Margrethe Vestager forlader lederposten hos De Radikale med en påstand om, at partiet er i ”storform”. Realiteten er, at hun forlader et stagnerende parti med intern utilfredshed. Partiet har fået udmeldelser. Vestagers linje har været mere liberal end social, mener flere frafaldne. Dertil kommer, at udsigten til at beholde regeringsmagten er ringe. Der betyder med andre ord, at der heller ikke er udsigt til, at Vestager karrieremæssigt kunne få noget ud af at blive i dansk politik.
Vestager har uomtvisteligt haft en meget stor vægt i regeringen. De Radikales indflydelse i regeringen svækkes nu. Partiet mister skatteministerposten til Socialdemokraterne. Men det er også et spørgsmål, om den nye leder, Morten Østergaard, kan hævde sig så stærkt som Vestager. Det er derfor muligt, at skiftet kan betyde, at det bliver lidt lettere for regeringen at komme ud af hårdknuden af problemer om dagpengespørgsmålet ved at give indrømmelser til Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti.
Østergaard har været Vestagers tro væbner. Politisk er det svært at se forskel på de to. Østergaard er flittig og driftssikker på Christiansborg. Men han er ikke stærk til at kommunikere med offentligheden. Han har tilmed en tendens til at blive lidt fornærmet, som vi ikke har set hos Vestager.
Det er et meget stort spørgsmål, om han kan øge vælgertilslutningen til regeringen og De Radikale. At vende udviklingen vil kræve, at partiet vender tilbage til at fremstå ikke bare som liberalt, men også som et socialt parti. Desuden må Østergaard simpelthen øge sin gennemslagskraft i offentligheden, hvad der ikke er let, hvis man ikke har talent for det.
For at Østergaard kan få mest mulig indflydelse i regeringen, overtager han Vestagers plads som økonomi- og indenrigsminister. Lige siden Danmark i 1957 fik en minister med titlen økonomi-minister, har den radikale leder sat sig på den post, når partiet var i regering. Det gjorde Bertel Dahlgaard i 1957, det gjorde Niels Helveg Petersen 1988-1990, og det gjorde Marianne Jelved fra 1993 til 2001. (Jo, der var en undtagelse i VKR-regeringen 1968-1971. Her fik Venstres Poul Nyboe Andersen posten. For den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard troede fejlagtigt, at Nyboe Andersen, der ikke havde været aktiv politiker, var radikal).
Marianne Jelved har forklaret, hvorfor partiets leder altid gerne vil have posten: ”Arbejdet i Økonomiministeriet kunne typisk overstås på halvanden af ugens arbejdsdage. Det gav mig god tid til at drive politik og udfylde rollen som partileder.”
Posten er altså mindre opslidende end de fleste ministerposter og giver overskud til at være med i ledelsen af regeringen og til at lede partiet. Godt nok fik Vestager posten udvidet med indenrigsministerposten. Det gav mere arbejde, men også gode muligheder for at påvirke den kommunale økonomi. Spørgsmålet er imidlertid, om Østergaard på denne post vil vise sig som en lige så hård og koldsindig forhandler som Vestager. Det bliver svært.