”En nat hørte jeg, at min far råbte ad min mor og sagde: Hvis ikke du hører efter, dræber jeg dig!”
Sådan fortæller et 11-årigt skilsmissebarn i en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) om skilsmissebørn med etnisk minoritetsbaggrund. Det er første gang, at europæiske forskere giver ordet til børnene, som ofte har oplevet et voldsomt og turbulent brud mellem forældrene.
Størstedelen af børnene har forældre, som kommer fra ikke-vestlige lande i Mellemøsten, Sydøstasien og Nordafrika - også kaldet ”det patriarkalske bælte”.
Undersøgelsen, der er finansieret af Egmont Fonden, viser, at antallet af skilsmisser i etniske minoritetsfamilier i Danmark er steget markant de senere år, og i dag har hvert fjerde barn med etnisk minoritetsbaggrund forældre, der er skilt.
28 procent af børnene med etnisk minoritetsbaggrund fra årgang 1989 har således forældre, som ikke lever sammen - men for børn fra årgang 1993 er tallet helt oppe på 33 procent. Et tal, der ikke ligger langt fra landsgennemsnittet, hvor cirka hvert tredje barn har oplevet en skilsmisse.
Udviklingen indikerer, at normerne for skilsmisse i etniske minoritetsmiljøer begynder at ændre sig, fortæller seniorforsker Anika Liversage, der står bag SFI-undersøgelsen.
”Men man har ikke udviklet en skilsmissekultur, og det betyder, at mens størstedelen af de danske majoritetsforældre forhandler sig frem til en fælles forældremyndighed og skaber et fornuftigt samarbejde med fokus på børnenes tarv, så oplever vi et helt andet mønster blandt de etniske minoriteter: Mange ender med eneforældremyndighed, samværsordninger er der ganske få af - hvis overhovedet nogen - og man ser sjældent et godt forældresamarbejde,” siger hun.
Seniorforsker Mai Heide Ottosen, der har beskæftiget sig med danske skilsmisser og delebørnsordninger i mange år, har udarbejdet den nye rapport sammen med Anika Liversage. Hun understreger, at hvor de fleste danske skilsmisseforældre vælger at gå fra hinanden, fordi ”de er vokset fra hinanden”, så har skilsmisserne blandt de etniske minoriteter ofte en noget mere dramatisk karakter, hvilket mange af børnenes fortællinger understreger.
”To tredjedele af de historier, vi har hørt, har haft en relativ voldsom og dramatisk karakter: I mange familier er der forekommet vold, og manden har været meget dominerende og tævet sin hustru og børn. Der er også i flere tilfælde tale om misbrug, kriminalitet og psykisk sygdom, så det er generelt nogle meget belastede og dysfunktionelle familierelationer, vi har mødt,” siger Mai Heide Ottosen.
Samtidig befinder størstedelen af familierne sig på samfundets bund: Uddannelsesniveauet er lavt, tilknytningen til arbejdsmarkedet er svag, og ofte taler en eller begge forældre ikke dansk.
Men det, der har overrasket forskerne bag undersøgelsen mest, er de levevilkår, som skilsmissebørnene vokser op under: Over halvdelen lever under OECD's fattigdomsgrænse - til sammenligning gælder det ”kun” for 14 procent af de majoritetsdanske børn med ikke-samlevende forældre.
De knappe ressourcer er ifølge Bente Boserup, leder af Børns Vilkårs rådgivning, med til at isolere de etniske minoritetsbørn fra det danske samfund, da forældrene ikke har råd til at sende dem på lejrtur med skolen eller til børnefødselsdage.
Hun mener, det mest slående ved undersøgelsen er, at mange af børnene lever så isoleret, som de gør:
”Mange af disse børn er rodløse og meget alene. De har ingen at tale med, men de har hårdt brug for voksne, som kan hjælpe dem med at sætte ord på nogle af de traumatiske oplevelser, som de har været ude for. Mange lærere og pædagoger går rundt om den varme grød, fordi de er bange for at gøre noget forkert. Men de glemmer det basale: Nemlig at der er et barn, som har hårdt brug for deres hjælp.”