Facebookbrugere har mere ondt i parforholdet

Sociale mediers negative effekt på parforholdet er også aktuelt i Danmark. Modelfoto Iris

Amerikanske studier viser sammenfald mellem brugen af sociale medier, skilsmisserater, mindre lykkelige parforhold og overvejelser om at forlade ens ægtefælle. De nye sociale medier stjæler først og fremmest tid og intimitet fra parforholdene, mener danske psykologer

Et ægtepar i dobbeltsengen. Med hver sin skærm i hånden. En for mange danskere ikke uvant situation, men man bør nøje overveje, hvor meget tid man bruger på sociale medier som eksempelvis Facebook. Hvis man vel at mærke gerne vil blive i sit parforhold.

Det peger amerikanske forskere på i et nyt studie fra Boston University. Og sociale mediers negative effekt på parforhold og familieliv er også en faktor herhjemme, mener psykolog, familieterapeut og leder af Center for Familieudvikling Annette Due Madsen:

”Faren ved de sociale og især mobile medier er, at man er til stede uden at være til stede. Så den tid, der i forvejen er svær at finde til parforholdet, bruges ikke til at se hinanden i øjnene.”

I studiet fra Boston University har en gruppe forskere analyseret data fra 43 amerikanske delstater. De sammenholdt antallet af facebookbrugere i forhold til indbyggertallet med den pågældende delstats skilsmisserate og fandt, at en 20 procent stigning i antallet af facebookbrugere betød en stigning i skilsmisseraten på 2,18 procent - og det vel at mærke selvom tallene blev renset for faktorer som alder, etnicitet og arbejdsløshed.

Samtidig har forskerne analyseret og medtaget et andet studie baseret på spørgeskemaundersøgelser blandt 1160 gifte personer. Her var målet at kortlægge personernes lykke i parforholdet, og de, der ikke benyttede sig af sociale medier som eksempelvis Facebook, viste sig at være 11,4 procent lykkeligere end brugerne af sociale medier. Samtidig var sandsynligheden for, at en person overvejede at forlade sin ægtefælle, dobbelt så stor for storforbrugere af sociale medier som for personer, der slet ikke brugte sociale medier.

Der kan dog være tale om en ”hønen og ægget”-situation, peger forskerne selv på, for det kan være svært at sige, om mennesker søger de sociale medier, fordi de i forvejen er i et mindre velfungerende parforhold, eller om de sociale medier skaber problemerne.

Cand.psych. og ekstern lektor ved Aarhus Universitet Asger Neumann er enig i, at sociale medier kan være en tidsrøver til skade for parforholdet. Men han ser nærmere brugen af sociale medier og skrantende parforhold som symptomer hos det senmoderne menneske:

”Vi lever i en kultur med evig konkurrence mellem selvrealisering og parforholdet. Vi vil på den ene side gerne pleje forholdet, men på den anden side vil vi gerne holde alle døre åbne. Vi er konstant bange for at gå glip af noget og skal i stort set alle henseender være i evig udvikling og åbne for muligheder,” siger han og nævner som eksempel personer, der bevarer en datingprofil på nettet, selvom de har fundet en fast kæreste.

Asger Neumann peger også på, at sociale medier som Facebook netop er mest udbredte i såkaldte senmoderne samfund - og at Danmark ligger i toppen både når det gælder antal facebookprofiler i forhold til indbyggertallet og skilsmisserater.

”I de senmoderne samfund er man i det hele taget meget socialt mobile, når det gælder eksempelvis bopæl, jobskifte og partnerskifte. Det er ikke som i de gamle stationsbyer, hvor man blev født, døbt, gift og begravet i samme by - med en fra samme by. Der er langt mere bevægelse i samfundet i dag, og her er sociale medier bare ét element,” siger han.