Børn af afdøde alkoholikere skal have ret til hjælp

Hvert år mister flere hundrede børn og unge en far eller mor med et alkoholmisbrug. De har brug for særlig støtte, mener foreningen Børn, Unge & Sorg, der foreslår behandlingsgaranti for denne gruppe

Alkohol, druk, øl, bar, fest, alkoholiker, fuld
Alkohol, druk, øl, bar, fest, alkoholiker, fuld.

Hendes mor døde, da hun var 12 år. Da hun var 17 år, mistede hun sin far. Som barn oplevede hun en mor, der var væk i dagevis på grund af druk, og en far, som hun og hendes søster skulle passe, når han var fuld. Kærligheden til forældrene og de mange triste minder fra barndommen komplicerede hendes sorg, og hun søgte derfor et særligt terapiforløb i Børn, Unge & Sorg. Sådan fortæller en nu 20-årig pige i en ny rapport fra rådgivningen Børn, Unge & Sorg.

Hvert år mister godt 6000 børn og unge mellem 0 og 28 år en far eller mor. Børn, Unge & Sorg skønner, at omkring hvert 10. af disse dødsfald er alkoholrelateret. Derfor bør den behandlings-garanti for børn af misbrugere, regeringen har på vej, også omfatte unge, der har mistet en far eller mor på grund af alkoholmisbrug, lyder det fra foreningen. Og forslaget bakkes op af flere politikere.

Børn, Unge & Sorg har netop offentliggjort en undersøgelse blandt 88 unge mellem 20 og 28 år fra foreningens såkaldte A-grupper. Her mødes unge, der har mistet en far eller mor på grund af et alkoholmisbrug, for at få bearbejdet deres sorg.

Undersøgelsen viser, at to en halv times gruppeterapi hver uge gennem et år kan hjælpe de unge, så de bliver mindre deprimerede, får højere selvværd og lettere er i stand til at gennemføre en uddannelse.

”Børn, der har mistet en forælder med et alkoholmisbrug, føler typisk en særlig kompliceret sorg. Samtidig med at de sørger over deres afdøde forældre, kan de også tænke tilbage på mange svære oplevelser. Og ofte har de ikke fået hjælp, da forældrene havde misbruget. I nogle tilfælde har de været små voksne, der har taget hånd om deres forældre, og derfor har de ofte traumer og udviklingsforstyrrelser og en skyld over, at de ikke har kunnet hjælpe deres forældre,” siger direktør for Børn, Unge & Sorg Preben Engelbrekt.

Han fortæller, at de unge i undersøgelsen i gennemsnit har levet 18 år med en alkoholiseret far eller mor. Mere end 60 procent fortæller, at en af deres forældre var fuld hver dag eller flere dage om ugen. Over halvdelen var bange for, hvordan deres far eller mor havde det, når de kom hjem fra skole.

Dansk Folkeparti og De Konservative fremsatte før sommerferien et beslutningsforslag om en behandlingsgaranti for børn og unge, hvis forældre er misbrugere. Forslaget fik opbakning fra alle partier i Folketinget, og regeringen skal nu forberede et lovforslag.

Dansk Folkepartis socialordfører, Karin Nødgaard, er enig i, at garantien bør udstrækkes til også at gælde børn, hvis forældre er døde af et alkoholmisbrug.

”Uanset om forældrene lever eller er døde, har disse børn oplevet et svigt på grund af alkohol. Derfor forventer jeg, at garantien også kommer til at gælde børn og unge, der har mistet deres forældre,” siger Karin Nød-gaard.

Næstformand i Folketingets socialudvalg, Anne-Mette Winther Christiansen (V), er også positivt stemt over for forslaget.

”Børn, Unge & Sorg rejser en ny problemstilling, som bør indgå i forhandlingerne om en garanti. Det er naturligt at få undersøgt, hvor mange børn og unge, der er ramt af problemet,” siger Anne-Mette Winther Christiansen.

Børne, social- og integrationsminister Manu Sareen (R) vil ikke på nuværende tidspunkt lægge sig fast på, om børn, hvis forældre er døde på grund af et misbrug, skal have ret til hjælp. Han skriver i en mail til Kristeligt Dagblad, at han i løbet af efteråret vil drøfte med de øvrige partier, hvordan behandlingsgarantien for børn af misbrugere skal skrues sammen.