På den socialdemokratiske hjemmeside Piopio.dk kan man læse et par lister med ”bizarre radikale mærkesager”.
De omfatter historiske og mere aktuelle forslag og idéer som for eksempel kønsneutrale cpr-numre, lovliggørelse af flerkoneri, kommunale kurser i ”homokompetencer” og fri brug af alle landes flag i Danmark.
Listerne er i sig selv udtryk for socialdemokraters irritation over, hvad de opfatter som De Radikales arrogance. Samt den stadige forbitrelse over at partiet hverken har været til at hugge eller stikke i, når det er kommet til socialdemokratisk hjerteblod, nemlig længden af dagpengeperioden.
Regeringens kerneproblem, siden den trådte til i 2011, har været de gentagne beskyldninger i medierne om løftebrud. Igen og igen er det blevet nævnt, at Socialdemokraterne og SF gik til valg på at få den maksimale dagpengeperiode sat op igen, efter at den tidligere VK-regering havde halveret perioden fra fire til to år. Siden er mindst 34.000 langtids-ledige faldet ud af dagpengesystemet, trods forudsigelser om, at tallet kun ville blive nogle få tusinde og til trods for, at regeringen har forsøgt sig med midlertidige løsninger som akutjobs og akutpakke.
Set med radikale øjne er det imidlertid andre end De Radikale, der har et problem. Partiet har aldrig lovet, at busbilletter skulle blive x procent billigere efter valget, eller at der skulle være to skolelærere i hver klasse, som en centralt placeret radikal kilde udtrykker det.
Nej, løftebrudsbeskyldningerne er et problem for Socialdemokraterne og SF, mener man.
De radikale kan se tilbage på de seneste tre års regeringssamarbejde med ikke så lidt selvtilfredshed i behold. I den økonomiske politik er det lykkedes at holde regeringen på den reformkurs, partiet gik til valg på.
På Christiansborg har man fået brede flertal over midten om en lang række love og politiske forlig, og selv værdipolitikken er blevet trukket i radikal retning. For eksempel har børn i asylcentre fået bedre vilkår, reglerne for tildeling af dansk statsborgerskab og familiesammenføringer er blevet lempet, ligesom starthjælpen og integrationsydelsen er sat op.
Lige netop det med værdipolitikken håber Socialdemokraterne, at De Radikale vil gå lidt stille med op til valget, for de frygter, at de borgerlige vil fremmane et skræmmebillede af, at regeringen har åbnet sluserne for indvandring.
Den nu afgåede radikale gruppeformand, Christian Friis Bach, forsøgte i sidste uge at demontere den trussel ved i et interview at understrege, at De Radikale skam står bag regeringens stramme udlændingepolitik. Og partiet vil heller ikke i næste valgperiode kræve 24-årsregelen for familiesammenføringer afskaffet eller lempelser af tilknytningskravet for familiesammenføringer til Danmark.
Det budskab blev muligvis strammet i Berlingskes gengivelse, men det blev taget ilde op af baglandet. Så ilde, at partileder Margrethe Vestager måtte gå offentligt ud og irettesætte sin gruppeformand og bedyre, at De Radikale principielt stadig helst ser 24-årsreglen forsvinde.
Dermed kommer regeringen nu i den paradoksale situation, at der bliver endnu mere offentlig fokus på udlændingepolitikken, selv om målet med Friis Bachs udspil var det modsatte: At nedtone uenigheden i værdipolitikken mellem Socialdemokraterne og De Radikale.
Som minimum bliver 24-årsreglen igen skældt hæder og ære fra på De Radikales landsmøde til september, ligesom et valgoplæg øjensynlig kommer til at indeholde en passage om, at partiet principielt gerne ser 24-årsreglen forsvinde.
Folketingsgruppen står umiddelbart foran at omfordele ordførerskaber på Christiansborg, fordi Christian Friis Bach stopper, da han skal være leder af FN's Økonomiske Kommission for Europa, UNECE.
Det hold, man nu stiller, skal kridte banen op til folketingsvalget. Partiet håber på, at det først kommer til foråret, så man kan få endnu en finanslov i hus, samt at det økonomiske opsving kan nå at svinge så tydeligt op, at vælgerne får øje på det.
Der er dog også en erkendelse af, at valget kan komme allerede til efteråret, hvis Enhedslisten og SF skærper kravene til finansloven så hårdt, at det bliver økonomisk uforsvarligt.
Her kommer slagsmålet om dagpengene igen i centrum. De Radikale er grundlæggende imod at forlænge dagpengeperioden, fordi partiet betragter det som invaliderende for ledige at gå mere end to år på dagpenge. Ligesom Socialdemokraterne vil man allerhelst bruge flere kræfter på at uddanne og opkvalificere især ufaglærte, så de kan komme i arbejde.
Blandt andet derfor er hele dagpengesystemet blevet sendt i et ekspertudvalg, og udvalget skal først konkludere noget på den anden side af folketingsvalget.
For SF og Enhedslisten er en længere dagpengeperiode imidlertid blevet en mærkesag, og det bliver vanskeligt at få de ender til at nå sammen i finansloven for 2015.
Sker det ikke, får venstrefløjen ligesom Socialdemokraterne et forklaringsproblem over for sine kernevælgere ved valget.
Det er De Radikale, sagt lidt firkantet, kolde overfor. Men selv om partiet ikke betragter løftebrudsdebatten som deres problem, kan den alligevel blive det senere. Nemlig hvis det viser sig, at mange af venstrefløjens vælgere går til Dansk Folkeparti og dermed sikrer en borgerlig regering, som sætter De Radikale uden for regeringskontorerne de næste fire år.