns institution er gode til at vise børnene kærlighed og give et kram, når der er brug for det,” siger Anja Aarestrup Pedersen.

De omkring 15 pædagoger og medhjælpere i den kombinerede børnehave og vuggestue Lupinmarken i Viborg har i mange år satset på en kærlig atmosfære i institutionen med 80 børn. Lupinmarken indgår i et nyt forskningsprojekt ”Barnet i Centrum”, hvor forskere fra Aarhus Universitet i samarbejde med pædagoger fra 18 kommuner udvikler pædagogik for de 0-3-årige. Det betyder, at der nu er blevet sat mere præcise ord på begrebet professionel kærlighed, der indebærer, at pædagogen udviser både engagement, passion og nærhed.

”Vi mener , at der skal mere til end en almindelig professionel relation mellem pædagoger og børn. Jeg har altid sagt, at en god pædagog skal turde elske børn. Det er ikke den samme relation som mellem forældre og børn, men det er en professionel kærlighed. Nogle børn tilbringer op til 10 timer om dagen i institution. Derfor har vi som pædagoger en særlig forpligtelse til at møde barnet med kærlighed. Når barnet kommer om morgenen, er det vigtigt, at vi har øje for, hvordan han eller hun har det den dag,” fortæller Lupinmarkens leder Lise Bech Madsen, der har ledet institutionen i ni år.

”Nogle gange har Amalie måske brug for at blive taget op eller få et kram eller et knus. Vi har ikke standardmåder at sige farvel på, men ser hele tiden på det enkelte barns behov. Det afgørende er, at det enkelte barn møder kompetente voksne, som er oprigtigt interesseret i at hjælpe dem på vej,” siger hun.

Hun forklarer, at den professionelle kærlighed giver sig udslag i en udstrakt fleksibilitet i forhold til det enkelte barn. Har Sofie på tre år brug for en rolig stund, er det i orden, at hun spiser sin frokost i lederens rum. Når fireårige Søren har glemt sin madpakke, sætter pædagogen sig gerne sammen med ham for at smøre en rugbrødsmad, så han alligevel får en god dag.

Samtidig er det en del af kulturen, at privat snak om, hvad personalet har lavet i weekenden, fortrinsvis foregår i pausen. For pædagogerne skal så vidt muligt være til stede i forhold til børnene. Der gives heller ikke beskeder de voksne imellem, når en pædagog eksempelvis skifter ble på et barn, for som Lise Bech Madsen udtrykker det: ”Børn føler sig ikke set, hvis der sker 117 andre ting omkring dem.”

Lise Bech Madsen lægger ikke skjul på, at udfoldelsen af den professionelle kærlighed kan være udfordrende for nogle pædagoger:

”For nogle ligger det lige for at udøve professionel kærlighed, og børnene samles helt naturligt omkring dem. Andre må arbejde med sig selv for at lære det,” siger Lise Bech Madsen, der betragter evnen til at udøve professionel kærlighed som en kombination af personlighed og en faglig holdning til, hvad pædagogjobbet indebærer.

”Vi mener ikke, at børnehaven blot er et sted, hvor børn bliver passet, fordi forældrene er på arbejde. Vuggestuen og børnehaven skal skabe livsduelige mennesker blandt andet ved at give kærlighed. De dygtigste omsorgsgivere kan ikke lade være med at give kærlighed, for de næres af samværet med børnene. Desværre møder jeg indimellem pædagoger, der måske næres mere af kolleg er og fællesskabet i børnehaven, ” lyder det fra Lise Bech Madsen.

Klinisk psykolog og seniorlektor ved professionshøjskolen UCC Ole Schouenborg finder idéen om professionel kærlighed sympatisk, men også urealistisk. Ifølge Schouenborg er det psykisk udmattende at skulle give professionelt nærvær mange timer i træk.

Det synspunkt afviser Lise Bech Madsen.

”Tværtimod styrker det både børnene og pædagogerne, at der arbejdes med nærvær, passion og engagement. Jeg oplever, at mange pædagoger får energi af den måde at arbejde på og bliver gladere,” siger Lise Bech Madsen.

Hun er overbevist om, at pædagogens kærlige tilgang kan styrke børns selvværd, så de bliver bedre rustet til at klare sig.