Stort rotteefterår i vente

Dette års milde vejr har skabt perfekte leveforhold for de danske rotter. Skadedyrsbekæmpernes brancheforening varsler derfor om ekstraordinært mange rotter til efteråret

Sommeren har været god - også for rotterne som i efteråret søger fra natur til garager, carporte og huse.
Sommeren har været god - også for rotterne som i efteråret søger fra natur til garager, carporte og huse. Foto: Scanpix.

Det er ikke kun os mennesker, der har nydt godt af en mild vinter, et lunt forår og den varmeste sommer i mands minde. Det har rotterne også, og derfor kan vi se frem til ekstra mange af de upopulære gnavere til efteråret.

”Rotter er afhængige af naturen. Vintermånederne i både 2013 og 2014 har været milde, hvilket betyder, at flere rotter overlever. Samtidig betyder det lune forår, at rotterne har kunnet gå tidligere i gang med at yngle. Sammenholdt med den varme sommer har rotterne haft perfekte betingelser, og derfor forventer vi at se mange rotter til efteråret,” siger Claus Schultz, der er formand for Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer i Danmark. Foreningen har endnu ikke noget overblik over, hvor stort problemet med rotterne bliver.

”Vi tror, at der er mange, men vi kender ikke omfanget, da rotterne ikke generer os lige nu. De er stadig ude i naturen døgnet rundt. Men til efteråret, når det bliver køligere, ja så snart der kommer nattefrost, så begynder de at søge ind i carporte, garager og huse. Og så får vi travlt,” siger Claus Schultz.

Det er især på landet, at man kan opleve flere rotter i år, da rotter i landområder er særligt afhængige af varme temperaturer for at kunne overleve vinteren.

Rotter i byområder er ikke så temperaturfølsomme, da de lever i kloakker, der beskytter dem mod den værste kulde.