På den tidligere værfts- og industrihavn ved det gamle B&W i København ligger en jernfærge. En 65 år gammel krabat på 100 tons, der har årevis af sejlture bag sig som passagerfærge i den norske skærgård.
På siden står skrevet ”YLVA” med lyseblå bogstaver, og en cykel står lænet op ad to blomsterkasser.
Ombord bager Ulrik Winding pandekager. Hans kone, Lina, syr på sin nyindkøbte symaskine, og den yngste af deres to døtre læser lektier. Sammen har de boet her det seneste års tid som en helt almindelig familie i ret alternative omgivelser.
Hvordan det er sket, er en historie, der går helt tilbage, til da Ulrik og Lina mødte hinanden i 1980'ernes besætterbevægelse.
For at gøre opmærksom på boligmanglen i København flyttede de og en stor gruppe unge ind i nedrivningsklare huse. Året før det sidste hus blev stormet og ryddet af Københavns politi, købte de en gammel trawler. Af genbrugsmaterialer fra byens byggepladser byggede de et hus på skroget. Med værksteder i kælderen til Ulrik og kunst-atelier ovenpå til Lina.
”Da bz-bevægelsen lakkede mod enden, fik vi lyst til at gøre noget nyt. I stedet for at finde os i at blive smidt på gaden fandt vi en fleksibel base, vi selv kunne flytte rundt med. Trawleren kunne ikke længere sejle, men vi gjorde det sådan, at huset kunne løftes af med en kran, og masten kunne rejses. Vi ville selv bestemme, hvem vores naboer var, og om der skulle være lys og luft omkring os,” fortæller Ulrik Winding.
De endte med at bo på trawleren i 24 år. Her fik de børn og blev halvgamle. Men båden var helgammel, og de havde længe haft kig på den 65-årige passagerfærge. Færgen var ganske vist ikke til salg til private og da slet ikke til bolig. Men da finanskrisen kom, blev det sværere at sælge, og Ulrik og Lina fik færgen ”Ylva” til skrotpris. Og så sejlede de den støt og roligt hjem fra Norge til Refshalevej.
”Den var egentlig sat til salg til fortsat rutefart. Men til os solgte skipper den med kærlighed, fordi han kunne lide os. Og her sidder vi så i dag, på en base af godt 100 tons og 300 hestekræfter. Og en åben himmel over os.”
Det lå ikke i kortene for Ulrik og Lina, at de skulle blive selvbyggere og bådfolk. I bz-bevægelsen var det ikke det praktiske arbejde, de to var bedst til. De er begge veluddannede og mere til tanker og teori end til håndværk. På soldækket, der gaber åbent mod himlen, taler Ulrik Winding længe om frihed og idéer om, hvad der er rigtigt og forkert. For selvom de seneste mange år har handlet om vedligeholdelse og arbejde med hænderne, så står hovedet ikke stille.
”Mine børn har hængt i gyngende vugger under dækket fra helt små. Her har de fået en guddommelig balance, et perspektiv og en åben horisont til verden,” siger han.
Fra soldækket kan man se over på nabobådene. Havnen ser anderledes ud i dag, end da Lina og Ulrik flyttede ind. Fra den gamle værftshavn er der udsigt til Den Lille Havfrue, Operaen og Kastellet.
”Det her rum mellem land og vand er attraktivt. I starten var det rockmusikere, hippier, bumser og balletdansere, der boede her. De er alle sammen væk. Jeg elsker mine naboer i dag. Men det er blevet til en villa- og webergrills-kaj,” siger han.
Da de flyttede herud, var det for at holde liv i drømmen om en hverdag med mulighed for at rykke alt op med rode og begynde på en frisk. Og selvom færgen ”Ylva” ikke er helt ung, så rykker det i det gamle skrog.
”Om en tre års tid sejler vi gennem Volga-Don-kanalen, igennem Sortehavet og til Middelhavet. Og bliver der,” fortæller Ulrik Winding.
”Det er et genialt frirum, vi er lykkedes med. Selvfølgelig skal vi have kaffe og kærester og olivenolie - men ellers, ja, så skal vi være vores egne og på farten.”