Dagpengesag tager radikal drejning

De Radikales næstformand, Sofie Carsten Nielsen, vil have de rette proportioner ind i debatten om dagpenge

Sofie Carsten Nielsen.
Sofie Carsten Nielsen. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix.

SF og Enhedslisten lyver, når de påstår, at op imod 40.000 mennesker er ”faldet ud” af dagpengesystemet.

Det sagde De Radikales nye næstformand, uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen, midt i forhandlingerne om næste års finanslov.

”Når nogle taler om, at 40.000 falder ud af dagpengesystemet og står uden grundlag, er det decideret forkert. Det er jo løgn,” sagde Sofie Carsten Nielsen til Berlingske i går.

Hun taler om løgn, fordi kun cirka 10 procent af de 40.000 personer, der har mistet dagpengeretten, står helt uden forsørgelse.

Når man trækker de personer fra, der for eksempel har fået et lønnet job eller er kommet på SU, efterløn, kontanthjælp eller sygedagpenge, er der 4700 personer tilbage, der står helt uden forsørgelse.

Men det ligner en desperat handling, at De Radikales næstformand påstår, at SF og Enhedslisten lyver, når partierne taler om, at op imod 40.000 mennesker er ”faldet ud” af dagpengesystemet. Det vurderer politisk kommentator og chefredaktør på Fyns Amts Avis, Troels Mylenberg.

”Udmeldingen ligner en desperado-handling fra De Radikale, som godt kan se, at man er ved at blive presset på det her spørgsmål, som man har holdt så sindssygt hårdt fast i i tre år. De Radikale plejer at have mere overskud end et desperat angreb,” siger han til Ritzau og uddyber:

”Det sidste, man kan gøre, er at sige, at andre lyver, for hvad er så næste argument? Der er jo de facto røget 40.000 personer ud af dagpengesystemet.”

I A-kassernes brancheorganisation AK Samvirke undrer direktør Verner Sand Kirk sig over De Radikale. Problemerne opstår for alvor i 2015, når de midlertidige ydelser forsvinder, lyder det.

”Vi har ikke sagt andet, end at der aktuelt står knap 5000 mennesker helt uden forsørgelse. Vi har aldrig hævdet, at 40.000 er uden forsørgelsesgrundlag,” siger Verner Sand Kirk.

Trods gentagne henvendelser til flere ordførere har det ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokraterne.