Politiske partier i krise skifter ofte leder for at komme fri af problemerne. De Konservative forsøger end ikke at skjule, at netop det er motivet for, at de nu udskifter Lars Barfoed med Viborgs i offentligheden ukendte borgmester, Søren Pape Poulsen, som leder.
Da han i går på sit første pressemøde blev udfrittet om, hvad han vil gøre anderledes end sin forgænger, veg han udenom.
Hovedindtrykket er, at han vil føre stort set samme politik som Barfoed. Men formen er anderledes. Søren Pape er internt kendt for at kunne udtrykke sig skarpt og holde fængende brandtaler på de årlige landsråd. Det kan efterlade indtryk af, at han står for en mere højrevendt konservatisme end for eksempel den tidligere formand og udenrigsminister, Per Stig Møller.
Angiveligt har Per Stig Møller været imod at gøre Pape til ny formand, og på linje med flere politiske kommentatorer kaldte han det da også i går et ”sats”.
De Konservative har tidligere været igennem adskillige fløjkrige og formandsopgør, der har kostet dyrt i vælgertilslutning, men det vil næppe ske denne gang.
Derimod er det unægtelig højt spil at skifte partiformand så tæt på næste folketingsvalg, ovenikøbet med en politiker, der endnu ikke sidder i Folketinget.
Som nævnt har partier i krise før forsøgt at vende en nedgang ved at skifte leder. De mest talende eksempler på, hvor galt det kan gå, er Kristendemokraterne og Centrumdemokraterne, som begge har forsøgt sig med en del nye formænd uden succes. For Centrumdemokraternes vedkommende endte det med lukning af partiet.
Blandt de større partier kan nævnes SF, der har skiftet formand to gange inden for få år uden at få vind i sejlene som tidligere. Eller Socialdemokraterne, der i første halvdel af nullerne havde tre forskellige formænd, nemlig Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft og Helle Thorning-Schmidt, men heller ikke det hjalp i første omgang partiet tilbage til magten.
De Konservative selv forsøgte sig med fire forskellige formænd i slutningen af 1990'erne, da Hans Engell blev presset til at gå af efter sin spirituskørsel. Først efter flere år lykkedes det Bendt Bendtsen at løfte partiet til omkring 10 procent af stemmerne.
En væsentlig faktor er naturligvis, om en ny partileder i forvejen er kendt i offentligheden, som både Per Stig Møller, Mogens Lykketoft og Mimi Jakobsen var, da de overtog ledelsen af deres partier eller om ukendte politikere kommer til magten. Hidtil har ingen af de ukendte politikere magtet at løfte deres respektive partier efter at være blevet partiledere.
I dag spiller ”kendthedsfaktoren” en umisforståelig stor rolle, når vælgerne sætter deres krydser, hvilket til fulde blev demonstreret ved det seneste europaparlamentsvalg. Her sejrede kendte skikkelser som Morten Messerschmidt (DF), Bendt Bendtsen (K), Morten Helveg Petersen (R) og Margrete Auken (SF), omend deres sejre også til en vis grad kunne tolkes som et udslag af vælgernes politiske motiver og bevægelser.
Og når alt er sagt, kan man argumentere for, at det ikke i sig selv garanterer succes at holde fast på den samme partileder i mange år. Den længstsiddende partileder blandt Folketingets partier er statsminister Helle Thorning-Schmidt, der fortsat har svært ved at løfte sit parti til fordums højder.
At De Konservative vælger en formand uden for partiets folketingsgruppe viser, hvor dyb krisen er. Man har simpelthen ikke været i stand til at finde nogen, som kunne eller ville stille sig i spidsen for at redde partiet i den gruppe, som vælgerne har givet den største opbakning, nemlig de otte folkevalgte på tinge.
Hvad der taler for, at De Konservatives sats trods alt falder bedre ud, end det er sket for andre partier, er, at den nye formand får maksimal taletid i de elektroniske medier de kommende uger eller måneder op til næste folketingsvalg. Dermed har han en chance for at markere sig som den gode taler og kommunikator, hans egne partifæller anser ham for at være.
Men svært ser det ud.