Statsforvaltningen: Der mangler fokus på børn i samværssager

Børn bliver fanget i krydsild i samværssager, siger Statsforvaltningen og efterlyser flere penge og bedre rådgivning af de uenige forældrepar

Bente Koudal Sørensen, kontorchef i Statsforvaltningen, har set eksempler på, at selv markante nødråb fra barnet, hvor det blandt andet gør skade på sig selv, ikke får forældrene til at dæmpe konflikten.
Bente Koudal Sørensen, kontorchef i Statsforvaltningen, har set eksempler på, at selv markante nødråb fra barnet, hvor det blandt andet gør skade på sig selv, ikke får forældrene til at dæmpe konflikten.

”Det er mig, de skændes om. Hvis jeg stopper med at leve, holder de op.”

Et barn, fanget i sine forældres skilsmissekonflikt, så ingen anden udvej end af tage livet af sig.

Heldigvis lykkedes det ikke, siger Bente Koudal Sørensen, kontorchef i Statsforvaltningen, der håndterer 16.000 samværssager hvert år. Men episoden gjorde stort indtryk på hende, ligesom den strøm af klemte, ulykkelige, selvskadende børn, der isolerer sig eller er ude af stand til at passe deres skole, har sat spor.

”Jeg synes, der mangler fokus på børnene i samværssager, så det ikke kun bliver en diskussion af forældrenes rettigheder. Det er selvfølgelig også vigtigt, men fokus skal holdes på børnene,” siger hun.

Helt konkret ville det gøre en forskel, hvis politikerne hævede den satspuljebevilling, de gav til Statsforvaltningen i 2013. Den gjorde det muligt at give 14.000 af de mest konfliktfyldte familier et særligt forløb med deltagelse af en børnesagkyndig.

I de normale, knap så eksplosive sager, deltager der oftest kun en jurist. Men Statsforvaltningen skønner, at i hvert fald endnu 4000 familier har brug for den ekstra hjælp.

Bente Koudal Sørensen ønsker sig også mere tidlig rådgivning til familierne, så man kan sætte ind, inden konflikten spidser til og rammer børnene, for ”tal pænt” er en nødvendig sætning i Statsforvaltningen i dag.

”Nogle gange kan de se det, når vi siger det, andre bliver så vrede, at de går. Vreden er så stor, at de ikke er modtagelige for, hvad der gavner deres børn,” siger Bente Koudal Sørensen.

Hun har set eksempler på, at selv markante nødråb fra barnet, hvor det blandt andet gør skade på sig selv, ikke får forældrene til at dæmpe konflikten. I stedet bebrejder de hinanden, at barnet er ulykkeligt. Konflikten kører i ring, og det får ingen konsekvenser.

”Ikke i praksis. Det er svære sager, hvor forældrene er så opslugte af egne følelser, at de ikke kan forstå, hvad de gør mod deres børn. Et højt konfliktniveau får som udgangspunkt ikke konsekvenser for bopælsforælderen, medmindre der for eksempel bliver startet en bopælssag. Og vi kan ikke sige, at det er bedst for barnet at have mere kontakt med den anden, fordi den ene forælder opfører sig dumt,” siger Bente Koudal Sørensen.

Men hvis ansvar er det effektivt at sætte en prop i konflikten, så børnene kan få ro til at gro?

For Eyvind Vesselbo, Venstres socialordfører, er det spørgsmål slet ikke svært:

”Børnene lider på grund af de lange sagsbehandlingstider i Statsforvaltningen. Forældrene har selvfølgelig også et ansvar. Men de havner jo netop i Statsforvaltningen, fordi de har brug for hjælp til at finde ud af det, og her bliver de mødt af jurister med mangel på menneskelig indsigt.”

Han vil dog gerne være med til eventuelt at tilføre Statsforvaltningen ekstra midler, så den kan rådgive flere af de mest konfliktfyldte familier.

”Statsforvaltningen er opmærksom på, at tid er en væsentlig faktor for børn og forældre, og i nogle sager har sagsbehandlingstiden været lang, men den er blevet reduceret væsentligt den seneste tid, og når nogen siger, at deres sag tager flere år, er det, fordi de hele tiden søger om noget nyt. Men der er truffet afgørelser, og vi gør noget undervejs, vi sidder ikke bare og venter på resultatet ,” siger Bente Koudal Sørensen.

Socialminister Manu Sareen (R) annoncerede i maj, at han ville tage initiativ til en skilsmissepakke. Den skal partierne lægge sidste hånd på i efteråret.

Og noget tyder på, at Statsforvaltningen får sit ønske om mere forebyggende rådgivning opfyldt.

”Vi forhandler stadig, men et af de elementer, som vi taler om at få ind i pakken, er obligatorisk konflikthåndtering for forældre, der går fra hinanden,” siger familieordfører Julie Skovsby (S).