Sundhedsminister: ”Ansvaret for de svage er særligt stærkt”

Øget sundhedsfokus på kortuddannede og socialt udsatte skal mindske social ulighed i sundhed, siger sundhedsminister Nick Hækkerup (S)

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) mener, at vi alle har et ansvar for hinanden. -
Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) mener, at vi alle har et ansvar for hinanden. - . Foto: Claus Fisker/Scanpix.

Et af hovedmålene med regeringens nye sundhedsstrategi er at mindske social ulighed i sundhed, men det har skiftende regeringer ønsket de sidste 15 år. Hvordan er den her pakke bedre?

En række af initiativerne er målrettet de sygdomme, som vi ved rammer dem med kort uddannelse hårdest, nemlig kræft, diabetes og lungesygdomme. Vi vil blandt andet hjælpe de svagest stillede ved at til-knytte dem en sygeplejerske, som skal hjælpe dem igennem behandlingsforløbet og 'oversætte', hvad lægen siger, så deres gang gennem sundhedsvæsenet bliver lettere. Derudover håber vi at fange mange af de kort-uddannede tidligere i for-løbet ved, at læger skal til-byde dem forebyggende sundhedstjek.

Hvorfor er det især de kortuddannede, I vil hjælpe?

Kort uddannelse og lav løn er de stærkeste markører for den ulighed, vi ser i sundheden. Derfor skal den praktiserende læge, som jo kender sine patienter bedst, vurdere, om folk har brug for et sundhedstjek. Og det vil ofte være de kortuddannede, der har brug for det.

Hvad mener du om, at flere højrefløjspolitikere har kritiseret tiltaget for at favorisere kortuddannede og dermed bryde traditionen om at sikre lige adgang til sundhedsvæsnet?

Hvis man skal skabe reel lighed, er man nødt til at yde en ekstra indsats for dem, der har nogle særlige behov, og det har mange kortuddannede. På den måde skaber man lighed gennem forskellig behandling.

Men selv kortuddannede ved vel, at de bør dyrke motion, stoppe med at ryge og så videre. Er det ikke deres eget ansvar at tage hånd om deres sundhed?

Det er et ideologisk spørgsmål. For socialdemokrater gælder der to grundlæggende værdiparametre: At alle har et ansvar for hinanden, og at ansvaret for de svage i samfundet er særligt stærkt. Det her er en måde at løfte ansvaret på i stedet for at sige, at hvert menneske må tage sig af sig selv.

Tror du ikke, at nogle af dem med kort uddannelse og lav løn vil finde det grænseoverskridende at blive opfordret af lægen til at få et helbredstjek?

Nogen vil måske finde det intimiderende, men når jeg har været ude at snakke med for eksempel skraldemænd, føler de sig ikke jagede, men mener, at det er et godt initiativ.

Så du tror, at den her pakke modsat de tidligere års indsatser vil mindske ulighed i sundhed?

Det er jeg helt overbevist om.