Museums-gæster vil hellere røre end læse

Besøgende på designmuseum vil hellere bruge og sanse genstandene end beskue og læse informerende tekst. Ifølge museumsforsker tilhører fremtiden de museer, der kan finde den rette blanding

 Designmuseum Danmark.
Designmuseum Danmark. .

Når museumsgæster skal se en udstilling af nogle af de mest markante stykker dansk hverdagsdesign, finder mange det kedeligt og uinspirerende blot at se genstandene i montrer eller ledsaget af teksttunge, informerende plancher. For mange giver det en langt mere inspirerende museumsoplevelse at kunne se og røre ved Margretheskålen i en køkkenopstilling ved siden af en pose mel, at kunne bygge med legoklodserne og at opleve designobjekterne i en mere vedkommende og personlig kontekst.

Sådan konkluderer Laura Liv Weikop, ph.d.-stipendiat ved Designmuseum Danmark. Hun arbejder i øjeblikket på en afhandling om udstillingsformer og har til det formål gennemført en undersøgelse af, hvordan museumsgæster oplever de samme 25 stykker hverdagsdesign, når de bliver formidlet på tre forskellige måder.

Under overskriften ”Udstillingslaboratoriet” viste museet mellem oktober 2013 og marts 2014 de 25 ting i henholdsvis en traditionel museumsform med montrer, en didaktisk form med fokus på formidling og en såkaldt affektiv hverdagsopstilling af tingene. I forbindelse med udstillingen blev gæsterne opfordret til at give feedback om deres oplevelse af de tre udstillingsformer. 1299 udfyldte spørgeskemaer og omkring 2500 valgte at skrive kommentarer på små post it-lapper, der var anbragt til formålet. Resultatet blev, at 14 procent foretrak den klassiske form og 27 den didaktiske, mens den affektive form blev foretrukket af langt de fleste, 59 procent.

”Jeg troede i udgangspunktet, at de unge synes om den form, som appellerer til sanser og følelser, mens ældre foretrækker en traditionel udstilling, men det viser sig, at den legende og hverdagsprægede formidling appellerede til langt de fleste,” siger Laura Liv Weikop, som dog peger på, at næsten alle museumsgæster stadig ønsker en vis information om genstandene.

”Pointen med min undersøgelse er at vise, hvor vigtigt det er for museer at møde folk, hvor de er, og give dem en sanselig oplevelse, som går ud over det visuelle. I mit eksperiment er det bevidst stillet op som et skarpt valg mellem tre former. Men budskabet til museer er, at det er vigtigt at tale om og prioritere, hvilke principper og værdier man baserer sin udstilling på,” siger hun.

Ane Hejlskov Larsen er lektor i kunsthistorie og leder af Center for Museologi ved Aarhus Universitet. Hun ser Laura Liv Weikops resultater i forlængelse af de seneste 25 års museumsforskning, som peger på, at i hvert fald unge og udstillings-uvante borgere forventer at blive inddraget, hvis de skal interessere sig.

”Især siden slutningen af 1990'erne har vi herhjemme set, hvordan museer på forskellig vis forsøger at åbne sig mere. Og det skal de blive ved med, hvis de vil opdrage de kommende generationer til at blive museumsbrugere. Det klareste eksempel er Experimentarium, som bygger på et princip om, at den besøgende handler for at få viden om naturvidenskab,” siger hun.

Ane Hejlskov Larsen tilføjer dog, at kunsten er at finde den rette blanding mellem klassisk udstilling, formidling og inddragelse, og at denne ikke er den samme for alle museumstyper. Samtidig er det vigtigt, at en udstilling uanset formen giver læring og erfaring, som gør, at den besøgende får beriget og ikke kun bekræftet sit eget liv. Ellers kan man nemlig ikke længere kalde det et museum. Laura Liv Weikop er enig:

”Risikoen ved den rene hverdagsopstilling er, at det kommer til at ligne en udstilling i Ikea eller Illums Bolighus. Det har vi bevidst søgt at undgå ved, at opstillingen nok minder om et hjem, men at dele af den bevidst er tegnet op som en kulisse. Så selv om genstandene er hverdagsting, man må røre ved, skal gæsten helst have en bevidsthed om, at 'jeg er i et museum', og at objekterne ønsker at fortælle os noget vigtigt.”