Dagbog fra et børnehjem

Udbredelsen af overgreb på danske børnehjem i perioden 1945-1976 er sandsynligvis større, end undersøgelse viser. Det er Orø Strand Skolehjem et eksempel på, fortæller Bruno Clausen, der var anbragt der i 1971

”Det hjalp mig at få det fortalt,” siger Bruno Clausen, som i begyndelsen af 1970'erne boede på et børnehjem nær Holbæk og har nedfældet sine tanker om opholdet i en bog, der endnu ikke er udgivet.
”Det hjalp mig at få det fortalt,” siger Bruno Clausen, som i begyndelsen af 1970'erne boede på et børnehjem nær Holbæk og har nedfældet sine tanker om opholdet i en bog, der endnu ikke er udgivet. . Foto: Leif Tuxen.

Året er 1971, og det har været en fin første dag på Orø Strand Skolehjem. Nu ligger Bruno Clausen i sengen på sit værelse og kigger ud i mørket gennem vinduet. Hans øjne glider næsten i, da han kommer i tanke om den søde kantinedame, som sørgede for brød og honning i kantinen tidligere på aftenen. Men det gibber lidt i den 11-årige, da han kommer i tanke om, hvad de andre drenge lovede ham i den fælles tv-stue.

”Du får tæsk i aften.”

Heldigvis kom det aldrig så vidt.

Selv da Bruno børstede tænder for lidt siden, skete det ikke.

Han blev ellers passet op af den lille, lidt ældre fyr med de blå øjne og hans kumpaner. Hr. Steffensen stoppede det gudskelov. Og med sin pibe viftede læreren dem alle i seng.

Det hele skal nok ordne sig. Bruno plejer jo at være god til at få venner.

Døren går op, og en lugt af tobak fylder rummet.

Hr. Steffensen træder ind, og Bruno vågner med et sæt.

Det er blevet tid til dagens straf. Bruno forstår det ikke. Han har da ikke gjort noget galt.

Men jo, forsikrer nattevagten ham. Bruno satte ikke stolen på plads efter aftensmaden, og han var nær røget i håndgemæng på badeværelset.

Med sin venstre hånd tvinger læreren Brunos ansigt ned i madrassen og sætter sit højre knæ i ryggen på ham. Bruno forsøger forgæves at stritte imod, mens hr. Steffensen finder en bøjle frem fra Brunos klædeskab og forbereder sig på aftenens rutine. En rutine, som Bruno snart bliver vant til.

De resterende 17 drenge på skolehjemmet kender den udmærket, og Bruno var jo også advaret.

”Du får tæsk i aften.”

En sommermorgen i 2014 bladrer Bruno Clausen lidt i et eksemplar af sin bog i sit hjem i Køge. ”Stedet hvor børn skreg”, har han døbt den.

Forlagene har endnu ikke reageret, men det gør nu heller ikke så meget. Det, der betyder noget, er, at han endelig er kommet af med de tanker, som har hjemsøgt ham siden det halve års ophold på skolehjemmet. I løbet af sit liv har den i dag 54-årige tidligere Orø-dreng mødt mange ligesindede, som aldrig har fået fortalt deres historier.

”Det er ikke let at tale om, at man er blevet mishandlet som barn,” siger Bruno, lukker bogen og lægger den på sofabordet.

Derfor har han dedikeret skriverierne til alle de tidligere børnehjemsbørn, hvis oplevelser aldrig er kommet frem i lyset.

Dem er der angiveligt stadig mange af i Danmark.

I 2011finansierede Socialministeriet Godhavnsrapporten, som granskede en række klager over forholdene på 19 danske børnehjem i perioden 1945-1976. Det er den første og hidtil eneste danske undersøgelse af overgreb på børnehjem. De tidligere børnehjemsbørn berettede, at de under statens varetægt blev udsat for vold, seksuelt misbrug og medicinske forsøg.

