Unge får sjældent lægehjælp efter selvmordsforsøg

Unge søger ikke lægehjælp efter selvmordsforsøg. Enten fordi, de ikke tør sige det, eller fordi deres forældre vil holde det hemmeligt. Forældrene er nødt til at turde tale om det og få hjælp, siger forsker

De sociale medier har gjort, at det er sværere for unge at få fortalt, at de har det dårligt.
De sociale medier har gjort, at det er sværere for unge at få fortalt, at de har det dårligt. Foto: Mitarart.

Det er sjældent, at unge, som forsøger at tage deres eget liv, indbringes til et hospital eller er i kontakt med en læge efterfølgende, siger Lilian Zøllner, centerleder for Center for Selvmordsforskning.

I de spørgeskemaundersøgelser, som Center for Selvmordsforskning udarbejder hvert år blandt op til 5000 danske skoleelever mellem 13 og 19 år, svarer kun cirka seks procent af de unge, som har forsøgt at tage livet af sig selv, at de har været forbi en læge eller et hospital bagefter, selvom en læge og et hospital ofte er første skridt til at få hjælp, også i form af psykologhjælp.

Den seneste opgjorte måling er fra 2011, men Lilian Zøllner siger, at der også i dag er mange unge, som aldrig søger hjælp efter et selvmordsforsøg.

Det oplever Mia Moreno, rådgivningsfaglig medarbejder hos Livslinien, også:

”Vi hører om unge på net- og chatrådgivningen, som fortæller, at de har forsøgt selvmord, og så er de vågnet op om aftenen eller dagen efter flove, med rod i følelserne og uden lyst til at fortælle nogen om det, for selvmord og selvmordstanker er fortsat et tabu.”

Ifølge Jens Christian Nielsen, ungdomsforsker ved Aarhus Universitet, der tidligere har forsket i unge og selvmord, har de sociale medier gjort det sværere for unge at få det fortalt:

”Det er blevet sværere at sige, at man har det dårligt. Det er en klar tendens. De sociale medier kræver, at man kan fortælle positive historier om sig selv. Der er ikke rum til smerte på de sociale medier, og de unge bruger meget tid på at skjule, at de har det dårligt, så de sociale medier kan understøtte og skærpe, at unge ikke har lyst til at fortælle det til nogen.”

Det kan imidlertid få store konsekvenser at holde det inde, siger han. Han bakkes op af Lilian Zøllner:

”Konsekvensen er, at de ikke får den hjælp, som kan gøre, at de ikke forsøger det igen. Har du en eneste gang handlet på dine tanker, er der en meget stor risiko for, at du gør det igen senere i ungdomslivet eller i det tidlige voksenliv.”

Det er heller ikke sikkert, at de unge får lægehjælp, hvis de fortæller om selvmordsforsøget til deres forældre.

”Nogle gange kender de unges mor eller far til selvmordsforsøget og har kørt dem til lægen, andre gange ved de det, men har måske ikke kørt den unge til lægen, fordi 'der ikke er sket noget',” siger Mia Moreno. Det fænomen kan Lilian Zøllner nikke genkendende til:

”Vi undrer os over, at hovedparten, der forsøger selvmord, gør det derhjemme. Det må betyde, at det ofte er en mor, far eller en søskende, der finder vedkommende. Alligevel kommer de ikke på hospitalet. Det kan skyldes, at det er et frygteligt tabu, og hvis familien overhovedet kan undgå at bringe den unge på hospitalet, så gør den det.”

Livslinien hører også om forældre, der bliver vrede, siger Mia Moreno:

”Forældrene bliver selvfølgelig bange og vældigt forskrækkede og kan i despera-tion komme til at bebrejde den unge. Forældrene ved måske ikke, hvordan de skal håndtere situationen, og kan komme til at efterlade den unge med et 'Det må du aldrig gøre igen', og så er der risiko for, at den unge ikke føler sig hørt og taget alvorligt.”

Lilian Zøllner siger, at det er vigtigt, at forældrene tør stille vanskelige spørgsmål til deres børn:

”Forældrepar skal turde spørge deres barn, om det har forsøgt at tage sit liv, eller om det er så ked af det, at det ikke har lyst til at leve. For eksempel hvis det ikke har det godt, er meget ked af det, er begyndt at trække sig fra sine venner, og måske ikke møder op i skolen,” siger hun.