Venstre kan godt begrænse muslimsk indvandring

Venstre kan ikke udelukke muslimske indvandrere fra at søge til Danmark, men partiet kan favorisere andre nationaliteter og skrue på adgangskrav, der især vil ramme mennesker fra ikke-vestlige lande, siger juridisk ekspert

Inger Støjberg, Venstres politiske ordfører, har meldt ud, at indvandrere fra muslimske lande kan være svære at integrere og derfor bør begrænses i deres adgang til Danmark.
Inger Støjberg, Venstres politiske ordfører, har meldt ud, at indvandrere fra muslimske lande kan være svære at integrere og derfor bør begrænses i deres adgang til Danmark. . Foto: Claus Bech.

Venstres ønske om at begrænse den muslimske indvandring blev dømt ude af kommentatorer og iagttagere, allerede inden tryksværten endnu var helt tør i den kronik, som Inger Støjberg fik bragt i gårsdagens Berlingske.

Den politiske ordførers kontroversielle udmelding om, at indvandrere fra muslimske lande er svære at integrere og derfor bør begrænses i deres adgang til Danmark, blev ikke bare affejet som varm luft uden gang på jord, men også dømt i strid med alt fra menneskerettigheder til racismeparagraf.

Men Venstres forslag er ikke så langt ude, som de fleste lader til gerne at ville tro, lyder det fra Peter Starup, lektor og ph.d. ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet. De danske politikere kan nemlig sagtens vælge at gennemføre en række tiltag, der i praksis vil gøre det betydeligt sværere for mennesker fra blandt andet muslimske lande at få ophold. Politikerne har faktisk gjort det før.

”Vi skal altså ikke længere tilbage end til 2011, hvor Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti (DF) fritog indvandrere fra en række lande USA, Canada, Israel og Australien fra den sprogprøve og paratvidenstest, der skulle sortere de mindst velegnede indvandrere fra. Ved at stille generelle regler op og derefter positivt fritage nogle fra de regler begynder man allerede at kunne sortere i, hvem man vil have ind over grænserne. Og man kan sagtens forestille sig, at det er i den retning, Inger Støjberg og Venstre tænker, når de går ud med sådan en udmelding.”

Men er den form for forfordeling ikke slet og ret diskrimination, og er det ikke netop derfor, at en lang række iagttagere har fastslået, at det vil være i strid med menneskerettighederne?

”Hvis man gik ud og sondrede mellem religioner eller dømte alle fra muslimske lande ude på forhånd, ville det være nærmest umuligt at begrunde, men ved at gøre det på den anden måde, hvor man giver nogle positiv særbehandling, så vil der være tale om det, man kan kalde begrundet diskrimination. Når man fritager indvandrere fra vestlige lande, gør man det jo med den begrundelse, at de er nemmere at integrere. Det var politikernes argumentation dengang og kan sagtens blive det igen. Samtidig kan man forestille sig en genindførelse af pointsystemet, hvor man rammer muslimerne indirekte ved at vægte egenskaber højt, som man forventer, at kun et overskueligt antal vil leve op til. For eksempel høje krav til arbejdsmarkedserfaring, uddannelsesniveau og sprogkundskaber. Med sådan et pointsystem vil man selvfølgelig også ramme andre ikke-vestlige borgere fra for eksempel Rusland, Thailand og Sydamerika.”

Diskrimination er vel diskrimination, uanset hvordan man begrunder det har kritikerne ikke ret, når de siger, at det her aldrig vil have gang på jord foran en menneskerettighedsdomstol?

”Det ved vi faktisk ikke. Der er meget lidt praksis på området og derfor et alt for spinkelt grundlag at drage konklusioner ud fra. Pointen er, at ingen reelt ved, om det vil være i modstrid med menneskerettighedskonventionen. Det vidste politikerne heller ikke i 2011. Strategien var at antage, at det ikke var i strid med konventionen og prøve det af. Den strategi kan man meget vel vælge igen. Så vil der gå 10 til 15 år, før vi står med en afgørelse. Der er formentlig et betydeligt politisk spillerum for at begrænse muslimsk og anden ikke-vestlig indvandring. Spørgsmålet er bare, hvor stort det præcis er.”