En gyser, science fiction eller en surrealistisk roman?
Hvordan skal man egentlig kategorisere gårsdagens store udgivelse fra Finansministeriet?
Umiddelbart er finansloven blevet kaldt statens husholdningsbudget, fordi den angiver alle de indtægter og udgifter, regeringen forventer, at staten vil få. Næste år er der indtægter på 662 milliarder kroner, udgifter på 707 milliarder kroner og altså et minus på 45 milliarder kroner.
Det er det eneste værk, som selveste Grundloven kræver, at enhver regering offentliggør senest fire måneder før, det næste finansår begynder.
Allerede titlen,”Forslag til finanslov for finansåret 2015”, peger i flere retninger.
Ordet ”forslag” slår gysertemaet an, ikke mindst i år hvor regeringens støttepartier SF og Enhedslisten insisterer på at lempe dagpengereglerne - et forslag, som bevidst er udeladt af lovforslaget. Finansminister Bjarne Corydon (S) sagde ganske vist på sit pressemøde i går, at han gerne vil drøfte dagpengesystemet, men først efter at dagpengekommissionen har fremlagt sin rapport ved udgangen af 2015. Det vil sige efter næste valg.
Dermed må SF og Enhedslisten finde på noget andet at ønske sig, hvis der skal blive et forlig, og på forhånd har finansministeren gjort de to partier den tjeneste at finde 1,5 milliarder kroner, som er afsat som ”reserver” til velfærdsforbedringer. Så i det mindste slipper støttepartierne for at skulle finde penge til deres forslag, men det ser vanskeligt nok ud endda.
Er det så i virkeligheden ikke temmelig science fiction-agtigt allerede nu at afsætte reserver, når man slet ikke ved, hvad der faktisk kommer ind i statskassen?
Forslaget vedrører jo 2015, der som al anden fremtid er vanskelig at spå om. Regeringen tror, at det økonomisk kommer til at gå lidt bedre, og derfor er der råd til at udvide det offentlige forbrug med 0,8 procent.
Flere økonomer er skeptiske og tror, det kan komme til at knibe, især på grund af at det ikke går for godt i Europa endnu. Nu er det dog valgår, og så har de færreste regeringer råd til at være alt for sortseende.
Så er der det surrealistiske. Når man slår op på de første af de fire binds godt 3300 sider, støder man på en oversigt over ”udgiftslofter for stat, kommuner og regioner.” Nedenunder er lofterne delt op i dellofter, og vi er her inde ved, at der er grænser for, hvor mange penge, det offentlige må bruge, uanset om man skal hjælpe udstødte eller ansætte politibetjente.
Hvis nogen allerede her føler sig på usikker grund i læsningen, er der en henvisning til afsnittet ”Om finanslovsforslagets opbygning”. Selv hvis man finder frem til denne læsevejledning, (der står ingen steder, hvor den findes), vil de færreste formentlig føle sig klædt på til at gå i gang med de endeløse rækker af paragraffer, underparagraffer og tal, som den samlede finanslov udgør.
Der er ingen indholdsfortegnelse, intet stikordsregister, og ingen forsøg på at gøre teksterne blot en smule pædagogisk tilgængelige. Vel, interesseorganisationer og særligt interesserede jurister og økonomer vil vide, hvor de skal slå op og finde de poster, der vedrører netop deres arbejdsfelt.
Den uindviede kan i stedet ty til den såkaldte pixi-udgave, hvor Finansministeriet trækker hovedlinjerne i finansloven op på 45 forholdsvis tilgængelige sider. Man skal dog vare sig for at tro, at man dermed får et fyldestgørende billede. Hæftet er i år illustreret af et barn med udstrakte arme foran en græsmark, og det bærer titlen ”Et stærkere fællesskab”.
Tydeligere kan regeringen ikke sige, at dette er den polerede udgave af finansloven med alle de gode ting, man gerne vil gøre, hvorimod besparelser og knapt så gode ting forbigås i tavshed. Sådan har det i øvrigt været i mange år, uanset om regeringen har været rød eller blå.
Man kan hævde, at en finanslov naturnødvendigt er teknisk indviklet stof, som ikke kan læses af alle og enhver. Og at man har oppositionen eller måske en vågen presse til at finde de mere kedelige sider frem.
Et stykke ad vejen er det rigtigt. Alligevel skulle Finansministeriet måske overveje at gøre en smule mere ud af pædagogikken til næste år. I pixiudgaven kunne man dertil med fordel arbejde lidt med objektiviteten. Det er trods alt et demokratisk problem, at lovgivning kun meget vanskeligt kan læses eller forstås af de borgere, den vedrører.
Til de læsere, som stadig skulle have mod på at anskaffe sig finansloven: Prisen på 500 kroner er billig for så mange sider, selvom den er steget fra 375 kroner sidste år. På nettet kan man hente det hele gratis.
Hvis man overvejer at bruge de fire fysiske bind som godnatlæsning, skal der lyde en enkelt lille advarsel. Nok er de i blød indbinding, men risikoen for skader på næse, øjne eller pande er overhængende, hvis man læser liggende.