Orø Strand Skolehjem var ikke inkluderet i undersøgelsen, men ifølge Maria Rytter, historikeren bag Godhavnsrapporten, har mishandlingen af børn sandsynligvis fundet sted på adskillige andre børnehjem i samme periode.

Historikeren har tidligere udtalt, at hun finder det påtrængende at undersøge, hvor udbredt vanrøgten af de statsanbragte børn er. På samme måde som i Sverige og Norge, hvor staten begge steder har givet en officiel undskyldning efter at have gennemført landsdækkende undersøgelser om overgreb mod børn.

Det har taget Bruno Clausen 25 år at fortælle sin historie om opholdet på Orø Strand Skolehjem i 1971. Ofte var det hårdt at grave minderne frem om, hvordan eleverne blev behandlet af de ansatte på institutionen.

Men det gjorde også ondt at tænke på, hvordan drengene behandlede hinanden.

Bruno gnider sig søvnigt i øjnene. Lårene brænder. Han føler efter med fingrene og husker hvorfor.

I løbet af dagen lærer Bruno, at drengene ikke taler højt om ”lærernes rutiner”.

”Sådan er det bare, og man sladrer ikke.”

For at komme på andre tanker begiver han sig ned i hobbyrummet og fisker et puslespil ned fra en af hylderne. Det kan godt tage resten af eftermiddagen at samle, tænker han og vælter brikkerne ud på bordet i midten af lokalet.

”Hvad hedder du?”

Bruno vender sig og genkender let de blå øjne fra badeværelset aftenen forinden.

Bruno introducerer sig, og de to drenge falder i snak om, hvad deres yndlingslege er. Bruno holder meget af at lege cowboydere og indianere.

”Det skal vi lege. Alle vil med garanti være med,” udbryder Allan, som drengen med de blå øjne hedder.

Snart er alle drengene samlet i den nærliggende skov, og Bruno er spændt på, hvordan de bliver fordelt. Allan, som tydeligvis er lederen blandt drengene, råber, at det kun er Bruno, der er cowboy.

”Fang ham!”

Drengene binder den nyeste dreng på skolen fast til et træ, flår tøjet af ham og spænder et stykke bark for hans ansigt, så han kun kan se sit bryst og sine ben.

Der bliver stille. Bruno hører drengene træde i græsset. Det lyder, som om de stiller sig i række. En susende lyd afbryder stilheden, og Bruno mærker en smerte i sit højre skinneben.

Han kigger ned og ser, at en dartpil har sat sig fast.

Hvor længe legen fortsætter, har Bruno svært ved at genkalde sig, da han senere står skoleret overfor nattevagten og rektoren. En håndfuld dartpile har efterladt tænstikstykke huller i både ben og bryst, men trods smerten og følelsen af uretfærdighed, føler Bruno sig tvunget til at lyve. Han forklarer, at han er faldet på de glatte sten i gården, og trøster sig med, at der snart kommer en ny dreng. Så er det hans tur til at vælge leg.

Efter opholdet havnede Bruno Clausen som mange andre tidligere børnehjemsbørn blandt kriminelle og narkomaner. Senere blev han chauffør, indtil han som 47-årig stoppede med at arbejde på grund af psykiske problemer. Psykologerne fortalte ham, at oplevelserne fra Orø Strand Skolehjem muligvis stadig plagede ham. Barndommen spiller en stor rolle for, hvordan livet senere udvikler sig. Samtidig fortæller psykologien, at krænkelser kan udvikle sig til et tabu, som børnehjemsbørnene ikke tør fortælle om. En dokumentation af forholdene på børnehjemmene kan derfor være en forløsning for de tidligere børnehjemsbørn, lyder det.

”Det hjalp mig at få det fortalt,” siger Bruno, som dog nævner én ting, han stadig takker Orø Strand Skolehjem for. Trods det hårde miljø, han befandt sig i, røg Bruno aldrig selv ud i misbrug.

For siden legen i skoven har han altid haft en frygt for nåle.