Danskerne: Giv os et gammeldags brev

Brev i

Især kommunikation om penge og sundhed er vigtig at få per post, viser nyt ph.d.-studie Iris

Borgerne anser kommunikation via et gammeldags brev for langt mere troværdig og forståelig. Når det er nært eller svært, vil vi gerne have et papirbrev, siger retoriker

Når offentlige myndigheder døber deres elektroniske kommunikation NemPost, er det mest afsenderen, det er nemt for. Borgerne anser kommunikation via et gammeldags brev for langt mere troværdig og forståelig. Og mens 35 procent af danske firmaer tror, kunderne helst vil modtage information pr. e-mail, er det på modtagersiden kun 12 procent, der ønsker sig en e-mail. 57 procent foretrækker det gode gamle stykke papir i en kuvert.

Det fremgår af tal, Post Danmark har indsamlet i år, og som indgår i bogen ”Det bevidste brev”, som ph.d. i retorik Anne Katrine Lund præsenterede i går.

”Det viser sig, at særligt finansiel kommunikation og sundhedskommunikation er vigtig at få pr. post. Når det er nært eller svært, vil vi gerne have et papirbrev,” siger Anne Katrine Lund.

Hun tilføjer, at en effekt af den omfattende elektroniske kommunikation er, at borgerne vægter de informationer, der står i klassiske breve, endnu højere. Og det handler ikke om, at de ældre ikke vil følge med tiden:

”Særligt unge mennesker finder breve - og dermed deres budskaber - vigtige.”

Ud over signalværdien har det gammeldags brev den fordel, at det ofte er mere gennemtænkt og klart skrevet. Ifølge Søren Jensen, der er konsulent i medier ved University College Sjælland, bliver halvdelen af alle e-mails misforstået, blandt andet fordi de kommunikerer på en mere uformel måde, som minder om talesprog.

”For det første skal man altid være bevidst om, hvornår man skal supplere den skriftlige kommunikation med et personligt telefonopkald. For det er tit nødvendigt. For det andet er man nødt til som virksomhed - offentlig eller privat - at træne sine medarbejdere i, hvordan man skriftligt kommunikerer klart. Den teknologiske udvikling går hurtigt, og de, som kommunikerer, kan måske ikke helt følge med endnu,” siger han.

Anne Katrine Lund mener, der er behov for at fremhæve gode eksempler på skriftlig kommunikation. Netop dette er formålet med sprogprisen.dk, som blev uddelt i går med Anne Katrine Lund som en af fem dommere. Modtagerne blev Falck for bedste tekst i sociale medier, Københavns Kommune for bedste hjemmesidetekst og DSB for bedste e-mail eller brev.