Da den 44-årige socialdemokrat Benny Engelbrecht i går overtog posten som skatteminister fra den 38-årige radikale Morten Østergaard, var det det 20. ministerskifte i løbet af de knap 40 år, der er gået, siden den dengang 39-årige socialdemokrat Svend Jakobsen (S) den 13. februar 1975 som den første indtrådte i embedet.
Hvis man ser samlet på Skatteministeriets historie, tegner der sig et billede af et ministerium, som udadtil i befolkningens øjne virker farveløst og teknokratisk, men indadtil i politikernes kreds har stor betydning. Og netop dette forhold har ifølge Lars Hovbakke Sørensen, ekstern lektor i nyere politisk historie ved Københavns Universitet, medvirket til, at ministeriet som regel har været ledet af yngre, fremstormende mænd, som snart forlod posten igen.
”Posten som skatteminister har typisk været en post, der blev givet til yngre politikere. Der er ikke så meget prestige i posten, så det er begrænset, hvor længe man kan holde til at havde den post, og de fleste tager posten i håb om at kunne komme videre op til et tungere ministerium. Men samtidig er det en post, som er god til at afprøve en politikers evner som minister på,” siger Hovbakke Sørensen.
Han fremhæver, at skatteministeren ofte risikerer at blive upopulær i befolkningens øjne, idet han jo formelt er den, der tager en god del af de penge, vi tjener, for at finansiere velfærdsstaten. Langt mere populære fremstår de ministre, som bruger vores skattepenge, herunder social-, sundheds- og undervisningsministeren. Til gengæld er skatteministeren en post, hvor en ung politiker har gode muligheder for ved forhandlingsbordet og i samspillet med embedsværket at vise sit værd.
”Lige så farveløs skatteministerposten fremstår udadtil, lige så effektiv er den til for en dygtig ung politiker at vise sin chef, statsministeren, at han behersker det politisk-økonomiske håndværk. Det bedste eksempel er Anders Fogh Rasmussen, som ganske vist kom uheldigt ud af Skatteministeriet, men som jo senere vendte stærkt tilbage,” siger Lars Hovbakke Sørensen med henvisning til den dengang 34-årige Venstre-løve, som i 1987 overtog ministeriet, men måtte forlade det fem år senere efter en sag om såkaldt kreativ bogføring. Siden blev han statsminister og generalsekretær i Nato.
Af andre unge Venstre-løver kan nævnes Peter Brixtofte, Kristian Jensen, Troels Lund Poulsen og Peter Christensen, der alle har bestyret Skatteministeriet for en kort bemærkning. Det samme har gjort sig gældende for unge løver fra andre partier, herunder socialdemokraterne Jens Kampmann og Mogens Lykketoft, som ligesom Svend Jakobsen siden skulle avancere til højere ministerposter - og i nyere tid SF'erne Thor Möger Pedersen og Jonas Dahl og den radikale Morten Østergaard, som nu er avanceret til økonomi- og indenrigsminister samt radikal partileder.
”Skatteministerposten afprøver en ung politiker. De giver enten adgang til en stor karriere, eller også kaster den en ung politiker ud i glemsel,” siger Lars Hovbakke Sørensen.
Han tilføjer dog, at posten også enkelte gange har været bestyret af en ældre, garvet person, som ikke drømte om at avancere og gøre sig folkeligt populær, men blot varetog opgaven for partiets skyld. Til denne kategori hører folk som Isi Foighel (K), der bestred posten i fem år under Poul Schlüter i 1980'erne, og Frode Sørensen, der var skatteminister i Nyrup-regeringens sidste år i 1990'erne.
Artiklen fortsætter under grafikken
Også Svend Erik Hovmand (V) og Holger K. Nielsen (SF) var skatteministre med den største del af karrieren bag sig, men sidstnævnte nåede ikke desto mindre at avancere til udenrigsminister, inden SF trådte ud af regeringen.
Men mens posten således både har været givet til yngre og ældre, så har samtlige skatteministre været mænd. Stats-, Udenrigs-, Finans- og Forsvarsministeriet har hver haft én kvindelig minister - Helle Thorning-Schmidt (S), Lene Espersen (K), Pia Gjellerup (S) og Gitte Lillelund Bech (V) - men Skatteministeriet har endnu sin første kvindelige minister til gode.
”Det er måske en tilfældighed, men så alligevel ikke. Skatteminister er en post, som er meget fokuseret på økonomi, og som derfor ikke har meget appel til kvindelige vælgere eller politikere,” vurderer Lars Hovbakke Sørensen.
Sikkert er det i hvert fald, at en skatteminister ikke kan begrænses til et otte til fire-job, konstaterer Heidi Salomonsen, lektor i statskundskab ved Aalborg Universitet, som har forsket i magtforholdet mellem politikere og embedsmænd.
”Skatteområdet er meget væsentligt. Alle borgere, som har en vis alder, er optaget af, hvordan de er berørt af diverse skatteregler. Samtidig er det et område, som er meget teknisk og indviklet, og som derfor kræver, at ministeren har de fornødne kompetencer. Uden at være akademiker-snob vil jeg sige, at det bliver en stor mundfuld for den nye minister at bestride posten uden at have en akademisk uddannelse,” siger hun med henvisning til, at Benny Engelbrecht ikke som mange af sine forgængere kommer til ministeriet med universitetsgrad som cand.polit., cand.oecon. eller cand.scient.pol., men derimod som uuddannet journalist, radiovært, aftenskoleunderviser og indehaver af en musikforretning.
Heidi Salomonsen hæfter sig ved, at lige så hyppige udskiftninger der har været på skatteministerposten, lige så stabilt har embedsværket været præget af kontinuitet med Peter Loft som departementschef i næsten 20 år fra 1993 til 2012.
”Kombinationen af rutinerede embedsmænd over for relativt urutinerede ministre og det relativt komplekse stof kan føre til, at embedsværket får forholdsvis meget indflydelse i Skatteministeriet,” vurderer Heidi Salomonsen, som dog tilføjer, at det ikke alene er et spørgsmål om styrkeforholdet mellem den konkrete minister og de konkrete embedsfolk. Også på skatteområdet kan det aftalte regeringsgrundlag betyde, at konkrete skattemæssige tiltag må sættes i værk, uanset om embedsværket er gode til at fraråde forandringer over for ministeren.