Det afblegede synodespøgelse splitter de borgerlige

Venstre kan ikke finde sine egne ben i forhandlingerne om en ny struktur for folkekirken. Det blotlægger en gammel strid om, hvad liberal kirkepolitik egentlig indebærer

Venstres holdning til folkekirkens fremtidige styreform skulle have været afklaret på et gruppemøde i går formiddag, men ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger var det ikke muligt, da hverken formand Lars Løkke Rasmussen (billedet) eller næstformand Kristian Jensen var til stede.
Venstres holdning til folkekirkens fremtidige styreform skulle have været afklaret på et gruppemøde i går formiddag, men ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger var det ikke muligt, da hverken formand Lars Løkke Rasmussen (billedet) eller næstformand Kristian Jensen var til stede. Foto: Simon Skipper/Scanpix.

Det hele skulle have været afklaret i aftes. Efter det to år lange tovtrækkeri om en ny styreordning for folkekirken skulle partierne mødes med kirkeminister Marianne Jelved (R), så det endelige resultat kunne præsenteres for offentligheden i dag.

Planen blev imidlertid aflyst i sidste øjeblik, fordi Venstre er ude af stand til at finde sine egne ben i spørgsmålet om folkekirkens fremtidige styreform. Partiets holdning skulle have været afklaret på et gruppemøde i går formiddag, men ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger var det ikke muligt, da hverken formand Lars Løkke Rasmussen eller næstformand Kristian Jensen var til stede.

Kirkeordfører Flemming Damgaard Jensen kunne øjensynlig ikke selv give gruppen en entydig anbefaling, og da han skulle til FN's generalforsamling i New York, måtte mødet i Kirkeministeriet udsættes i tre uger.

Til stor irritation både for partifæller og for de øvrige borgerlige partier, der alle har gjort deres stilling op.

Dansk Folkeparti og De Konservative siger nej, fordi de synes, at ministerens forslag om at lovfæste folkekirkens økonomiudvalg lugter alt for meget af en kirkelig synode.

Liberal Alliance er også imod det kompromis, der nu foreligger, men med den stik modsatte begrundelse. Det liberale argument er, at kompromiset er alt for lunkent, reelt ikke øger kirkens selvbestemmelse, og at staten fortsat vil bestemme over folkekirken, som om den var en styrelse under et ministerium.

Med andre ord står de borgerlige partier nu aldeles splittede.

Forslaget til en reform blev oprindelig skrevet ind i regeringsgrundlaget fra 2011 som en udmøntning af den såkaldte løfteparagraf i Grundloven.

Det er paragraf 66, som siger, at ”Folkekirkens forfatning ordnes ved lov”. Altså at folkekirken skal have sin egen grundlov.

For en del borgerlige kirkepolitikere fremmaner den paragraf det store synodespøgelse, og derfor tog VKO allerede fra dag ét afstand fra regeringens planer.

Efter et langt udvalgsarbejde og forhandlinger i Kirkeministeriet er spøgelset imidlertid blevet blegere og blegere. Langt ind i Venstre har man indtil for nylig kunne finde toneangivende politikere, der mente, at man alligevel ville nå frem til et spiseligt kompromis.

Tilsyneladende har de mest optimistiske tilhængere af en reform dog gjort regning uden vært. Det bløde kompromis, Jelved har fremlagt, har dermed blotlagt den kirkepolitiske uenighed, som langt tilbage i tiden har eksisteret i Venstre. Fra den usminkede liberale vision om at skille kirke og stat til den grundtvigsk-tidehvervske bekendelse til den nuværende folkekirkeordning som noget nær perfekt.

Efter aflysningen af mødet i aftes tyder alt på, at Venstres modstandere af regeringens reformplaner får deres vilje. Marianne Jelved har fra første færd lagt stor vægt på at få et bredt forlig, der omfatter Venstre, og med udsættelsen af mødet i aftes må hun have et spinkelt håb om, at det trods alt stadig er muligt.

Det ville i så fald kræve en lodret ordre fra Venstres formandskab, hvad der næppe kommer. Det mest sandsynlige er nu, at også det femte forsøg siden 1849 på at ”ordne folkekirkens forfatning ved lov” strander.

For Venstre kan det betyde splittelse helt ud i baglandet og måske på landsmødet i begyndelsen af oktober.