Ved valget søndag, hvor Sverigedemokraterne fik stor fremgang, kom Sverige i samme situation som Danmark har været i en årrække: Indvandring kan ikke længere holdes ude af den politiske debat. Det har de svenske politikere ellers forsøgt i årtier, og det forsøgte danske politikere også i en årrække.
”At sige nej til flygtninge ville være det samme som at fornægte vore pligter som kulturnation. Og vi ville blive ringere og fattigere, hvis vi afviste flygtninge”, udtalte statsminister Poul Schlüter (K) den 4. august 1985 til Berlingske Tidende under overskriften: ”Hysterisk at tro at dansk kultur trues af flygtninge”.
Også når det gjaldt dette spørgsmål, var han optimist. Han troede på integration:
”Det er vigtigt, at flygtninge ikke bliver isoleret i ghettoer, men tværtimod inddrages i folkelige, danske aktiviteter,” lød det.
I udlændingepolitikken strakte Schlüters regering sig langt. Ikke mindst af hensyn til De Radikale, men også fordi mange konservatives humane syn tilsagde det, havde den i 1983 droppet et kommissionsflertals forslag til en noget strammere flygtningelov, end den som blev gennemført. Regeringen støttede i stedet sammen med det meste af Folketinget en meget liberal flygtningelov. Den var skrevet af juraprofessor Hans Gammeltoft-Hansen, som var formand for Dansk Flygtningehjælp. Først og fremmest den radikale Bernhard Baunsgaard var blevet påvirket af Gammeltoft-Hansens forslag. Loven skulle rette op på, at flygtninge hidtil havde kunnet afvises af fremmedpolitiet på administrativt grundlag og efter kritikernes mening stod fuldstændig uden rettigheder. Man kunne herefter ikke umiddelbart afvise udlændinge, der nåede frem til landets grænser og sagde “asyl”.
Men den konservative justits-minister Erik Ninn-Hansen i foråret 1983 advaret om, at der kunne komme raceuroligheder i Danmark, og at udlændinge truede nationalstatens eksistens. Ninn-Hansen havde dog ikke fundet lydhørhed. Det kunne han ikke lide. Men kun Fremskridtspartiet stemte imod loven i Gammeltoft-Hansens version. Den blev vedtaget med 155 stemmer imod 12. Bortset fra Fremskridtspartiets Knud Lind talte ingen ordfører om, at man måske åbnede voldsomt for flygtninge. Der lå ingen seriøse prognoser om lovens konsekvenser for omfanget af indvandringen. Man undervurderede den fremtidige flygtningestrøm. I 1985 oplyste justitsministeren, at mens der i 1983 havde været 332, så var der mere end ti gange så mange flygtninge i 1984. I 1985 kom der tilmed dobbelt så mange som i 1984. Stigningen kunne dog for en meget stor del forklares med, at flere lande havde krige, for i sammenlignelige lande steg flygtningetilstrømningen også uanset, at de ikke havde ændret love.
Imens skrev Fremskridtspartiets Mogens Glistrup løs om ”nutidens invasion af muhamedanere, der i luksusfly passerer hen over den kvarte jordklode.” Flygtningene ”kunne ikke være i fare, ellers ville de have rejst med fiskerbåd over Den persiske Havbugt.” Nej, de flyvende ”muhamedanere” kom til Danmark for at få dansk velfærd og velstand. Og ikke alene det, de ville erobre landet, mente Glistrup: ”De er opdraget til at føre hellig krig mod de vantro - herunder danskerne. Og de yngler som bekendt også væsentlig kraftigere end danske familier... lad os så sige nej til alle fra fremmede kontinenter, der som flygtninge vil forsøge at erobre os.”
I 1986 fik Ninn-Hansen flertal for den første af en lang række stramninger af flygtningeloven. Det stoppede ikke kritikken.
Søren Krarup afleverede samtidig - sammen med sin fætter Jesper Langballe - små 50.000 underskrifter til justitsministeren med protester mod udlændingeloven. Debatten flammede ekstra op, da der på en uge i september kom 500 flygtninge.
Der var folketingsvalg i 1987. De gamle partier forsøgte af al magt at holde udlændingetemaet ud af debatten. I Socialdemokratiet havde man lagt en intern rapport om at stille højere krav til indvandreres og flygtninges tilpasning til det danske samfund til side. Og Schlüter forhindrede, at De Konservative tog temaet op i valgkampen. De gamle partiers forsøg på at tie emnet ihjel blev trumfet af et nyt parti, ”Fælles Kurs”, under ledelse af den farverige sømandsboss Preben Møller Hansen, der førte sig frem med et folkeligt sprog spækket med eder og vittigheder. Han appellerede til den spirende fremmedfrygt. Fælles Kurs fik fire mandater i Folketinget på den opskrift.
Preben Møller Hansen erklærede, at han ”ville samarbejde med fanden selv”, men Fælles Kurs var et ”dansk parti”, understregede han. Han sagde, at ”mange danskere bliver diskrimineret i forhold til flygtningene.”
Også Fremskridtspartiet gik det godt. Partiets nye stjerne Pia Kjærsgaard lovede på sin valgturné at gøre noget ved ”bekvemmelighedsflygtninge”. Fremskridtspartiet gik tre mandater frem. Socialdemokratiet tabte ved valget to mandater. De Konservative tabte fire mandater. Venstre tabte tre mandater og nåede med 19 mandater sit laveste mandattal nogensinde. De gamle partiers tilbageslag blev ikke opvejet af, at De Radikale gik et enkelt mandat frem. De gamle partier havde overset - eller ikke kunnet forholde sig til - at vælgerne for første gang ved et valg var blevet optaget af flygtningespørgsmålet. En ny konflikt-dimension, som mere og mere skulle præge dansk politik, havde åbnet sig mellem de globaliseringsglade og de globaliseringsangste. Men de gamle partier forstod det endnu ikke.
Set i bagklogskabens klare lys kan det virke som en fejl, at statsminister Poul Schlüter ikke tog flygtningetemaet offensivt op for at imødegå Fremskridtspartiet. Schlüters tidligere gode instinkt for, hvad der rørte sig i befolkningen, hjalp ikke her. Men Schlüters modvilje mod at tage spørgsmålet om ”de fremmede” op havde nu også kontante politiske årsager. Mange endnu levende konservative modstandsfolk kunne takke Sveriges modtagelse af flygtninge for, at de slap helskindet gennem besættelsen. Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen væmmedes ved tanken om at føre valgkamp på nødstedte menneskers bekostning. Også Mimi Jakobsen i CD og Flemming Kofod-Svendsen i Kristeligt Folkeparti var imod enhver stramning over for flygtninge.
Fælles Kurs forsvandt hurtigt ud af Folketinget, og Fremskridtspartiet var i årevis præget af indre strid. Først da Pia Kjærsgaard og hendes ligesindede brød ud af Fremskridtspartiet og dannede Dansk Folkeparti (DF) i 1995 blev udlændingetemaet med vedholdenhed fremført i dansk politik. Valg efter valg gik DF frem, og ved valgene i 2001, 2005 og 2007 var udlændingespørgsmålet udslagsgivende for, hvor regeringsmagten landede. Så vidt er Sverigedemokraterne endnu ikke kommet, hvis vi skal tro nyhederne fra Sverige. Men at dømme efter danske erfaringer vil de øvrige partier ikke i længden kunne modstå fristelsen til at inddrage partiet, når der skal tælles mandater bag en regering.