”Hvem kommer først ned til hulerne?”.
S-toget ved Hareskoven Station er lige kørt, og ud er væltet tyve børnehavebørn med lyserøde rygsække og sokker i sandalerne. De små fødder klaprer hen over den hårdt trampede skovbund, og inden pædagogerne får set sig om, er to drenge i gang med at flytte på en væltet træstub, mens en lille pige sakker bagud i et nærstudie af en regnorm.
Skovrider Kim Søderlund tager ikke særlig notits af scenariet. Det er hverdag her i Hareskoven, især i sommermånederne, hvor vejret er godt.
”Nogle gange, når jeg har haft besøg af kolleger ovre fra Jylland, siger de: 'Sikke dog et slid, der er på skoven!'. Jeg er holdt op med at lægge mærke til det, masser af folk er naturligt her,” siger han.
Med mere end 800.000 besøgende årligt er Hareskovene Danmarks mest besøgte ”rigtige” skov. Tallet dækker ikke engang helt, for den sidste tælling blev lavet i 1995, og siden da er antallet af skovgæster steget proportionelt med begejstringen for sportsgrene, der kan dyrkes i det fri, vurderer skovrideren. Man kan for eksempel ikke gå gennem skoven uden at støde på mindst en håndfuld mudrede mountainbikere i fuldt udstyr, motionsløbere med musik i ørerne eller ridepiger på tur. Og det er præcis, som det skal være.
Hareskovenes 888 hektar er primært sået til med højstammede bøgetræer beregnet til tømmer. Men også med bålsteder, læskure, bænke og huler. Ridestier og mountainbike-ruter i fire forskellige sværhedsgrader trækker mørkebrune spor gennem skovbundens blade. Og borge bygget af rollespillere og asatroendes steder til blot-ritualer er også at finde her.
Det store fokus på skoven som brugs- og aktivitetsskov for storbyboerne kom i 1960'erne, hvor Hareskovenes daværende og nu afdøde skovrider hed Einar Laumann Jørgensen. Ud over at udvikle teorier om nogle særlige rillesten, der ligger i Hareskovene, og som senere blev afvist af Nationalmuseet, satte den egensindige skovrider gennemgående et meget personligt præg på udviklingen af skoven, fortæller Kim Søderlund.
”Her har vi haft et meget stort fokus på natur og publikum. Laumann Jørgensen sørgede for, at Hareskovene blev rigtig publikumsskov, som er tilpasset bestemte behov i 1960'erne. Og i nyere tid kan vi se den udvikling fortsætte, nu hvor folk får mere fritid og gerne vil bruge den i naturen,” siger han.
Vi kører ind i en del af skoven, hvor bøgetræerne ikke står så tæt, men har fået mere plads og lov til at brede deres grene ud til alle sider. Her er også et overdækket bålsted med bænke, hvor skovgæsterne kan spise deres frokost. Dette sted er ”classic Laumann Jørgensen”, fortæller Kim Søderlund.
”Skovgæsterne dengang har efterlyst nogle flere faciliteter, ligesom de har på sletten i Dyrehaven nord for København. Og så har han taget en aktiv beslutning om, at det skulle der selvfølgelig også være her. På den måde var han meget forud for sin tid, fordi han tog nogle på det tidspunkt kontroversielle beslutninger om, at skoven skulle være mere og andet end en træfabrik. Den skulle også glæde folk.”
I dag forvalter Kim Søderlund den arv, men det er ikke altid lige let. Siden han tiltrådte som skovrider i 1990'erne har konflikter om pladsen i skoven ulmet.
Her blev det rigtig populært at køre på mountainbike, og da flere tog cyklen med i skoven, kom der også flere sammenstød mellem cyklister, kondiløbere og gående skovgæster på stierne.
”Fru Jørgensen, der bare er ude at gå og kigge efter svampe, bryder sig ikke om, at hun er lige ved at blive kørt ned af en oksende mountainbiker. Og så klager hun til mig. Sådan nogle klager får jeg et par stykker af ugentligt, og meget af det er der ikke noget at gøre ved. Men i det store hele prøver vi at styre skovgæsternes aktiviteter på en sådan måde, at de ikke kommer alt for meget op at slås.”
