Listeria-udbrud starter kontrolkrig

Mens antallet af smittede fra sommerens listeria-udbrud fortsat stiger, rettes det kritiske lys mod besparelser i fødevarekontrollen

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) har bebudet, at eksperter skal foretage et kritisk eftersyn af listeria-indsatsen.
Fødevareminister Dan Jørgensen (S) har bebudet, at eksperter skal foretage et kritisk eftersyn af listeria-indsatsen. Foto: Michaela Rehle.

Endnu fire personer er smittet med listeria fra kødpålæg fra virksomheden Jørn A. Rullepølser.

Det var meldingen fra Statens Serum Institut (SSI) i går, og dermed er antallet af smittede oppe på 24. Heraf anslås mindst 12 personer at være døde af den farlige bakterie, som i første omgang blev fundet i en lammerullepølse.

Al produktion på Jørn A. Rullepølser er lukket ned, og Fødevarestyrelsens alt for langsomme håndtering af sagen har kostet den ansvarlige beredskabschef jobbet.

Men fra flere sider sættes der spørgsmålstegn ved, om det er de økonomiske besparelser i fødevarekontrollen, som er den egentlige skurk bag listeria-udbruddet.

”Sagen sætter et alvorligt spørgsmålstegn ved, om det er forsvarligt at satse så ensidigt på egenkontrol, som EU's regler på dette område lægger op til. Meget tyder på, at vi i et forsøg på at nedbringe udgifterne til fødevarekontrollen er gået alt for langt i retning af at erstatte offentlig kontrol med virksomhedernes egenkontrol,” siger Enhedslistens fødevareordfører, Per Clausen.

Også Forbrugerrådet Tænk forholder sig kritisk til, om Fødevarestyrelsen har tilstrækkeligt med ressourcer til at handle hurtigt, når det er nødvendigt.

”Alle procedurer både virksomhedernes egenkontrol og myndighedernes håndtering skal ses grundigt igennem med kritiske øjne for at vurdere, om der er afsat ressourcer nok til området. Og på den baggrund må man vurdere, om der er behov for at tilføre flere ressourcer,” siger seniorkonsulent Camilla Udsen, Forbrugerrådet Tænk.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) har bebudet, at eksperter fra ind- og udland skal foretage et kritisk eftersyn af listeria-indsatsen, og at der skal være flere kontroller mod den ondartede bakterie ude i virksomhederne.

Samtidig har han indkaldt Folketingets partier til et møde i morgen, hvor de skal drøfte, hvad der kan gøres for at forhindre flere udbrud.

Jørgen Schlundt, der er institutdirektør på DTU Fødevareinstituttet, mener dog, at det vil give mere mening at bruge flere ressourcer på forskning frem for at øge kontrollen med fødevarevirksomheder.

”Tidligere brugte man rigtig mange penge på at lave ligegyldige kontrolanalyser hele tiden, og det kan ikke betale sig. Jeg vil meget advare imod, at man pludselig siger: Nu har vi et problem, og nu skal vi lave nogle flere test, så går problemet væk. Det gør det ikke,” siger han.

Politikerne har de seneste år sparet i Fødevarestyrelsen. I 2011 gennemførte VK-regeringen en sparerunde, og S-R-SF-regeringen videreførte besparelserne, hvilket blandt andet betød, at der blev taget 25 procent færre prøver.

På åstedet hos Jørn A. Rullepølser i Hedehusene er man ikke kommet nærmere, hvor listeria-bakterierne kommer fra, oplyser Christina Lowies Jensen, ansvarlig for virksomhedens egenkontrol. Et listeria-udbrud i 2012 viste sig at stamme fra en kniv.

”Vi er stadig i gang, og vi arbejder ud fra alle sandsynligheder. Men vi afventer stadig nogle analyseresultater,” siger hun.