Eventyrfortælleren på slottet

Mange har formentligt kastet et blik på et af dem og drømt sig væk: Hvem der bare boede på et slot med rigtig voldgrav og rigtige spøgelser. Hvem gør egentlig det? Mød Charlotte Blay

Charlotte Blay er forfatter og logerende på Gjorslev Slot. Fotos: Paw Gissel.
Charlotte Blay er forfatter og logerende på Gjorslev Slot. Fotos: Paw Gissel.

Der var engang, hvor det kun var de kongelige, der boede på slotte. Faktisk er definitionen på et slot, at de royale på et eller andet tidspunkt skal have forskanset sig netop dér. Ellers er det blot en borg eller et gods, der er tale om.

I dag forholder det sig anderledes, og man er ikke længere tvunget til at have blåt blod i årerne for at flytte ind i et slots gemakker. Det gælder i al fald ikke alle slotte. Et af dem er Gjorslev Slot på Stevns.

Stedet blev opført af kalk fra Stevns Klint omkring 1396 af Roskildebispen Peder Jensen Lodehat. Og her bor 75-årige Charlotte Blay. Det regner hun med at blive ved med.

”Det er af de steder, man ikke lige flytter fra. Jeg skal slæbes væk,” siger hun efterfulgt af en mild latter, da hun viser vej gennem den vogngrønne revledør.

Efter en kort gang belagt med glaserede kalkstensfliser og fyldt med gevirer fra kronhjorte og rådyr træder hun ind i slottets nordlige fløj. Det er her, hun bor på 11. år med sin mand, Jørgen. I den sydlige fløj bor en anden familie, og i midten af slottet har ejeren indlogeret sig.

Én blandt mange grunde til, at Charlotte Blay elsker livet på Gjorslev Slot, er, at det er spækket med fortællinger. Dem elsker hun nemlig også.

Da hun var barn, fortalte hendes far, skipperen, altid historier fra de syv have. Snart begyndte hun selv at fortælle.

Først til sine tre døtre, men da de flyttede hjemmefra, måtte hun finde andre at digte historier til, så Charlotte Blay blev forfatterinde.

I løbet af sin over fire årtier lange karriere har eventyrfortælleren med det viltre røde hår og de mørke briller skrevet op mod 100 bøger. Slotsbeboeren har forfattet sangtekster, manuskripter til fjernsynet, læssevis af rejsebeskrivelser, men størstedelen af bøgerne er rettet mod børn og unge.

Og fælles for alle de mange bøger er, at de tager afsæt i virkeligheden.

”Også selvom jeg holder af at pynte lidt på virkeligheden,” som hun siger, da hun viser borgstuen frem.

Her er trægulvet dækket af store kelimtæpper i spraglede mønstre. Gennem de tre store vinduer ses voldgraven, og på kakkelovnen står dronning Charlotte Amalies initialer. Dronningen erhvervede slottet i 1679 og sørgede for at opføre borgstuen, fortæller Charlotte Blay stolt, før hun kommer i tanke om, at vandet vist koger i køkkenet. Inden hun smutter ud i landkøkkenet gennem spisestuen og det maritime rum, når forfatterinden akkurat at fortælle lidt om borgstuens endevæg.

Her står litteraturen tætpakket. Forfattere som Donna Tartt, Stephen King og især Ken Follett er blandt favoritterne. I sin roman ”Jordens søjler” beskriver den walisiske forfatter nemlig arkitektur, som minder om den, man finder på Gjorslev Slot.

Og mens Charlotte Blay brygger kaffe i landkøkkenet, hvor hendes mand lytter til P8 Jazz og læser i en frisk udgave af Politiken, fortæller forfatterinden, at hun også selv skriver om slotte i øjeblikket. Og ikke hvilket som helst slot: Det er selvfølgelig Gjorslev Slot, eller Himmelborgen, som slottet hedder i Charlotte Blays kommende bog.

Hun får balanceret kaffen og kanelstangen op af den røde velourtrappe, hvor kontoret - og udsigten - er. Charlotte Blay er ikke helt klar over, hvilke træer der omkranser majsmarkerne og voldgraven.

”Den slags ved Jørgen. Jeg interesser mig mest for spøgelser,” siger hun uden at blinke.

Og det er da også svært ikke at lade sig rive med, når hun fortæller om Gjorslevs mange genfærd.

Eksempelvis historien om herremandens datter, som for små 500 år siden blev muret inde på tårnværelset under dække af at være blevet sendt på kloster.

På vej ud i slotsgården møder Charlotte Blay arkitekten, som er i færd med at renovere broen, der fører over voldgraven. Han lader sig ikke rive med af spøgelser, og der findes vist i øvrigt mange kakkelovne med dronning Charlotte Amalies initialer, påpeger han.

”Er du overhovedet sikker på, at det er et slot og ikke bare et gods?”, spørger han.

Charlotte Blay er ikke i tvivl.