Hvis man vil noget bestemt i Hareskoven, er det bare at spørge Kim Søderlund. Det er ikke sikkert, man får et ja, men det kan sagtens ske. Problemet er ofte, at folk, der skriver med gode idéer til nye ruter eller løb, ikke forventer, at de selv skal være med til at føre dem ud i livet. Lige netop der er mountainbikerne dog rigtig gode, mener Kim Søderlund.
Vi bevæger os ind i en tættere bevokset del af skoven for at se en af de særlige stier, der er bygget med frivillig arbejdskraft af mountainbikerne. Umiddelbart ligner stien en ganske, almindelig skovsti, men ved nærmere eftersyn kan man helt nede ved jorden se, at et sving er blevet forstærket med en slags flet af grene og små pæle for at forhindre cyklen i at skride ud. Lidt længere nede ad stien er et stort hul i vejen, hvor store, grå sten stikker op af den hårdt tilkørte jord. Tidligere på måneden mistede en ældre kvindelig mountainbikerytter livet i Boserup Skov ved Roskilde, fordi hun slog hovedet imod en sten. Af og til er der da også ambulancer, der må trodse kørselsforbuddet i skoven og ind og hente en skadet rytter. Men der har 7-9-13 endnu ikke været dødsulykker her i skoven, siger Kim Søderlund.
De store grå sten på stierne er faktisk ofte lagt ud af mountainbikerne selv for at bygge hop, der kan få cyklen til at flyve af sted gennem skoven. Her må Kim Søderlund dog også sætte grænser, for man kan ikke sikre, at en begynder vover sig ud på et kompliceret hop, og ”så har vi først balladen”, som han siger. Alle skal være med, og alle har ret til en sikker skovtur.
Netop som vi står og taler, bryder en ung fyr i solbriller og hvidt cykeltøj gennem krattet på sin mounatinbike med høj fart. Hullet i stien er han ikke forberedt på: Cyklen støder mod stenene, han flyver over styret og lander pladask på jorden foran fotograf, journalist og skovrider. Den unge mand bliver siddende lidt ved siden af cyklen i hullet og kommer langsomt på benene, mens han ømmer sig og venligt afslår at tale med de besøgende.
Det vil de næste mountainbikere, vi møder, dog gerne. Det er to fædre, Morten Lilliendahl og Kristoffer Zeuthen med sønnerne Viktor Lilliendahl og Bastian Zeuthen på ni og otte år. Alle fire i fuldt mountainbike-ornat og højt humør.
”Vi har kørt i 1 time, næsten ti kilometer!,” siger Viktor stolt. Vennen Bastian mener ikke, turen var specielt hård. ”Mere vaaaarmt,” siger han med tungen ud af munden og trækker ud i cykeltrøjen. Fædrene enes om, at det nok er bedst, hele flokken kører hjem og får en sodavand.
På vej til den nordlige del af skoven møder vi igen den styrtede mountainbikerytter i fuld fart, han vinker og smiler lidt forlegent. Trafikken i skoven er stor, og Kim Søderlund har derfor fået sat gang i en tælling, der de næste par år skal give Naturstyrelsen en idé om, hvor mange mountainbikere der faktisk bruger Hareskoven.
Skovens dyr som rådyr, ræve og ravne har efterhånden vænnet sig til den store trafik, omend Kim Søderlund indrømmer, at det ikke er Hareskoven, man skal besøge, hvis man vil iagttage sjældne fugle og dyr. Til gengæld kan man se en anden sjælden race udfolde sig, når over 200 rollespils-entusiaster samles i skoven den første weekend i måneden i fuld sminke og middelalderudklædning til timevis af kampe. Bare for sjov, selvfølgelig.
Kim Søderlund viser en borg af træ frem, som rollespillerne har fået lov til at bygge udelukkende i naturmaterialer som de kan vende tilbage til, når der er rollespilsweekend.
At sådan noget kan lade sig gøre, er han egentlig ret stolt af.
”Det er altså en oplevelse uden lige, og her er der ingen sure miner fra nogen. Rollespillerne er dybt taknemmelige, og folk, der er på besøg i skoven, synes det er sjovt at se alt det, de får stablet på benene. Jeg har set folk blive siddende og iagttage spillet, før de så gik videre. Vi er så vant til at tænke, at rigtig natur skal være uberørt. Men det er der ingen steder, der er i dag! Personligt synes jeg, det er berigende, at man også kan have skov på den her måde,” siger han.