Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed

Måske er du suset forbi og har akkurat nået at undre dig over huset, som ligger ved Storebæltsbroen lige der, hvor landets mest trafikerede motorvej og togbane mødes. Og måske har du tænkt: Hvem vil dog bo der? Svaret er Lissi Nielsen

Lissi Nielsen købte sit hus vel vidende, at motorvej og jernbane kun er to meter fra hendes græsplæne. For hun fik meget hus for pengene. Og huset ligger trods alt centralt. Når larmen bliver for meget, tager hun på udflugt.
Lissi Nielsen købte sit hus vel vidende, at motorvej og jernbane kun er to meter fra hendes græsplæne. For hun fik meget hus for pengene. Og huset ligger trods alt centralt. Når larmen bliver for meget, tager hun på udflugt. Foto: Leif Tuxen.

Der findes ejendomsmæglere med en temmelig kreativ tilgang til sproget.

Et nedrivningsmodent hus kan hurtigt blive til ”et hus med mange muligheder”. Og et nedslidt køkken fra 50'erne beskrives blot som ”funktionelt”. Men selv den mest ordekvilibristiske mægler får sin sag for, hvis Lissi Nielsen en dag beslutter sig for at sælge.

Hendes hus ligger for enden af en længere grusvej, der slanger sig parallelt med tilkørslen til motorvej E20 lige før Storebæltsbroen på sjællandssiden.

Der ligger ikke andre huse på vejen, og det er der mange gode grunde til. Den mest højlydte af dem er netop motorvej E20, landets mest trafikerede motorvej, der er placeret lige godt to meter fra Lissis græsplane. En anden, næsten lige så højlydt grund, er de togskinner, der løber to meter fra Lissis græsplæne på den anden side af huset. Hver tiende minut hamrer et tog forbi, så det rumler i køkkenstolene.

Havde man så bare udsigt over vandet, kunne nogle nok leve med larmen, men det eneste, Lissi kan se udover biler og tog, er en faldefærdig landejendom og en ny, stor cementfabrik.

”Jeg ved godt, at det ikke er det mest charmerende sted, men det er da tag over hovedet. Der er heller ingen naboer at skændes med. Når jeg hører fra venner, hvad de må kæmpe med af umulige naboer, bliver jeg glad for at være her... Og så er det jo dejlig nemt at komme på motorvejen, HAHA,” forklarer den nu pensionerede, 70-årige tidligere grillbarindehaver og slår over i et af sine hyppige og hjertelige grin.

Historien om Bildsøvej 220 begynder for ikke så mange år siden. Lissi Nielsen og hendes mand Henning solgte i 2005 grillbaren i den nærliggende by Gørlev og afsluttede dermed et arbejdsliv som ejere af en række grillbarer, kiosker og et enkelt autoværksted. Henning havde tidligere været i TVØst med egnens højeste kartoffelplante, og han ville gerne fortsat kunne dyrke grøntsager og blomster, så de gik på jagt efter et hus på en stor grund, der var til at betale. Bildsøvej 220 kunne de få for en halv million, men der ville Lissi ikke bo.

”Det larmede jo ganske forfærdeligt,” som hun forklarer.

Men der var også en stor garage til, hvor Henning kunne rode lidt med bilen, og han var ligeglad med larmen, så til sidst gav hun efter. I november 2005 flyttede de ind. En måned senere døde Henning.

”Han havde hostet meget, så også den nat lagde han sig ned i stuen for at give mig ro til at sove. Han røg en del og var ofte oppe om natten, så jeg kunne normalt alligevel høre ham rumstere, men den nat var der mærkeligt stille. Da jeg kom ned til ham, var han død, han havde dårligt hjerte. Der stod jeg så med alle papkasserne, som vi ikke engang havde nået at pakke ud,” fortæller hun.

Hun har bagt kage og købt ekstra wienerbrød, så hun er sikker på, at det rækker. Vi sidder i køkkenet, og der er helt stille. Det er et år siden, hun fik de lydtætte vinduer i, og det hjalp godt nok. Så længe hun er inde, kan hun kun se bilerne uden for vinduet, ikke høre dem. Toget, derimod, giver køkkenet en hurtig rystetur, da det drøner forbi, men man vænner sig til det, siger hun. Man vænner sig til det hele.

Hun har snart boet her i ni år nu. Nogle gange drømmer hun om at flytte. Huset er alt for stort, det samme er haven, og så er der jo larmen. Står man ude i haven, skal man stå tæt for at kunne tale sammen, og hendes gæster holder sjældent særlig længe herude. Så går de indenfor. Selv er hun ude i haven det meste af de fleste dage for at nyde den og holde den pæn. Hun bruger aldrig ørepropper, for hun vil høre fuglene, så i stedet har hun udviklet en evne til bare at ignorere den konstante summen af biler. Når hun så kommer til at tænke over, hvor frygteligt det faktisk larmer, går hun om på den anden side af huset. Her går der jo 10 minutter imellem togene. Og når det bliver for meget, cykler hun ture, tager til Slagelse eller går tur ved stranden i Skælskør.

”Huset ligger tæt på mange dejlige ting. Min stedsøn bor også tæt på. Det er også derfor, at hver gang jeg tænker: Arj, jeg orker ikke mere, så tænker jeg samtidig: Jeg har det jo meget godt,” siger hun.

Når hun en dag gerne vil sælge, og der går nok kun et par år, siger hun, er hun helt med på, at det kan blive svært. For der er jo også snerydningen af den lange vej, som hun selv sørger for. Indimellem sner hun inde, men hun har som regel fryseren fyldt op, så hun kan klare sig så længe. Desuden har hun en aftale med en entreprenør i Vemmelev, der med kort varsel kan komme med sin rendegraver. Og så er der forureningen, som sikkert er voldsom, men hun mærker den ikke. Kæledyr kan også være en udfordring her. Katten Pjevs blev taget af motorvejen, men hendes nuværende kat har overlevet i treogethalvt år - måske mest fordi den er bange for biler, erkender Lissi Nielsen:

”Det skal nok være nogle lidt specielle mennesker med specielle behov, der køber mit hus. Men jeg købte det jo, så helt umuligt kan det ikke være at sælge, HAHA!”