9 ud af 10 etårige passes i dag i vuggestue, og Danmark er dermed et af de lande i verden, der sender flest småbørn i institution. Skal de helt små børn opleve en tryg hverdag, der kan erstatte den tætte kontakt mellem far, mor og barn, er det nødvendigt, at de er omgivet af pædagoger, der udviser en professionel kærlighed, som på nogle punkter minder om den kærlighed, forældre giver deres børn.
Sådan lyder anbefalingen i en ny forskningsartikel fra ph.d. og adjunkt ved Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet Ole Henrik Hansen. Han deltager i projektet ”Barnet i Centrum”, hvor forskere fra Aarhus Universitet sammen med flere end 300 pædagoger i 18 kommuner i løbet af de kommende tre år skal udvikle bedre pædagogik for nul til treårige børn.
”Vi kender alle de pædagoger, der suger børnene til sig, fordi de viser nærhed. Især for de mindre børn i vuggestuen har det stor betydning, at de oplever voksne, som er sammen med dem, fordi de ikke kan lade være. Professionel kærlighed betyder, at pædagoger udviser både engagement, passion og nærhed og på den måde har en tilgang til børn, der i nogen grad efterligner det tætte forhold mellem forældre og børn. Pædagogerne skal være sammen med børnene, fordi de simpelthen ikke kan lade være. Derudover skal de have en faglig viden om børn,” siger Ole Henrik Hansen, der mener, at ledelsen i vuggestuer skal blive bedre til at rekruttere pædagoger, der virker som såkaldte ”børnemagneter”.
Klinisk psykolog og seniorlektor ved professionshøjskolen UCC, Ole Schouenborg, finder idéen sympatisk, men peger på, at der er en grænse for, hvor meget pædagoger kan elske andres børn.
”At elske andres børn er ikke så nemt som at elske sine egne børn. Som professionel kan man bestræbe sig på at være omsorgsfuld og engageret. Undersøgelser viser, at hvis en pædagog er i topform, kan den pågældende producere maksimalt tre en halv times nærvær på en dag. Især efter nogle år bliver nærheds- og samspilsmusklen slidt. Vi bliver nødt til at se i øjnene, at pædagoger har det lidt ligesom kongelige balletdansere, der bliver slidt ned. Sagen er, at det er utroligt udmattende for det psykiske system at skulle udvise empati med andre. Menneskets produktion af professionel kærlighed har en grænse,” siger Ole Schouenborg, som understreger, at der naturligvis er undtagelser, hvor pædagoger bevarer evnen til at udvise engagement og nærhed gennem et helt arbejdsliv.
Henning Pedersen, formand for pædagogernes fagforening, BUPL, er kritisk over for idéen om den professionelle kærlighed.
”Jeg synes ikke, kærlighedsbegrebet er specielt godt i den sammenhæng, for kærlighed hører privatsfæren til. Men jeg er enig med Ole Henrik Hansen i, at der skal være omsorgsfuldhed, nærvær og engagement i daginstitutionerne. Det er en naturlig del af den professionelle pædagogs job,” lyder det fra Henning Pedersen.
Debattør og cand.mag. i filosofi Eva Agnete Selsing, der har valgt at være hjemmegående med to børn på et og fire år, giver Ole Henrik Hansen ret i, at for mange børn i vuggestuer går rundt uden at blive set og hørt.
”Det ville da være fint, hvis pædagoger kunne give børn mere kærlighed. Men rent praktisk tror jeg, det er svært at få alle pædagoger til at udøve professionel kærlighed. Samtidig er jeg ikke sikker på, at det etisk set er en fair forventning, at andre mennesker, der passer ens børn, skal udvise kærlighed. Det grundlæggende spørgsmål er jo, om det overhovedet kan lade sig gøre at give helt små børn i vuggestuen den nærhed, de har brug for,” siger Eva Agnete Selsing.