Liberal Alliance har omsorg for de svageste.
Næppe et udsagn, de fleste vælgere forbinder partiet med men det burde de. I hvert fald hvis man spørger Liberal Alliances folketingsgruppe. Angiveligt er det en udbredt misforståelse, at liberalisme fører til, at de dygtigste klarer sig godt, mens ”Fanden tager de sidste”, som det af og til udtrykkes.
Der er ingen modsætning mellem at ønske topskattelettelser og bedre vilkår for de dårligst stillede, mener Liberal Alliance, som slår temaet an på sit sommergruppemøde 3.-4. august.
Det bliver en vanskelig kamp. På papiret kan partiet sikkert finde mange udmærkede argumenter: At vore nabolande med væsentligt lavere skattetryk ikke er sociale massegrave. At mange på overførselsindkomst får et bedre liv, hvis de får et job, eventuelt presset af lavere sociale ydelser. At lavere skat vil give mere vækst og bedre sociale forhold for alle og så videre.
Problemet er, at de gode argumenter kommer til kort over for de signaler, Liberal Alliance har udsendt, siden det skiftede navn fra Ny Alliance. Lige fra, at partiet finansieres af et par millionærer i Saxo Bank til folketingsmedlem Joachim B. Olsens angreb på Fattig-Carina og Dovne Robert til folketingsmedlem Ole Birk Olesens bog ”Taberfabrikken.”
Sagt ligeud har den sociale empati ikke hidtil været iøjnefaldende.
Det næste store spørgsmål er, hvorfor partiet føler behov for at gøre op med fordommene? Alt taget i betragtning har man haft pæn succes på at agere liberal terrier, og kamppladsen for socialt omsorgsfulde partier har ikke mange ledige ståpladser.
Det er i øvrigt ikke kun på det sociale område, partiet forsøger at ændre strategi. Gennem de senere år har man indgået 30-40 politiske forlig og aftaler med regeringen, selv om det liberale islæt indimellem har været sparsomt. Bekymringen har internt været, at Liberal Alliance i en valgkamp ellers ville blive fremstillet som et alt-eller-intet-parti i stil med Fremskridtspartiet i dets første år, som er ude af stand til at indgå kompromisser.
Derfor har det været væsentligt at demonstrere evnen til politisk håndværk. Samme overvejelser lå bag partileder Anders Samuelsens overraskende budskab for nylig om, at partiet efter næste valg vil overveje at gå i regering, hvis man dermed kan få mest politisk indflydelse. Det har ellers været god latin, at man bestemt ikke skulle i regering på grund af den oplagte risiko for at blive kvalt af storebror, som det skete for De Konservative i VKO-tiden og for SF i Helle Thorning-Schmidts (S) første regering.
Analysen er imidlertid nu, at der kan opstå en parlamentarisk situation, hvor Liberal Alliance bliver nødt til at gå med for at få indflydelse. Bliver Dansk Folkeparti og Venstre næsten lige store, som meningsmålingerne viser, er der i LA's optik risiko for en ny ”velfærdsalliance”, hvor de to store partier fortsætter den nuværende socialdemokratiske velfærdspolitik med støtte fra Socialdemokraterne og De Radikale.
I den situation kunne Liberal Alliance måske få større indflydelse som et regeringsparti, der tager slagsmålene med Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative på interne koalitionsmøder. Som det gjaldt for firkløverregeringen i 1980'erne, ville det også give en borgerlig regering et mere stabilt regeringsgrundlag.
Endelig tjener udtalelsen om en eventuel regeringsdeltagelse som en slags forsikringspolice for Liberal Alliance. Med den i hånden risikerer man ikke længere at blive beskyldt for brud på valgløfter, hvis det ender med et regeringssamarbejde.
Risikoen ved partiets nye toner ligger dog lige for. LA er skabt som et protestparti, først under navnet Ny Alliance mod Dansk Folkepartis massive indflydelse på dansk politik og senere som en protest mod de borgerliges socialdemokratiske skatte- og velfærdspolitik. Begrundelsen for den protest forsvinder, hvis den politiske linje i praksis kommer til at minde så meget om Venstres og De Konservatives, at vælgerne ikke kan se forskel.
Risikoen ved at være lillebror i en koalitionsregering kender De Konservative og SF alt til, men her og nu vil Liberal Alliance hellere sammenlignes med De Radikale, som gennem årtier både har kunnet markere sig og få politik igennem som det mindste regeringsparti.
Forskellen er dog, at De Radikale altid har kunnet true med at gå over til de borgerlige partier, hvis Socialdemokraterne ikke bøjede sig for radikale krav. En trussel fra Liberal Alliance om at ville vælte en eventuel borgerlig regering bliver nok ikke tillagt helt samme alvor af en kommende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som Helle Thorning-Schmidt har været tvunget til i forhold til De Radikale.