Morten Dige, lektor i etik og moralfilosofi ved Aarhus Universitet.
Det helt oplagte politiske håndtag at skrue på er selvsagt forældreorloven. Den er væsentligt længere i Norge og Sverige, så det kan jo lade sig gøre. En udvidelse af orloven kunne også være en oplagt anledning til at indføre øremærket fædreorlov, for eksempel en tredjedel til hver og en tredjedel til deling. Det er lettere at indføre, hvis det sker i forbindelse med en generel udvidelse af orlovsperioden, således at der ikke tages noget fra moderens. Jeg mener ikke, det er rimeligt at tale om ”tvang” i forbindelse med en sådan form for ”blød” paternalisme, hvor man ”nudger” folk til at gøre noget, som langt de fleste efterfølgende er glade for. Jeg tror, at selve det, at begge forældre får erfaring med at tage sig af små børn, betyder, at man står mere sammen om at prioritere tid sammen med børnene. Erfaringerne fra Sverige og Norge synes at være ret entydigt positive. Der er for eksempel også færre skilsmisser i familier med ”tvungen” fædreorlov.
Er der brug for et oprør, så børn ikke går så mange timer i daginstitution?
Ja, jeg mener, at det også må være en sag om at udvise et vist mod og klarsyn som forældre: At lade være med at bedrage sig selv med, at man sagtens kan køre både familie- og arbejdsliv på fulde omdrejninger, og at det er godt for børns udvikling at være i institution 45 timer om ugen. At turde udnytte fleksibiliteten i det moderne arbejdsmarked til børnenes fordel frem for arbejdspladsens eller egen karrieres. Den mulighed, man mange steder har for nogle dage enten at møde ind senere eller at tage tidligere fri, kan specielt i familier med to forældre bruges til at gøre børnenes ”arbejdsdage” mere rimelige. Og så er der måske også grund til en vis skepsis over for det omsiggribende optimeringsparadigme, hvor alt, inklusive familieliv, fritidsaktiviteter og ferier skal underlægges en cost-effectiveness-betragtning, så den dyrebare tid udnyttes 110 procent. Det forekommer mig, at den bedste tid er den, man ikke er neurotisk optaget af at få mest muligt ud af.
Kristine Stricker Hestbech, sognepræst og medlem af Familie- og Arbejdslivskommissionen under den tidligere VK-regering.
Der burde være mulighed for, at vi i perioder af vores liv kan arbejde mindre end i andre. Der er tider i livet, hvor vi er spændt ud mellem familie og arbejdsliv, særligt når vi har små børn. Men også hvis vi eksempelvis bliver syge, eller når ens forældre bliver gamle. Her burde vi have en tidsbank, hvor man i stedet for at afspadsere overarbejde med det samme eller få det udbetalt kan sætte det ind og hæve det senere i livet.
Er der brug for et oprør, så børn ikke går så mange timer i daginstitution?
Ja, helt bestemt. Forleden dag havde der lige været en mødregruppe til babysalmesang her i kirken. Bagefter spurgte jeg dem, om de godt kunne tænke sig at gå hjemme med deres børn efter barslen mens de er små. Fire ud af fem sagde ja, men det kunne ikke lade sig gøre økonomisk. Den sidste mor var 23 år og studerende, og hun sagde, at hun ville komme til at hente sit barn tidligt og også havde lange ferier, hvor hun kunne være sammen med det. Hun og kæresten boede i en lille lejlighed uden de store udgifter. Alle de andre mødre havde købt hus i Havdrup og sat sig hårdt og derefter fået barn. De havde ikke noget at rutte med og kunne derfor ikke engang gå ned på 30 timer. Vi har fået en livscyklus, hvor vi er unge meget længe, bliver færdiguddannet, arbejder, køber bolig, og så får vi børn. Men så sidder man der og har ingen alternative veje at kunne gå. Jeg tror, det er vigtigt at diskutere, hvordan vi kan få kvinder og mænd til at indse, at vi sagtens kan få børn i starten af 20'erne, hvor vi er mere fleksible og har flere åbne døre.
Når det er sagt, så er det jo langtfra alle steder, hvor arbejdspladsen bakker op om deltid. Men så må man som forældre indse, at det har en pris at få børn. Den pris skal man være villig til at betale, også hvis det betyder, at man må lave sit arbejdsliv om. For det bliver en trist livshistorie, hvis man gerne vil på deltid, men det ikke kan lade sig gøre på grund af arbejdspladsens holdning. Man kan ikke spole tilbage, når først børnene er blevet store. Derfor må vi træffe nogle smertefulde valg. Og vi skal ikke tro, at vi ikke tager et valg, hvis vi ikke gør noget og bare knokler derudad på arbejdet.
Stig Broström, professor og daginstitutionsforsker ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet.
Når børnene bliver spurgt om, hvad der kendetegner et godt institutionsliv, er svaret entydigt: At have tid til at lege med vennerne og kammeraterne. Derfor skal livet i institutionerne give plads til leg, og pædagogerne skal skabe et miljø, så alle børn er inddraget i fællesskabet. Omend man ikke kan beordre venskaber, så kan pædagoger udforme interessante og udfordrende lege og aktiviteter, hvor alle børn og deres voksne deltager. Herigennem lærer børnene nye sider af hinanden at kende, hvilket kan betyde, at de børn, der står i periferien, senere kommer med i børnenes egne selvorganiserede lege. Endvidere er et godt institutionsliv præget af lærerige oplevelser, som børnene og de voksne efterfølgende bearbejder via sproglige dialoger, leg og anden praktisk musisk virksomhed. Et godt institutionsliv åbner for såvel trivsel som læring,og det skabes gennem et aktivt og dynamisk samspil mellem børnene og mellem børn og voksne.
Er der brug for et oprør, så børn ikke går så mange timer i institution?
Et godt institutionsliv er ikke i sig selv defineret ved længden af opholdet, men først og fremmest ved, om barnet trives og er inddraget i lærerige aktiviteter. Altså om det har kammerater og indgår i følelsesmæssige relationer med de voksne. Men når det er sagt, så er mange børns institutionsdag for lang. En passende målestok kunne være, at barnets institutionsdag ikke overstiger en normal arbejdsdag, altså maksimalt syv timer. Institutionsliv i passende doser er berigende men udmattende, hvis der er tale om overforbrug. ”Oprøret” består dels i forbedrede barselsregler som de norske og svenske ordninger, dels i at forældre i videst muligt omfang sørger for, at den ene afleverer sent, og den anden henter tidligt. Og endelig må bedsteforældre inddrages for at balancere børnenes liv også de bedsteforældre, der fortsat er i arbejde. Inddragelse af bedsteforældre rummer både en ”her og nu”-funktion og en berigelse på langt sigt. Bedsteforældre skal have et aktivt liv med børnebørnene i deres tidlige barndom for senere at kunne bevare en ægte kontakt.
