De hører Rolling Stones, går i sneakers og jeans og vælger eksotiske rejsemål frem for rolig restitution under hjemlige himmelstrøg.
Den ny generation af ældre er først og fremmest kendetegnet ved sin ungdommelighed, for der er ikke meget morfar eller mimrekort over generationen, der førte an under ungdomsrevolutionen.
Alligevel er det præcis de samme bekymringer for alderdommen, der sniger sig ind på 1968'erne, som har sneget sig ind på generationer af ældre før dem.
Det fortæller Margrethe Kähler, der er chefkonsulent i Ældresagen og netop nu er ved at lægge sidste hånd på en bog om at være tæt på døden.
”1968'erne er jo en meget stærk generation, der har været igennem adskillige kulturelle omvæltninger i livet. Alligevel er det de klassiske bekymringer bekymringer, vi har hørt fra ældre i generationer der også optager dem. Det er angsten for at blive ensom, skrøbelig og miste autonomi, der indimellem fylder meget, og det er jo temaer, som vi må sige, at vi har hørt før,” siger Margrethe Kähler.
Når det er sagt, understreger Margrethe Kähler imidlertid samtidig, at den ny ældregeneration griber sin ængstelse noget anderledes an end tidligere generationer af ældre.
”Den er betydeligt mere offensiv og opsøgende, end vi hidtil har set. For eksempel oplever vi i øjeblikket en regulær telefonstorm fra ældre, der vil vide mere om mulighederne for at flytte i bofællesskab. Det er måske ikke aktuelt her og nu, men man vil gerne forberede sig og sikre sig et fællesskab og undgå isolation og ensomhed og så er den fælles boform jo heller ikke fremmed for dem,” siger Margrethe Kähler.
1968'ernes mere offensive tilgang til alderdommen giver dem klare fordele.
De forbereder sig og er bedre til at omstille sig, men deres drift mod at planlægge og organisere sig ud af alderdommens faldgrupper kan også gå hen og blive problematisk. For uanset hvor grundig man er for at undgå de helt store ubehageligheder ved at blive gammel skrøbeligheden, afhængigheden af andre og måske lidelse og sygdom så vil tankerne herom indimellem dukke op i bevidstheden, lyder det fra Margrethe Kähler.
”Det med at blive ældre og håndtere den frygt, der følger med, er en balancegang. For på den ene side skal du selvfølgelig være offensiv, forstået på den måde, at du skal gøre, hvad du kan, for at skabe dig et aktivt liv med mennesker, oplevelser og gøremål, som du holder af. Det er det, der holder sin hjerne, dit sind og din krop i gang. På den anden side må der også være en grad af accept til stede. Realiteten er jo, at skrøbeligheden, glemsomheden og sygdommen er karaktertræk ved det at ældes, som de færreste går fri af,” siger Margrethe Kähler og fortsætter:
”De, der trives bedst med det perspektiv, er faktisk dem, der forstår at rumme det og hvile i det. Selv for dem, der er svært plaget og præget af sygdom, kan der være stor livskvalitet og livsglæde, hvis de vel at mærke er i stand til at finde fred i det. Frygten for at dø, når man bliver gammel, er reel nok, kunsten er at komme overens med det faktum og samtidig leve fuldt og helt, mens man endnu er her. Dødens tragik slipper vi ikke for.”