Dansk Folkeparti (DF) har de seneste uger måbende set sig selv overgået af Venstre i stramme udlændingepolitiske udspil.
Venstre vil trække stemmer fra andre også Dansk Folkeparti ved at genoplive udlændingedebatten, som var afgørende for udfaldet af valgene i 2001, 2005 og 2007.
Den blev ikke afgørende ved valget i 2011, men valgforskernes analyse viste, at der fortsat var muligheder for at udnytte emnet af de partier, der var villige hertil. Til gengæld ved Venstre, at chancerne for at slå den nuværende regering på en plan om nulvækst i det offentlige er små. Det er desuden et område, hvor enigheden mellem Venstre og Dansk Folkeparti mangler.
Venstres udlændingepolitik handler om at skabe en fælles politisk platform for en kommende regering med Venstre i spidsen. For selv om Venstre skulle tage nogle stemmer fra blandt andre DF, så er dette parti så stort, at Venstre må enes med DF på afgørende punkter. Venstre kan ikke undvære DF.
Problemet for Venstre er, at dets ledelse for bare to måneder siden var ved at vælte. Partiet er nu mere præget af indre modsætninger end i mange år. Problemet er desuden, at det er en alt andet end liberal udlændingepolitik, der nu tegner sig. Det har fået en række Venstre-folk til at gå mod partitoppen.
Blandt de åbne modstandere er Kaare Traberg Smidt, der som advokat med rette går imod, at Venstre lægger op til, at Folketinget skal ind og forvalte enkeltsager. Det anfægter princippet om adskillelsen af den lovgivende og udøvende magt og er derfor formentlig i strid med Grundloven. Det er under alle omstændigheder en uskik, hvis Folketinget skal bruge yderligere tid på enkeltsager. Det skader retssikkerheden og fører uden tvivl til en utålelig slingrekurs bestemt af medier og følelser. Danske politikere burde tage sig af lovgivning og den overordnede politiske kurs, embedsfolk og domstole må klare enkeltsager. Sådan er ordningen i alle velordnede demokratier.
En anden af Venstretoppens nye ideer er, at Danmark skal opsige forskellige internationale konventioner. I nogle tilfælde konventioner som er blevet til på dansk initiativ. Det er selvfølgelig mere åbent og ærligt at opsige konventioner end at bryde dem i det skjulte, som vi så sørgeligt har set det på statsløseområdet under en Venstre-minister. Men det er et tungt ansvar at bryde med en møjsommeligt oparbejdet international retsorden.
Den mest kvalificerede kritik er kommet fra Eyvind Vesselbo. Denne Venstre-mand, der ikke genopstiller til Folketinget, har i mange år været en politiker, der forsøgte at være saglig frem for partitaktisk (han har dog også været en del mediesøgende, hvis sandheden skal frem). Formentlig derfor blev han aldrig minister. Vesselbo påviser, at politikere, medier og vælgere generelt har et forældet billede af situationen.
-års reglen har længe haft forsvindende lille betydning og er blevet til symbolpolitik. Til gengæld er der konkrete integrationsproblemer, der ikke fokuseres på i den politiske debat og den førte politik. Vesselbo nævner de ægteskaber, som indgås mellem mennesker, som er født og opvokset i Danmark, hvor begge har enten tyrkisk eller pakistansk baggrund. Tilgangen til kvindekrisecentrene er præget af disse grupper. Vesselbo nævner også de udsatte boligområder, hvor mange indvandrere er havnet. Ingen gør ifølge Vesselbo noget ved unge herfra, som deltager i krig i Syrien, og som vi siden risikerer at have som urolige elementer. Alt for mange indvandrere er også på overførselsindkomst. Hjemløse fra Østeuropa og illegale indvandrere fra Afrika forsømmes også.
Vor udlændingelovgivning er blevet til et uoverskueligt kludetæppe, fordi partierne ikke har kunnet nære sig for at vedtage uoverskuelige og indviklede regler, som det er nærmest umuligt at forvalte på en ordentlig måde. Indvikletheden er i sig selv en trussel mod retssikkerheden. Vesselbo konkluderer, at vi hverken har en blid eller stram indvandringspolitik, men en hullet.
Hvor kan man dog beklage, at en politiker som Vesselbo forlader Folketinget.
