Den moderne husmoder vinder frem

Flere forældre vælger at trække stikket fra arbejdsmarkedet for en periode for at gå hjemme og passe deres børn. Det er da også ”imod naturen” at skille et lille barn fra sin mor, lyder det fra præst og familiedebattør

Julie Wennikes datter Ellen nyder godt af sin mor dagen lang. Julie har fravalgt arbejdslivet for at passe sin 11. måneder gamle datter.
Julie Wennikes datter Ellen nyder godt af sin mor dagen lang. Julie har fravalgt arbejdslivet for at passe sin 11. måneder gamle datter.

Julie Wennike fra Østerbro i København har netop valgt at skifte arbejdslivet ud med et job som hjemmegående mor. Hun har sagt sit job som erhvervssælger op for at passe sin 11 måneder gamle datter, Ellen, mens hun er helt lille.

Og det er en alternativ livsvej, som en stor gruppe forældre i dag følger.

Danmarks Statistik stoppede i 1980'erne med at opgøre antal husmødre, fordi der blev så få af dem, efterhånden som daginstitutionerne tog over.

Men Danmarks Statistiks arbejdsmarkedsanalyse tyder på, at der sidste år var 21.000 kvinder, som ikke aktivt søgte arbejde, fordi de passer børn i hjemmet.

For Julie og hendes mand, Karsten Wennike, hænger valget sammen med, at de ikke mener, at Ellen endnu er klar til institutionslivet:

”Hun er stadig meget afhængig af sin mor. Og jeg kan ikke bære tanken om, at pædagogerne skulle være dem, der ser Ellen tage sine første skridt. Desuden vil vi gerne, at hun får en opdragelse ud fra de værdier, vi lægger vægt på. Det er vi endnu ikke parate til at overlade til en pædagog,” siger Julie Wennike.

Sociolog Jannie Kjær, der har skrevet speciale om husmødre, peger på, at livet som hjemmegående husmoder i dag er noget, de fleste kun vælger for en periode, mens børnene er helt små.

”Det er et valg, de træffer af kærlighed til børnene. De fleste af de hjemmegående, jeg har talt med, har prøvet et liv med institution. Men som mor føler de ikke, at de gør det rigtige, når de afleverer deres barn i vuggestuen. Flere af dem kan fysisk mærke, at det er forkert at være adskilt fra deres barn det kommer til udtryk kropsligt for eksempel i form af uro i maven,” siger Jannie Kjær, der vurderer, at tendensen til at blive hjemmegående er stigende:

”Mange kvinder skriver til mig, fordi de selv overvejer at blive hjemmegående. Jeg har indtryk af, at det er noget, vi vil se mere af.”

I dag går ni ud af ti etårige børn i institution. Det samme gælder hver femte under et år. Ifølge Kristine Stricker Hestbech, der er sognepræst og var medlem af familie- og arbejdslivskommissionen under den tidligere VK-regering, er den fysiske reaktion hos mødrene et udtryk for, at det er stik imod naturen at skille mor og barn ad, når barnet er meget lille.

”Hånden på hjertet, så tror jeg ikke, at der er en eneste af os kvinder, der har haft det godt med at sende vores lille barn i institution og er gået derfra med et lettet hjerte. Det er imod naturen at skille barnet fra sin mor så tidligt. Men nu er der kommet et forum, hvor det er okay at sige, at det gør pokkers ondt at forlade mit barn og spørge sig selv, om det er det valg, jeg vil tage som mor,” siger hun og fortsætter:

”Der er i dag kommet et mere bredt syn på, at livet består af epoker, og man kan sagtens komme tilbage på arbejdsmarkedet igen, hvis man vælger at trække sig for en periode for at passe børnene, mens de er små.”

Det er også journalist Jane Callesens indtryk, at det ikke er noget problem at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Hun er initiativtager til hjemmesiden hjemmeunger.dk og hjemmegående på femte år.

”Jeg hører fra flere af dem, der vender tilbage til arbejdet, at arbejdsgiverne ofte ser det som en styrke, at de her kvinder har haft modet til at træffe et valg om at gå hjemme for en periode. For det kræver stor selvstændighed at gå imod strømmen.”

Hun har også indtryk af, at flere og flere forældre vælger denne alternative vej og bliver hjemmegående. For hun får dagligt henvendelser fra forældre flest kvinder, men også mænd, der ønsker at være hjemmegående, ligesom 1500 abonnerer på hendes nyhedsbrev, og 1000 følger gruppen ”hjemmeunger” på Facebook:

”Der har været en opfattelse af, at pædagogerne har været de bedste til at tage sig af vores børn, mens de er helt små. Men den opfattelse er ved at ændre sig for en del forældre.”

Julie Wennikes datter Ellen nyder godt af sin mor dagen lang. Julie har fravalgt arbejdslivet for at passe sin 11. måneder gamle datter.
Julie Wennikes datter Ellen nyder godt af sin mor dagen lang. Julie har fravalgt arbejdslivet for at passe sin 11. måneder gamle datter. Foto: Leif Tuxen