Det er fredag, og eleverne i 9.z. har dansk. Først sidder klassen i hestesko, mens deres lærer, Vibeke Winther, gennemgår dagens opgave. Eleverne har læst novellen ”At gøre sit bedste slår ingen mand af hesten” af Jesper Wung-Sung.
Nu skal de sætte sig i grupper og hjælpe hinanden med at stille nogle spørgsmål, som kan bringe dem på sporet af, hvad forfatteren vil udtrykke med sin ret groteske historie om to dovne teenagedrenge.
Eleverne bruger spørgsmålstrappen. Et hjælpemiddel til litteraturlæsning, som går ud på, at man først søger svar på de ting, der umiddelbart kan læses ud af teksten, så de ting man genkender fra sit eget liv, og siden arbejder sig op til at kunne læse mellem linjerne og stille spørgsmål om selve det at være menneske.
Ikke alle grupper har lige let ved at finde ud af det, men der arbejdes og diskuteres ivrigt. Man gør sit bedste. Og kommer efterhånden op ad spørgsmålstrappen.
At vi er på den katolske privatskole Sankt Ansgars Skole på Nørrebro i København er ikke umiddelbart til at se. En hurtig sammentælling fra læreren opgør, at 15 af klassens 21 elever kommer fra muslimske familier, derimod er der ikke rigtig nogen i klassen, der ser sig som katolik, selvom en enkelt har halvt brasiliansk baggrund.
Forklaringen på, at en katolsk skole har så mange muslimske elever, er dels, at skolen ligger ”i hjertet af Nørrebro” som dens slogan lyder, men forklaringen er også, at det er en skole, hvor det er legalt at have en holdning til sin tro.
”Jeg har valgt at gå her, fordi det er en socialt god skole med en god stemning, og fordi det er en skole, hvor forskellige religioner kan være og tolerere hinanden,” fortæller Aola Ghandour, 14-årig danskfødt elev med libanesisk familie, da vi taler med hende og to af hendes klassekammerater efter dansktimen.
Mens Aola går i skole med håret dækket af et tørklæde, er håret synligt hos den 15-årige Gulnare Al Subaihi, der kommer fra en palæstinensisk familie og først kom ind på denne skole i 6. klasse. Men begge piger og deres klassekammerat Mohammed Bilal Ansar, hvis familie stammer fra Pakistan, er enige om, at det er en kvalitet ved skolen, at et religiøst emne som tørklæder ikke bliver gjort til et enten-eller.
”Dem, jeg kender, der går på muslimske friskoler, har nogle meget faste meninger om, hvad der er rigtigt og forkert. Om man skal gå med tørklæde eller ej,” siger Gulnare, som oplever, at fællesskabet på Sankt Ansgars Skole hverken ser tørklædet som en forudsætning for at være en god muslim eller som et problem for integrationen i det danske samfund.
”I den folkeskole, jeg gik i i Jylland, blev der lagt rigtig meget mærke til det, hvis man var muslim, fordi der var så få af os. Her kan man være forskellige uden at føle sig så anderledes,” tilføjer Bilal, som kom ind på skolen i 4. klasse, da hans familie flyttede fra Fredericia til København.
Når han er færdig med skolen, vil han i gymnasiet. Det samme vil Aola, mens Gulnare gerne vil på efterskole. Forleden var klassen på hyttetur i Asserbo i Nordsjælland og besøgte ved den lejlighed en efterskole - en skoleform, flere af eleverne ikke kendte til i forvejen.
På den måde forsøger skolen ikke kun at klæde eleverne på fagligt, men også give dem viden om verden og Danmark. Lære dem, at drenge og piger sagtens kan tage på hyttetur eller efterskole sammen.
Skoleleder Kirsten Poulsen betoner, at man i dagligdagen ikke tænker så meget på, hvem der er muslimer. Skolen er katolsk i hele sin tilgang på trods af, at her er mindst lige så mange muslimer som katolikker blandt eleverne. Ingen bliver påduttet kristen tro, men eleverne kommer jævnligt i kirke. Det respekteres, hvis en pige vil gå med tørklæde, til gengæld er skolelederen tilfreds med, at ingen er fritaget for badning efter idræt eller deltagelse i lejrskoler.
”Skolens traditioner er bygget op om det kristne kirkeår, og det er alle forældre indforstået med. Det er også naturligt for os at bede fadervor ved morgensamlingerne. Omkring den kristne fastetid fortæller vi om dette i kristen forståelse, men vi markerer også, når ramadanen begynder og slutter,” forklarer hun og tilføjer:
”Vi har ikke ændret vores måde at holde skole på i takt med, at der er kommet flere muslimer. Tværtimod. Mødet med elever med en anden kulturbaggrund ser vi som en invitation til at kigge os selv efter i sømmene.”
Selvfølgelig kan der opstår problemer på skolen, men generelt foregår kulturmødet uden de store konflikter, og selvom nogle har det fagligt svært, klarer eleverne sig som helhed udmærket til eksamen.
Når dette er tilfældet for private skoler, bliver det ofte af kritikere begrundet med, at eleverne kommer fra ressourcestærke hjem, og at skolerne bare kan lade være med at optage eller ligefrem skille sig af med ”vanskelige” elever. Kirsten Poulsen afviser imidlertid, at disse påstande skulle gøre sig gældende for Sankt Ansgar Skole eller nogen af de 21 andre katolske skoler i Danmark.
Som omtalt tidligere i denne serie peger ny forskning af antropolog Laura Gilliam i mødet mellem folkeskolen og muslimske familier på, at begge sider ofte prøver at nedtone det religiøse. Muslimerne prøver at være mere ”afslappede” muslimer, og skolerne tager det sidste kristne element ud af julen og gør den til en ren børnefest.
Sådan er det ikke på Sankt Ansgar Skole, hvor skolelederen anstrenger sig for at kommunikere til forældrene, at skolen har nogle forventninger, der skal opfyldes, men at eventuelle forskelle og uenigheder, som bunder i kultur og tro, ikke skal udviskes:
”For at være på en katolsk skole skal man kunne tale det religiøse sprog. Det vil sige, at man skal kende hinandens baggrund, og at man skal behandle hinanden med respekt - også på de områder, man ikke kan blive enige om.”
