På trods af flere initiativer fra staten og kommunerne fortsætter antallet af danskere, der må overnatte på skiftende sofaer, herberger eller gaden, med at vokse. Mere præcist fra 4998 i 2009 til 5820 i 2013, viser nye tal fra statsrevisorerne. Især stiger antallet af unge hjemløse. I Sammenslutningen af Boformer for Hjemløse (SBH) siger formand Jakob May, at forsorgshjemmene dagligt må afvise hjemløse. ”Forsorgshjemmene råder over cirka 2000 pladser, og de er stort set altid fyldt op.” /ritzau/
Den voksende økonomiske ulighed er en af de største trusler mod vores samfund, lød det fra Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, i forbindelse med partiets sommergruppemøde i går. Hun klandrer ikke kun VK-regeringen, men også den nuværende regering med Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister. ”Hun har magten et år endnu, og hvis ikke hun og regeringen skal efterlade et mere ulige samfund, end da hun kom til, så er det nu, der skal et retningsskifte til,” sagde Johanne Schmidt-Nielsen. /ritzau/
Ukendte gerningsmænd har hældt syre på en bil, som tilhører Karen Wengel, Svendborg, der stillede op til sidste kommunalvalg for en lokalliste, men i foråret skiftede til Dansk Folkeparti. Natten til torsdag den 14. august blev teksten ”DF=SS” malet på et plankeværk i hendes indkørsel, og natten til onsdag blev hendes bil overhældt med syre, og den samme tekst blev ridset i lakken. /ritzau/
Landets omkring 1500 buejægere skal være med til at fylde penge i Fredericias slukne kasser ved at udleje en del af kommunens skove til buejægere, fortæller Christian Bro (S), der er formand for Miljø og Energiudvalget i Fredericia til DR Trekanten. ”Randal Skov er en bynær skov med mange rådyr. Og vi kan ikke sælge riffeljagt i en så bynær skov, men buejagt er en mulighed, så nu prøver vi det.”
Artiklen ”Når kærligheden letter sorgen”, der blev bragt i gårsdagens udgave, indeholdt to faktuelle fejl. Højskolen Snoghøj ligger ved Frederica og ikke på Sjælland, som der fejlagtigt stod i interviewet. Og det var Jakob Knudsens salme ”Se, nu stiger Solen af Havets Skød”, der blev sunget ved Laurits Kjær Nielsens begravelse. Kristeligt Dagblad beklager fejlene.