Et af de mærkværdigste forhold ved forårets store Løkke-krise hos Venstre var, at De Konservative fik så lidt ud af det. De to borgerlige partier har traditionelt altid haft en stor fællesmængde af vælgere, men det var ikke til at se, da Venstre forblødte i meningsmålingerne.
Det blev godt nok til en mikroskopisk fremgang, men den helt store vinder af krisen blev Dansk Folkeparti og til dels Socialdemokraterne.
De Konservative har i årevis kæmpet med det dobbelte problem, at nok er tiden konservativ, men vælgerne foretrækker andre konservative partier. Svaret har været hyppige skift i den politiske profil. Snart skulle man hellige sig værdikampen, snart kravet om lavere skat, og snart bedre forhold for erhvervslivet. Snart har man villet være borgerlige stemmer, der arbejder, snart har man villet markere konservative synspunkter, uanset omkostningerne.
Sagt lidt kantet står De Konservative stadig i vadestedet mellem at ville være et protest- eller et realpolitisk parti. I øjeblikket svinger pendulet mod protesten.
Sidste år gjorde De Konservative det til et ultimativt krav, at lektiecaféerne i den ny folkeskolelov skulle være frivillige, og det bøjede de øvrige forligspartier sig for, da reformen så allerede kunne træde i kraft fra i år.
Solomarkeringen fik stor mediedækning, og måske fristede det partiet til at gentage protestlinjen i foråret, da regeringen forhandlede med partierne om en ny vækstreform og omlægning af energiafgifterne.
De Konservative var som regeringsparti med i det oprindelige energiforlig, der skulle føre til mere grøn energi. Det viste sig imidlertid, at en planlagt forsyningssikkerhedsafgift og den såkaldte PSO-afgift på energi var så erhvervsskadelige, at den nuværende regering gik ind på henholdsvis at afskaffe og lempe dem. Det gav et hul i statskassen på 13 milliarder kroner, som man fandt ved at sætte bundskatten op med 0,13 procent. Lyder ikke af meget, men det bliver alligevel til de 13 milliarder kroner årligt.
Her fandt De Konservative en brugbar mærkesag ved at holde sig uden for aftalen og skose Venstre for at ville gå med til at øge personbeskatningen, når partiet ellers siget, at det vil det stik modsatte. Så nu mener De Konservative at have ”13 milliarder grunde” til, at vælgerne skal foretrække K frem for V ved det kommende valg.
Den konservative optimisme fik et ekstra skub fremad ved forårets valg til Europa-Parlamentet, hvor spidskandidat Bendt Bendtsen tog 9,2 procent af stemmerne og et sikkert mandat. Et resultat pænt over de 4-6 procent, meningsmålingerne for det meste tildeler partiet. Medvirkende var, at Venstre havde svært ved at finde en stærk spidskandidat, og at selv Socialdemokraterne opfordrede vælgerne til at støtte Bendtsen, fordi han som eneste danske medlem af parlamentets kristendemokratiske gruppe har mærkbar indflydelse.
Forskellen mellem meningsmålingernes tal og valgresultatet rejser et delikat spørgsmål, som partiet nødigt beskæftiger sig med udadtil. Nemlig om man har den ledelse, der igen kan gøre det til et mellemstort parti med klar indflydelse på en kommende, borgerlig regering.
Personspørgsmål har historisk redet De Konservative som en mare og har lagt fundamentet for årelange fløjkrige. Derfor bider man foreløbig smerten i sig og lever med, at De Konservative under Lars Barfoed er blevet Folketingets mindste parti, og at partiformanden er langt fra at blive ”mr. 10 percent”. Det var, hvad man i sin tid hånligt kaldte Bendt Bendtsen, fordi partiet under ham ikke kunne øge sin tilslutning mærkbart over de 10 procent. Et niveau man i dag kun kan drømme om at nå op på.
Til Barfoeds forsvar kan siges, at De Konservative i dag har flere og langt mere nærgående konkurrenter end i 00'erne. Dansk Folkeparti har med Kristian Thulesen Dahl som leder markeret mange konservative synspunkter, hvad enten det handler om EU-skepsis, forsvar for Israel i Mellemøsten-konflikten eller en hård retspolitisk linje.
På den anden side har Liberal Alliance lanceret en skatte- og erhvervspolitik, som ligner De Konservatives, men som trods alt er en kende for vild i konservativ optik.
Når partiet trods alt ser mere optimistisk på fremtiden, skyldes det dels valget til Europa-Parlamentet og kommunalvalget sidste efterår, der heller ikke blev den katastrofe, medierne havde spået. Dels at De Konservative efter valget kan komme til at stå med de afgørende mandater til en ny, borgerlig regering.
Partileder Lars Barfoed sagde først på året til TV 2 News, at De Konservative går efter mest indflydelse, og at ”otte mandater er meget lidt at gå i regering på.”
Eller med andre ord: I tilfælde af et nyt, borgerligt flertal vil De Konservative næppe deltage i endnu et regeringssamarbejde, men derimod forsøge at påvirke regeringen udefra på samme måde, som Dansk Folkeparti gjorde med stor succes i 00'erne, og som Enhedslisten har gjort med knapt så stor succes under den nuværende regering.