”Far jeg elsker dig, og jeg savner dig. Du var et fantastisk menneske. Men jeg er også vred. Hvordan kunne du svigte os ved at tage dit eget liv ? Og hvordan kunne du svigte os ved at drikke?”
Sådan lyder indholdet i flere af de over 50 breve, som den 23-årige erhvervsskoleelev Henriette Andersen har skrevet til sin afdøde far under det etårige terapiforløb i rådgivningscentret Børn, Unge & Sorg. Henriette Andersen er en af de omkring 100 unge, der har deltaget i Børn, Unge & Sorgs særlige A-grupper for børn, der har mistet deres alkoholiserede forældre. Hver mandag gennem et år mødtes hun med to psykologer og otte andre unge i samme situation.
Henriette Andersen var 21 år og boede sammen med sin far, da han tog en overdosis af piller og alkohol. Han blev 51 år. Faderens alt for tidlige død efterlod Henriette med modsatrettede følelser af både sorg, savn, vrede og lettelse. Hun elskede sin far og savner ham i dag. Men hans alkoholmisbrug har også betydet mange svigt. Og netop følelserne af både sorg og lettelse gav hende i lang tid dårlig samvittighed.
”Det første halve år efter min fars død var jeg så deprimeret, at jeg trak mig tilbage til min fars hus. Jeg ville ikke flytte, for jeg ville være tæt på ham. Jeg sad under dynen, lavede ingenting og ventede på, at min kæreste skulle komme hjem. Det hjalp først, da jeg mødte andre unge i sorggruppen, der havde oplevet det samme som jeg. Vi kunne forstå hinanden og fik sat ord på vores følelser af både sorg og lettelse,” fortæller Henriette Andersen, der i dag går på teknisk skole, hvor hun tager grundforløbet som møbelsnedker.
Henriette Andersen er vokset op i et almindeligt middelklassehjem i Nordsjælland. Som barn registrerede Henriette Andersen ikke, at hendes far havde et alkoholproblem. Han arbejdede tit på sit værksted eller i haven, mens han slukkede tørsten. Først som teenager gik det op for hende, at han havde et misbrug.
”Mine forældre blev skilt, da jeg var 16 år. I første omgang boede jeg hos min mor. Men efter skilsmissen fik min far det dårligt. Derfor valgte jeg at flytte ud til ham som 19-årig. Han var så ensom, og jeg ville hjælpe ham. Jeg har altid været en fars pige og meget tæt knyttet til ham. Men på grund af alkoholen blev det sværere og sværere for ham at være noget for mig. Jeg husker en bestemt situation, hvor jeg sad på sofaen og græd, fordi jeg var ked af det efter mine forældres skilsmisse. Jeg troede, jeg kunne få et par trøstende ord af ham. Men da jeg så over på ham, lå han og sov. For mig var det et tydeligt billede på, at han ikke kunne hjælpe mig, selvom det måske var hans intention,” fortæller Henriette Andersen.
I juni 2012 arbejdede Henriette Andersen som skibsassistent, og hun var på job i Aarhus, da hun fornemmede, at noget var helt galt.
”Hans tilværelse var for alvor ved at ramle sammen, og han havde flere gange sagt til mig, at han ville tage sit eget liv.”
Henriette ringede hjem flere gange, fordi hun havde glemt at tage noget vasketøj ud af vaskemaskinen. Men ingen svarede. Først efter et par dage blev hendes bange anelser bekræftet. En kontaktperson fra faderens arbejdsplads tog telefonen. Hun fik at vide, at hendes far havde taget sit eget liv.
”Det var så uvirkeligt, at han ikke længere var der, og i begyndelsen fattede jeg det ikke. I lang tid efter tænkte jeg for eksempel, at jeg skulle huske at ringe til min far, hvis jeg havde fået en god karakter. Men jeg syntes også, det var sindssygt egoistisk, at han havde taget sit eget liv. Det har man ikke ret til, når man har børn.”
Efter dødsfaldet opsøgte Henriette Andersen sin praktiserende læge. Her var beskeden, at hun kunne få udskrevet antidepressiver.
”Det chokerede mig. Min far havde fået lykkepiller, og han havde det ikke godt. Jeg var et ungt velfungerende menneske, og så var pillerne den eneste hjælp, jeg blev tilbudt,” fortæller Henriette Andersen, der i stedet opsøgte en psykolog.
”Men det var svært at fortælle psykologen, hvad det betød, at min far var alkoholiker. Han var jo også en god far og et fantastisk hjælpsomt menneske, selvom han havde et misbrug. Det var vigtigt for mig at holde fast i. Samtidig var det efter dødsfaldet en lettelse, at jeg ikke skulle tage hjem i weekenden for at holde øje med min far. Jeg var nervøs for, hvad han kunne finde på i fuldskab. På et tidspunkt havde en beruset mand i vores lokalområde kørt nogle børn ned. Jeg sagde til min far, at han for alt i verden måtte love aldrig at køre, når han var fuld.”
Det føltes som befrielse, da hun et halvt år efter dødsfaldet fik mulighed for at deltage i Børn, Unge & Sorgs særlige gruppe for unge, der har mistet en forælder på grund af alkoholmisbrug.
”Jeg forgudede min far, men samtidig var jeg lettet over hans død. Det er utrolig hårdt at sige til andre, at man er lettet over et andet menneskes død, samtidig med at man for alt i verden ikke vil have, at han kun skal fremstå som en alkoholiker. Han var også så meget andet. De nuancer forstod de andre i gruppen.”
”Jeg var knust over min fars død, men i løbet af terapien blev vi til hele mennesker igen. Jeg fik det lidt bedre for hvert brev, jeg skrev i terapien. Al den vrede og det had, jeg desværre nogle gange har haft til min far, er forsvundet efter arbejdet i gruppen. Jeg savner ham rigtigt meget, og jeg er ked af, at min far aldrig kommer til at følge mig op ad kirkegulvet, hvis jeg en dag skal giftes. Han kommer heller aldrig til at se sine børnebørn. Det er uretfærdigt. Men i dag har jeg tilgivet ham, at han drak. Jeg har også delvist tilgivet ham, at han tog sit eget liv. Men jeg vil aldrig kunne forstå det valg, han traf,” siger Henriette Andersen.